Livet under overfladen i Nordhavn får nu endnu bedre betingelser. By & Havn og WWF Verdensnaturfonden har nemlig etableret i alt 63 kunstige levesteder for livet i havnen blandt andet med hjælp fra 5. klasses-elever fra Christianshavns Skole og Nyboder Skole, som har været med til at designe nogle af de 3D-printede rev.
Nye beboere flytter i disse dage ind i spritnye og topmoderne boliger i Nordhavn. Der er dog hverken tale om traditionelle lejligheder eller tilflyttere, men om nye levesteder under havnens overflade, der tiltrækker planter, fisk og andre dyr.
By & Havn og WWF Verdensnaturfonden sætter nemlig 63 såkaldte spunsmoduler i vandet ved Sundkaj i Nordhavn samt 40 fiskebørnehaver.
De 3D-printede moduler er skabt af danske StoneReefs og fungerer som levesteder, der udnytter de glatte og lodrette flader på kajkantens vægge til at give mere plads til livet i havnen.
De kunstige rev er en nytænkende metode til at sikre plads til den bynære havnatur i en moderne havn og storby. Samtidig kan indsatsen være med til at gøre både lokale beboere og besøgende opmærksomme på al den natur, der faktisk findes midt i hovedstaden, og som vi skal nyde og værne om.
Tværfaglig direktør Jacob Fjalland fra WWF Verdensnaturfonden.
Både spunsmodulerne fra StoneReefs og fiskebørnehaverne fra franske EcoOcean forventes at tiltrække mange af de arter som findes i havnen, herunder den kritisk truede ål.
Naturen ind fra barnsben
Elever fra 5. klasse på Christianshavns Skole og Nyboder Skole har været med til at designe nogle af de 3D-printede rev under et undervisningsforløb i foråret, ligesom de før sommeren har deltaget i Havnedagen arrangeret af By & Havn og blandt andre WWF. Her fik eleverne mulighed for at se deres færdige designs og blive endnu klogere på, hvordan man kan skabe endnu bedre betingelser for biodiversiteten i havnen.
Hvis vi skal skabe langsigtet forandring for livet i havnen og havet, skal den næste generation klædes på fra barnsben til at forstå naturen og de arter, som lever der. Derfor er det utroligt glædeligt, at vi igen i år har oplevet elevernes store engagement i at lære mere om og gøre en konkret forskel for biodiversiteten.
Rikke Faaborg Jarmer, chef for borgerdialog, formidling og partnersamarbejder i By & Havn.
Allerede sidste år satte By & Havn og WWF Verdensnaturfonden de første kunstige rev i vandet i Nordhavn. I år har det været muligt at sætte i alt 63 spunsmoduler i vandet, herunder ti moduler med støtte fra Sparta samt ti moduler med støtte fra Surf&Sup.
