Måske har du lagt mærke til, at Den Gule Plads på Asger Jorns Allé i Ørestad Syd er vågnet fra sit vinterhi – og at der er sket noget på pladsen de seneste dage. Den Gule Plads har nemlig fået en ny teltoverdækning, som gør pladsen mere synlig og anvendelig til forårets og sommerens arrangementer.
Teltoverdækningen er endnu ikke helt færdig. Folkene fra Cirkus Panik Teltmageri arbejder i de kommende dage videre med de sidste justeringer – blandt andet af pælene, der holder teltdugen.
Ønsket om en overdækning kommer bl.a. fra Kultur Amager Vest/Ørestad Bibliotek, der sidste år arrangerede flere events på pladsen. Teltoverdækningen er det første skridt i en samlet indsats for at gøre Den Gule Plads mere indbydende og anvendelig.
By & Havn, Kultur Amager Vest/Ørestad Bibliotek, Ørestad Syd Borgerforening, de fire foodtrucksejere og Amager Skovhjælpere arbejder i fællesskab på at forbedre Den Gule Plads og forskønne arealerne omkring streetfoodvognene, så endnu flere beboere har lyst til at gøre brug af de midlertidige tiltag. Opgraderingen sker med henblik på de kommende to sommersæsoner, indtil beboer- og kulturhuset Byens Hus forventeligt står færdigt ved udgangen af 2027.
I de kommende uger fortsætter arbejdet med en mere synlig indgang til pladsen og andre forbedringer, som skal gøre de midlertidige tiltag omkring Den Gule Plads mere attraktive.
Har du selv lyst til at arrangere et event på Den Gule Plads, kan du søge midler via en eventpulje, som administreres af Ørestad Syd Borgerforening.
👉 Læs mere om Den Gule Plads og eventpuljen på byoghavns hjemmeside
Hold øje med kommende aktiviteter og events, som bl.a. annonceres i By & Havns nyhedsbreve.
I første omgang kan du komme med på en gåtur med bibliotekarerne Anita og Laura fra Ørestad Bibliotek, som tager en stak litteratur under armen og tager et kærligt kig på nogle af de skønne åndehuller og grønne områder i Ørestad Syd. Mødestedet er Den Gule Plads den 21. april kl. 17. Læs mere og meld dig til på Billetto.
Teltoverdækningen er produceret af Cirkus Panik Teltmageri, som har arbejdet på det i de seneste par måneder – selvfølgelig med gule detaljer som passer til Den Gule Plads.
