Jordmodtageanlæg Lynetteholm, som drives af By & Havn, kan ikke længere modtage jord fra bygge- og anlægsprojekter, der indeholder påvist PFAS under jordkvalitetskriterierne. De nye vilkår er fastsat af Københavns Kommune, og sikrer, at jodmodtagelsen er på forkant med implementering af EU-lovgivningen.
Jordmodtageanlæg Lynetteholm modtager jord til opfyld af Lynetteholm, der er Københavns nye halvø og stormflodssikring, og som i fremtiden skal bidrage til en samlet stormflodssikring af Hovedstaden.
Jordmodtageanlægget åbnede i 2023 og modtager overskudsjord fra anlægs -og byggeprojekter i København og omegn indenfor rammerne af de tilladelser, som er fastsat af miljømyndighederne. Tidligere har By & Havn kunne modtage jord med indhold af PFAS, som overholder Miljøstyrelsens gældende jordkvalitetskriterier. Jordkvalitetskriterierne er grænseværdier for, hvornår jord er sundhedsmæssig forsvarlig og må benyttes til følsom anvendelse for mennesker.
Hovedparten af den jord, som i dag modtages på Lynetteholm, kommer fra arealer, hvor der ikke er PFAS-forurenet jord. Det betyder, at det kun er en lille del af den store mængde jord, som Lynetteholm årligt kan modtage, der vil blive afvist på baggrund af de nye vilkår.
På forkant med EU-lovgivningen
Det er Københavns Kommune, som har meddelt Jordmodtageanlæg Lynetteholm de nye vilkår gennem et påbud. Påbuddet er givet, for at man er på forkant med implementering af ny EU-lovgivning i dansk ret. Helt konkret vil EU udvide listen over prioriterede PFAS-stoffer fra 22 til 25 stoffer, og det afventes, at de tre nye stoffer bliver omfattet af Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier.
By & Havn er glad for de nye vilkår, der skaber klarhed og sikrer, at landets kommuner ikke længere kan anvise PFAS-forurenet jord til Lynetteholm
Vi er glade for, at vi i god tid sikrer, at vi lever op til EU's krav. Ændringen får ikke betydning for hovedparten af de jordmængder, vi årligt modtager fra København og omegns bygge- og anlægsprojekter.
Chef for landindvinding, Claus Schøsler, By & Havn,
Københavns Kommune fremsendte påbuddet til By & Havn den 25. februar 2026, hvor de nye vilkår trådte i kraft. By & Havn er i gang med at orientere anvisningskommuner om de nye, gældende vilkår for modtagelse af jord til Lynetteholm.
FAKTA: Anvisning af jord til Lynetteholm
- Al den jord, som Jordmodtageanlæg Lynetteholm modtager, er anvist af den kommune, hvor jorden er gravet op.
- Anmelderen af jordflytningen skal sikre, at jorden er analyseret og kategoriseret før flytning.
- Formålet med analyserne er at kategorisere jorden efter forureningsgrad og forureningstype, så man kan finde ud af, hvilke anlæg der kan modtage jorden.
- Fra februar 2026 modtager Jordmodtageanlæg Lynetteholm ikke længere jord, der indeholder påvist PFAS under jordkvalitetskriterierne
- Du kan læse mere om betingelserne for at aflevere jord til Jordmodtageanlæg Lynetteholm her: https://byoghavn.dk/lynetteholm/jordmodtageanlaeg-lynetteholm/
