Søforterne i Københavns Havn er minder fra en tid, hvor stormagter truede Danmarks sikkerhed og bølgerne i den sikkerhedspolitiske debat gik højt; Nu står vi her så igen. Hvordan skal sikkerhedspolitikken se ud i 2024 og hvad kan vi lære af historien?
Den tyske kejsers sabel raslede i anden halvdel af 1800-tallet og lilleputstaten Danmark kunne ikke følge med den teknologiske udvikling, som nærmest løb fra krigsskibene hurtigere end man kunne bygge dem.
Flåden, som briterne ellers var løbet med i 1807, havde igen nået en fornuftig størrelse. Men den økonomiske byrde ved oprustningen var for stor og Danmark måtte slå ind på en defensiv sikkerhedspolitisk kurs.
Efter nederlaget i 1864 blev det klart, at hvis det dårlige forhold til Tyskland igen skulle bryde ud i lys lue, ville Danmark ikke kunne stå mål med den tyske militære overlegenhed. Hvis tysken kom, var Danmarks eneste håb et modstandsdygtigt forsvarsværk. Det blev startskuddet til Københavns moderne søbefæstning.
Hør mere om søfort, stormagtskrige og småstaten Danmarks plads i det politiske spil her
og glæd dig til næste uges episode om Sikkerhed og velstand i den florissante handelsperiode.
Podcastserien er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn og i samarbejde med Københavns museum.
