Borgersamling om Lynetteholm, Københavns Kommune og By & Havn har netop afholdt et fælles afsluttende dialogmøde. Dermed er borgersamlingens arbejde nu formelt fuldbragt. Men dialogen om den videre udvikling af Lynetteholm er med borgersamlingens otte anbefalinger først lige skudt i gang.
Der var mange gode og opklarende spørgsmål, da borgersamling om Lynetteholm, Københavns Kommune og By & Havn var samlet til et sidste fælles dialogmøde den 28. november. Med mødet blev borgersamlingens sidste punktum formelt sat, præcis et år efter, at den i november 2022 mødtes første gang
Ved dialogmødet uddybede By & Havns udviklingsdirektør Ingvar Sejr Hansen blandt andet By & Havns svar til borgersamlingens i alt otte anbefalinger. Emnerne spændte vidt og kom både omkring fremtidig borgerinddragelse, klima og miljø, betalbare boliger og meget mere.
Borgersamlingen spiller nu deres bold videre, og mange tak for det. Der er ingen tvivl om, at vi med borgersamlingen har fået åbnet en diskussion om, hvordan Lynetteholm kan blive et sted, hvor vi eksperimenterer og går forrest i den grønne omstilling.
Udviklingsdirektør Ingvar Sejr Hansen, By & Havn.
På den politiske dagsorden
Borgersamlingens anbefalinger blev i september i år officielt overrakt til Københavns Borgerrepræsentation, der på sigt skal tage politisk stilling til, hvordan en fremtidig bydel på Lynetteholm skal se ud og udvikles.
Efter overrækkelsen blev anbefalingerne politisk behandlet i Københavns Kommunes Økonomiudvalg den 3. oktober 2023, og igen i Københavns Borgerrepræsentation den 12. oktober. Undervejs i den politiske drøftelse fik et flertal af partierne skrevet til protokol, at man vil tage anbefalingerne med ’senere i processen, når konkrete beslutninger skal træffes’.
Der går en del år endnu, før der skal tages endelig politisk stilling til at udvikle en ny bydel på Lynetteholm. Som det fremgår af tidslinjen nedenfor, skal man over de næste syv til otte år arbejde med både arkitektkonkurrencer og en strukturplan for Lynetteholm, før den første lokalplan formentligt kan vedtages af Københavns politikere i slutningen af 2030’erne. En politisk vedtaget lokalplan er grundlaget for, hvornår og hvordan man kan begynde at opføre de første boliger på Lynetteholm.
Det er forventningen, at Lynetteholms samlede bydel vil rumme op til flere lokalplaner, som skal besluttes og føres ud i livet etapevis, samtidig med at Lynetteholm bliver fyldt op med overskudsjord. Det er en udvikling, som borgersamlingen også har anbefalet, og som gør det muligt at udnytte nye og mere CO2-venlige løsninger, i takt med at de bliver tilgængelige for byggebranchen. Lynetteholms sidste boliger ventes tidligst opført omkring 2070.
By & Havn er opdragsgiver til borgersamlingen, og tredjepartssekretariatet We Do Democracy har drevet og ledet borgersamlingens arbejde. Partner i We Do Democracy Johan Galster, glæder sig over, at borgersamlingens bold nu er givet op til den videre og fremtidige dialog om Lynetteholm:
Det er, som i alle andre borgersamlinger, nu op til opdragsgiver, og i denne sag også kommunen, at forvalte det gennemarbejdede input, som borgersamlingen har leveret i den videre udvikling af Lynetteholm i årene der kommer. Medlemmerne har udtrykt, at de står til rådighed for yderligere rådføring, opdragsgiver har givet første vigtige feedback, og kommunen har taget rådslagningen med borgerne til sig. Formelt er næste milepæl en status på arbejdet inden to år.
Partner, Johan Galster, We Do Democracy
På borgersamlingens hjemmeside kan du læse mere om borgersamlingens arbejde og downloade borgersamlingens samlede rapport, hvor de otte anbefalinger, herunder fem scenarier og værdier for udviklingen af Lynetteholm alle er samlet.
Som led i borgersamlingens arbejde har By & Havn forpligtet sig til at give en ny tilbagemelding til borgersamlingens medlemmer senest to år efter afleveringen af de endelige anbefalinger – det vil sige i 2025.
Klik på videoerne, og hør flere af medlemmerne fortælle om, hvad de har fået ud af at være med i Borgersamling om Lynetteholm:
