I fremtiden vil varer fra hele verden blive leveret direkte til københavnerne igennem topmoderne og bæredygtige faciliteter, når den nye containerterminal i Ydre Nordhavn åbner i 2024. Det vil være et byggeri, der betyder, at varer og gods fortsat kan leveres bæredygtigt direkte til centrum af København, så man slipper for lang vejtransport og samtidig vil det betyde, at den nuværende containerterminal flytter, så området ved Levantkaj kan blive til nye boliger, rekreative områder og flere arbejdspladser.
Den nye containerterminal bliver placeret på den yderste spids af Nordhavn med direkte adgang til Øresund. På den 550 meter lange kaj, vil den i alt 133.000 kvadratmeter store og 800 millioner kroner dyre containerterminal kunne fortsætte Københavns lange og stolte historie som erhvervshavn, hvor varer og gods kan blive håndteret så tæt på byens borgere som muligt.
Overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, ser frem til at få en moderne containerterminal i byen:
Den nye containerterminal er en rigtig god nyhed for København. Ved at flytte terminalen til Ydre Nordhavn, kan vi komme videre med byudviklingen af Levantkaj og Sundmolen og skabe plads til almene boliger, der er til at betale. En stor, ny park og Nordhavns første folkeskole. Det er i sig selv rigtig gode ting, og det bidrager til, at København bliver mere fælles, mere lige og mere grøn. Mere end to tredjedele af alle varer, der leveres i København, har destination i hovedstaden. Ved at fastholde terminalen i Københavns Havn sparer vi CO2 på transport på land - fra kaj til kunde i københavnsområdet, og fastholder vores historiske position som aktiv erhvervshavn.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune.
Det er By & Havn, der står for projektet, og containerterminalen skal ligge i det område, hvor By & Havn i de sidste 10 år har givet mulighed for, at primært københavnske byggerier har kunnet aflevere jord, så det kan blive genbrugt som areal til ny byudvikling.
Adm. direktør i By & Havn glæder sig ved udsigten til at kunne benytte området i Ydre Nordhavn:
Det er jo i virkeligheden en bæredygtig succeshistorie, vi ser her i Ydre Nordhavn. I de sidste 10 har vi genbrugt jorden til at skabe mere plads til københavnerne og nu kan vi så endelig tilbyde københavnerne en ny og topmoderne containerterminal på noget af arealet og lige ved siden af en 28 hektar park, som kan bruges til rekreative formål for alle københavnere. Derudover vil flytningen af den nuværende containerterminal betyde, at beboerne i indre Nordhavn slipper for støj, os og larm. I stedet kommer der nu en skole, flere boliger, arbejdspladser og fodboldbaner.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
75 procent af den danske import går igennem de danske havne. Og derfor har det været vigtigt for By & Havn at fastholde erhvervshavnen tæt på københavnerne. I forbindelse med byggeriet etableres der også et stort distributionscenter, hvor målet er at få en løsning hvor containerne kan pakkes ud, og køres direkte til kunderne i stedet for først at skulle fragtes andre steder hen til udpakning.
Både i forhold til den grønne omstilling og den generelle trængsel i byen er det – at kunne sejle varer ind helt centralt – en rigtig god løsning.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Med sin beliggenhed på spidsen af Ydre Nordhavn vil den nye containerterminal komme til at ligge med en veludbygget og moderne infrastruktur med dedikerede arealer til fremtidens logistik. Arbejdet med at anlægge den nye Nordhavnstunnel under Svanemøllebugten er godt i gang, og når tunnelen står færdig i 2027, vil transport til og fra containerterminalen få direkte adgang til motorvejsnettet via tunnelen. Dermed bliver Indre Nordhavn aflastet for en stor del af den tunge trafik, der er i dag.
FAKTA
- Prisen for at anlægge den nye containerterminal inkl. kraner, vejadgang og øvrige faciliteter forventes at blive omkring 800 mio. kr.
- Containerterminalen får to nye containerkraner, en mulighed for kajlængde på op til 550 meter og en vanddybde ned til 12,5 meter. Det er 2,5 meter dybere end den nuværende containerterminal har. Hertil nye og moderne havnefaciliteter og erhvervsbygninger.
- Med placeringen af den nye containerterminal i Ydre Nordhavn optimeres ligeledes besejlingen til terminalen til gavn for alle rederier, der kommer til at anvende terminalen.
- Der gøres plads til, at terminalen løbende kan udbygges i takt med, at godsmængderne øges og nye logistikvirksomheder m.v. kommer til.
- Den nye containerterminal bliver på 133.000 m2, og kommer til at have moderne faciliteter og infrastruktur samt tilstødende arealer på mere end 260.000 m2 til håndtering af fremtidens logistik.
- Området, hvor terminalen placeres, er en del af et nyt jordopfyld på i alt 100 hektar i Ydre Nordhavn. Udover containerterminal skal dette område blandt andet også rumme en 28 hektar ny, stor naturpark.
- By & Havn er bygherre, Copenhagen Malmö Port AB (CMP) bliver operatør på den nye containerterminal
- Der er udarbejdet VVM (miljøvurdering) for anlæg af den nye containerterminal og meddelt miljøgodkendelse af projektet.
- Flytningen af eksisterende containerterminal åbner op for den videre byudvikling af Levantkaj, der skal udvikles til et nyt og bæredygtigt boligområde i Nordhavn.
For yderligere information, venligst kontakt:
- Kristian Wederkinck Olesen, Kommunikationschef, By & Havn: E-mail: kwo@byoghavn.dk, Telefon: 3053 5004
