By & Havn tildeler Aarsleff kontrakt på anlæg af Lynetteholms fase 2

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 10. oktober 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

10. oktober 2023

By & Havn tildeler Aarsleff kontrakt på anlæg af Lynetteholms fase 2

Sidste fase af Lynetteholms stendæmning og stormflodssikring mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn bliver nu virkelighed, og det bliver entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S, der skal stå for anlægget. Arbejdet vil efter planen stå færdigt i 2026, hvorefter halvøens omkreds er fuldt etableret, og fase 2 kan fyldes op med overskudsjord.

I den østlige del af Københavns Havn er første fase af Lynetteholms omkreds færdigetableret, og området er her godt i gang med at blive fyldt op med overskudsjord fra København og omegns byggeprojekter.

Kontrakten på at etablere anden og sidste fase af Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt, som indgår i anlægsloven for Lynetteholm, er i dag tildelt entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S, som også har stået for at anlægge første fase af Lynetteholm.

Det betyder, at Per Aarsleff A/S over de næste godt tre år skal etablere ca. 5,4 km stendæmning, der udgør den sidste del af omkredsen af Lynetteholm. Hertil kommer godt 1,7 kilometer stendæmning til etablering af Lynetteholms kystlandskab. Det samlede anlægsprojekt vil i fremtiden bidrage til stormflodssikringen af København og sikre, at København også i fremtiden får plads til de mange tons overskudsjord, som årligt kommer fra udbygning af byens skoler, boliger, skybrudssikring m.v.

Lynetteholm_Dronedokumentation_August 2023-5

Nederst i billedet ses, hvor Lynetteholms fase 1 slutter. Lynetteholms fase 2 skal anlægges i forlængelse af fase 1 og udbygges frem til Nordhavn.

I forbindelse med udbudsprocessen er to entreprenører blevet prækvalificeret til at byde på opgaven. Per Aarsleff A/S har fået tildelt kontrakten, da selskabet samlet set vurderes at have afgivet det bedste tilbud i forhold til ’bedste forhold mellem pris og kvalitet’. Per Aarsleff A/S har både scoret højest på bæredygtighed, pris samt udførelse, samarbejde, styring og koordinering af arbejdet.

Skærpet fokus på CO2

I udbuddet af Lynetteholms fase 2 har bæredygtighed indgået som et element i evalueringen af tilbuddene. Det betyder, at de to bydende blandt andet har konkurreret om at kunne bygge dæmningen med det mindste CO2-udslip.

Vi er glade for at få Aarsleff med ombord igen. I forbindelse med anlæg af Lynetteholms fase 1 har de vist deres evne til at kunne løfte et stort og visionært projekt som Lynetteholm, og vi ser frem til det videre samarbejde og de fortsatte ambitioner om at reducere CO2-udledningen.

Salgs- og udviklingsdirektør Ingvar Sejr Hansen, By & Havn.

Samlet anlægsbudget forøget med 12 procent

Prisen for anlæg af fase 2 er højere end tidligere forventet. De samlede anlægsomkostninger er nu estimeret til 4,2 mia. kroner svarende til en stigning på ca. 12 procent siden seneste vedtagne budget.

Det har samtidig vist sig muligt at reducere de forventede finansieringsomkostninger i et omfang, der modsvarer stigningen i anlægsomkostningen. Det sker ved at optage flere langsigtede lån. Det betyder, at den samlede økonomi vedrørende anlæg af Lynetteholm fortsat hviler i sig selv, og at Lynetteholm kan anlægges som halvø og stormflodssikring, uden at skatteborgerne skal betale. Det gælder også projektets kystlandskab, som fortsat kan finansieres, uden at Københavns Kommunes garanti på 400 mio. kroner skal aktiveres.

Merudgiften til anlæg af Lynetteholm kan dækkes af lavere finansieringsomkostninger og har ikke konsekvenser for den økonomi, der vedrører den videre byudvikling, herunder byggeri af boliger.

Den endelige underskrivelse af kontrakt mellem By & Havn og Per Aarsleff A/S kan tidligst ske, når den sædvanlige standstill-periode på 10 dage er slut. Anlægsarbejderne vil blive påbegyndt hurtigst muligt efter endelig kontraktindgåelse.   


FAKTA: Lynetteholms Fase 2

Lynetteholms fase 2 (benævnt Bassin 2 og Bassin 3 på kort) er opdelt i tre entrepriser, hvis afgrænsninger ses på nedenstående kort.

Hovedelementer i fase 2

  • Afgravning, transport og deponering af forurenet blødbund til Lynettedepotet.
  • Afgravning, transport og indbygning af ren blødbund til Bassin 1 (fase 1)
  • Opfyldning med sand i afgravningsområde (bundudskiftning).
  • Etablering af stendæmning.
  • Etablering af midlertidig stendæmning, strongpoints og kystfremspring (kystlandskab) mod øst.
  • Etablering af pumpestation til udledning af overskudsvand fra fase 2-område.
  • Nedbrydning og tilpasning af eksisterende forhold ved Levantkaj, inkl. fjernelse af molefyr og opsætning af nyt molefyr.
  • Nedbrydning af Trekroners bølgebrydere og indbygning af stenene på dæmning.

Økonomien vedrørende anlæg af Lynetteholm som halvø og stormflodssikring er adskilt fra økonomien vedrørende fremtidig byudvikling af Lynetteholm.

Kontakt:

By & Havn: Kristian Wederkinck Olesen, Kommunikationschef, Tlf. 3053 5004