Det kan du være med til at diskutere, når By & Havn inviterer til Kulturnat fredag 9. oktober på Nordre Toldbod. Prøv vores nye byudviklingsspil, hvor I sammen skal forme en bydel, prioritere mellem forskellige ønsker og finde ud af, om byen kan gå op. Mød også By & Havns medarbejdere til en snak om de kommende bykvarterer, og tag hele familien med til kreativt makerspace hos BUFX.
Byen er fuld af dilemmaer – hvad vælger du?
Billige boliger. God arkitektur. Mere natur. Mere byliv. Mere ro. Mere plads til børn. Mindre trafik. Flere parkeringspladser. Flere parker. Flere fodboldbaner.
En bydel skal rumme meget. Men den kan ikke rumme alt på én gang. Så hvad skal prioriteres, når forskellige behov og ønsker skal gå op i en højere enhed?
Til Kulturnatten kan du prøve Byens dilemmaer – et nyt, interaktivt byudviklingsspil, hvor du sammen med andre skal være med til at forme en bydel. Tag stilling til byens dilemmaer, og placer dine spillebrikker efter, hvad du mener, der skal prioriteres i byen. Skal byen være høj eller lav? Fuld af natur eller parker? Gadeparkering eller P-huse og byrum? Kan du både finde plads til stærk arkitektur og lave boligpriser?
Placér dine brikker, argumentér for dine valg, og snup en brik fra de andre spillere. Forsøg at få dine visioner til at fylde mere, og se, hvordan jeres valg former byen. Overbevis de andre om dine løsninger og hjælp hinanden med at få indflydelse på den by, I er ved at skabe. Men husk – alliancer kan ændre sig undervejs.
Hvert valg har konsekvenser. Giver du plads til flere boliger, bliver der mindre plads til natur. Prioriterer du parker og byliv, må noget andet vige. Undervejs fortæller spillet jer, hvordan bydelen udvikler sig, og hvilke konsekvenser jeres beslutninger får. Og I kan fortsætte så længe I har nye idéer, argumenter og kompromiser at bringe i spil. Spillet slutter først, når I er tilfredse med jeres by – eller når I må erkende, at I ikke bliver enige.
Mød os, der udvikler byen
Hvad ligger der bag udviklingen af Københavns nye bykvarterer? Mød medarbejdere fra By & Havn til en snak om Nordbassinets Havnepark, Kløverparken, Nordsøkvarteret, Levantkaj og Lynetteholm. Stil spørgsmål, udfordr argumenterne, og få et indblik i de mange hensyn og afvejninger, der indgår, når nye kvarterer skal udvikles.
Visualisering af Nordbassinets kommende Havnepark
Visualisering af Lynetteholms kommende kystlandskab
Byg din egen by
Tag børnene med. I samarbejde med BUFX inviterer vi børn, unge og deres voksne ind i et kreativt makerspace, hvor I kan bygge, eksperimentere og give jeres eget bud på fremtidens by.
Mens de voksne prøver kræfter med byudviklingens dilemmaer, kan børnene slippe fantasien løs og bygge deres egne visioner.
Gå på opdagelse i havnens historie
I By & Havns historiske udstilling kan du også gå på opdagelse i Københavns Havns udvikling. Se, hvordan havnen har forandret sig gennem tiden, og få et indblik i den historie, der ligger bag de områder, By & Havn arbejder med i dag.
Du finder os på Nordre Toldbod 3 den 9. oktober kl. 18.00–24.00. Husk Kulturpas.
