På en regnfuld sensommerdag i august gik tusindvis af københavnere rundt om Lynetteholm for første gang. Og mens de dryppende gæster søgte ly for byerne, tog podcastværterne Anders Olling og Hans Erik Havsteen fra Kongerækken dem med på en rejse tilbage i tiden.
Måske var det grå vejr ikke ulig det, der for godt 600 år siden sendte verdens største middelalderhandelsskib, Svælget 2, ned på bunden af Øresund. Dagen var ellers begyndt med klart og solrigt vejr; ligesom den gjorde om morgenen den 2. april 1801 under Slaget på Reden. Men inden dagen var omme, lå flagskibet Dannebroge også på havbunden. Nu er live-optagelserne udkommet som nye episode af podcasten Historien om Havnen.
På gåturen samlede Kongerækkens værter deltagerne omkring to helt særlige historier fra havbunden. For i forbindelse med anlæggelsen af Lynetteholm er der blevet gjort to enestående marinarkæologiske fund; det arkæologiske nøglefund Svælget 2, der fremover vil omskrive vores forståelse af middelalderens handel og linjeskibet Dannebroge, der er gået over i historien om symbol på dansk mod og kampånd. Med deres veloplagte fortællestil foldede Kongerækken historien om Svælget 2 og Dannebroge ud og satte fundene ind i en større fortælling om Københavns Havn og Danmarks plads i både middelalderens handelsruter og Napoleonskrigene.
Nu er optagelserne klar til at blive hørt – eller genhørt.
Middelalderens containerskib
Svælget 2 er den største kogge, der nogensinde er fundet. Skibet blev bygget omkring år 1410 og har med sine imponerende dimensioner – omkring 28 meter lang og næsten ni meter bredt – været et af middelalderens store handelsskibe.
Men måske er det ikke størrelsen, der gør historien mest fascinerende. Det er forestillingen om livet ombord.
Mellem skibets bevarede konstruktioner har arkæologerne fundet bronzegryder, keramikskåle, bemalede træskåle, sko, kamme og perler fra rosenkranse. Små spor efter mennesker, der levede, arbejdede og rejste på havet for mere end seks århundreder siden.
I podcasten folder Kongerækken historien ud og sætter fundet ind i den større fortælling om Københavns Havn og de handelsruter, der allerede i middelalderen forbandt byen med resten af Nordeuropa.
Dannebroge – et fund fra Slaget på Reden
På havbunden ved Lynetteholm har marinarkæologer fundet resterne af det danske linjeskib Dannebroge, der eksploderede og sank under Slaget på Reden den 2. april 1801.
For første gang undersøges et af skibene fra det berømte søslag arkæologisk, og blandt flænset skibstømmer, kanonkugler og knoglerester gemme der sig nye spor efter de mennesker, der oplevede slaget.
I podcasten fortæller Kongerækken om Dannebroge og den begivenhed, der fik afgørende betydning for Danmarks historie og selvforståelse. Fundet giver samtidig et sjældent indblik i livet ombord på et krigsskib og i de mennesker, der stod midt i en af Danmarkshistoriens mest dramatiske dage.
Fra gåtur til podcast
Live-optagelsen var en del af By & Havns gåtur på Lynetteholm, hvor deltagerne fik mulighed for at opleve den færdige perimeter og høre om nogle af de historier, der gemmer sig under og omkring det nye landskab.
Nu er fortællingerne rykket fra perimeteren og videre ud i verden. Du kan tage historierne med dig – på en gåtur, i bilen eller hjemme i sofaen.
Var du med på Lynetteholm, kan du genhøre dagens fortællinger. Og var du ikke med, er podcasten en mulighed for at komme med alligevel.
Podcastserien Historien om Havnen er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn og i samarbejde med Københavns Museum.
