Anne Skovbro har meddelt, at hun ønsker at fratræde som administrerende direktør i By & Havn. Anne Skovbro fratræder ved udgangen af august 2026 for at skifte til en stilling som administrerende direktør i Danica Ejendomme.
I den forbindelse udtaler bestyrelsesformand i By & Havn, Pia Gjellerup:
Jeg vil gerne takke Anne Skovbro for hendes uvurderlige indsats og engagement til gavn for By & Havn og for København. I de næsten 8 år Anne har stået ved roret i By & Havn, har selskabet løftet meget vanskelige og meget store opgaver. Det gælder i særdeleshed udviklingen af Fælledby og Stejlepladsen, hvor de første boliger nu skyder op, etableringen af Lynetteholm, hvor perimeterdæmningen om kort tid bryder vandoverfladen hele vejen rundt samt de store investeringer i erhvervshavnen med bl.a. etableringen af landstrøm og en ny containerterminal. Annes tilgang har altid været præget af stor faglighed og professionalisme, et skarpt blik for inddragelse og kvalitet samt et beundringsværdigt humør og engagement. Der er skabt et solidt grundlag for By & Havns videre virke, herunder opgaverne med at skabe grundlag for flere boliger i Nordhavn og Østhavn.
Administrerende direktør i By & Havn Anne Skovbro udtaler:
Det er med vemod jeg går fra borde og forlader By & Havn. Men tidspunktet er det rigtige, da der er udstukket en klar kurs for By & Havn de kommende år. Samtidig er en række af de store projekter, som har præget mit arbejde i By & Havn, ved at være afsluttet. Der skal lyde en særlig tak for samarbejdet til By & Havns bestyrelse og til alle medarbejderne i By & Havn.
Anne Skovbro har været administrerende direktør i By & Havn siden 2018 og fratræder med udgangen af august 2026. By & Havns bestyrelse vil igangsætte en rekrutteringsproces med henblik på at finde en ny administrerende direktør.
