Renoveringen af Pakhus 47 har overgået forventningerne og har netop opnået DGNB Guld-certificering. By & Havn sigtede oprindeligt mod en DGNB Sølv-certificering, men takket være en målrettet indsats lykkedes det alligevel at hente DGNB-guldet hjem til Nordhavn.
Det er sjældent, at renoveringsprojekter opnår DGNB Guld. Eksisterende bygninger giver ofte mindre frihed til at tilpasse design og tekniske løsninger, og mange krav i certificeringen er oprindeligt tiltænkt nybyggeri.
Men selvom det er svært, kan det godt lade sig gøre, når der arbejdes systematisk med bevaring, ressourceforbrug og dokumentation fra start til slut. Og det er Pakhus 47 i Nordhavn et rigtig godt eksempel på. Her er et pakhus fra 1947, der oprindeligt blev benyttet til opbevaring af kaffe, blevet omdannet til et moderne hus med tydelige historiske spor.
Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, roser samarbejdet om Pakhus 47
Det er guld værd, at vi har opnået DGNB Guld i et renoveringsprojekt som dette, og det er et stærkt bevis på, at det kan lade sig gøre at kombinere historisk bevaring med nutidens krav til klima og kvalitet. Det kræver både vilje og samarbejde – og det har alle involverede i Pakhus 47-projektet bidraget med.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
En robust bygning fra 1947
Pakhus 47 har opnået særligt gode resultater inden for miljø-, økonomi- og områdekategorierne. Det skyldes især, at bygningens eksisterende konstruktion er bevaret, og at materialer som f.eks. mursten er blevet genbrugt i en grad, så nye konstruktioner udgør kun omkring 20 procent af bygningens samlede vægt.
Desuden har efterisolering, forbedrede installationer og reduceret energiforbrug til sammen givet et markant løft til bygningens miljøprofil, mens fleksible planløsninger og tekniske løsninger gør bygningen økonomisk robust og langtidsholdbar.
Endelig spiller den centrale placering også en rolle. Pakhus 47 ligger på Sundmolen - tæt på metro og med gode adgangsforhold for cykler - og rummer i dag mange forskellige funktioner som fitness, restauranten noon og konferencefaciliteter, der hver især er med til at gøre bygningen endnu mere attraktiv.
