By & Havn med solidt regnskab i udfordrende år

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 31. marts 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

31. marts 2023

By & Havn med solidt regnskab i udfordrende år

By & Havns årsregnskab er netop offentliggjort og afslører et samlet resultat for 2022 på 1.256 mio. kr. Samtidig viser regnskabet, at omsætningen er steget med 10 procent, at By & Havns salgsmål på 3.400 mio. kr. er nået et år før tid og at egenkapitalen i selskabet forventes at blive positiv inden for få år.

Som resten af branchen har By & Havn også oplevet, at året har været udfordrende.

Resultatniveauet i 2022 er således under det forventede ved årets begyn­delse, idet resultatet i 2022 har været stærkt påvirket af udviklingen i rente- og inflationsniveauet. Årets renteudgifter udgjorde således 636 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling i forhold til i 2021.

Set i lyset af rente- og inflationsudviklingen i 2022 og den nuværende usikkerhed omkring konsekvenserne for ejendomsmarkedet generelt har værdiansættelsen af selskabets investeringsejendomme i forbindelse med årsregnskabet for 2022 været foretaget med større for­sigtighed end tidligere. Der er derfor gennemført en urealiseret ned­skrivning af værdien af investeringsejendommene på 877 mio. kr. Nedskrivningen er delvist blevet modvirket af en realiseret avance ved salg af investeringsejendomme på 79 mio. kr.

Det stigende renteniveau har ligeledes påvirket dagsværdiopgørel­sen af selskabets gældsportefølje. Resultatet er således positivt påvirket af en positiv dagsværdiregulering af gælden på 2.327 mio. kr.

Med årets resultat på 1.256 mio. kr. er egenkapitalen opgjort til -185 mio. kr. Det er det højeste niveau for egenkapitalen siden stiftelses­året 2007. Det er forventningen, at selskabet inden for de næste år vil opnå en positiv egenkapital.

Stigende omsætning og større investeringer

Årets omsætning udgjorde 508 mio. kr. svarende til en stigning på 10 pct. Stigningen vedrører primært forretningsområderne Parkering og Havnedrift, der var negativt påvirket under corona-nedlukninger­ne, men nu er i en positiv udvikling. Udviklingen understøtter målet om at styrke selskabets robusthed gennem at øge indtjeningen fra flere forretningsområder.

Formand for By & Havn, Pia Gjellerup er tilfreds med resultatet, og er spændt på de kommende år, hvor selskabets investeringer i fremtidige anlægsopgaver og investeringsejendomme skal give afkast:

I By & Havn har vi ligesom resten af branchen mærket, at de økonomiske vinde i tiden er kølet en smule af i form af stigende renter og større usikkerhed på markederne. Men vi ved samtidig også, at det er nu, at vi skal investere og skabe sikkerhed for, at vi også i fremtiden kan levere bykvarterer af høj kvalitet til de mange nuværende og fremtidige københavnere.

Bestyrelsesformand, Pia Gjellerup, By & Havn.

Selskabets nominelle nettogæld inkl. gæld til Københavns Kommune steg i løbet af 2022 med 1.549 mio. kr. til 13.740 mio. kr. Stigningen kan primært henføres til det store investerings­program, der er sat i gang. I løbet af 2022 blev der samlet investeret for mere end 1.600 mio. kr., hvoraf mere end 1.000 mio. kr. knytter sig til etablering af Lynetteholm. Stigningen af gælden i 2022 skal ses i lyset af, at gæl­den de foregående 6 år er blevet nedbragt med næsten 3 mia. kr.

By & Havn har i 2022 solgt byggeretter for 396 mio. kr. Det er lavere end de foregående 5 år, hvor der hvert år blev solgt byggeretter for mere end 1.000 mio. kr. Årets salg indebærer dog, at målet om at sælge byggeretter for mere end 3.400 mio. kr. i perioden 2020-2023 allerede er nået et år før tid.

Se årsrapporten her