Vinderen er fundet til Nordhavns nye grønne havnepark

14. august 2026

Vinderen er fundet til Nordhavns nye grønne havnepark

Et enigt bedømmelsesudvalg har i en åben og anonym arkitektkonkurrence valgt Team COBE/Sleths forslag som vinder af konkurrencen om Nordbassinets Havnepark og begrønningen af dele af Kalkbrænderihavnsgade. Forslaget skal danne grundlag for den videre udvikling af nye grønne byrum med plads til ophold, aktivitet og hverdagsliv – og med bedre forbindelser mellem Århusgadekvarteret og Marmormolen samt en grønnere strækning af Kalkbrænderihavnsgade ved Go Nordic-færgeterminalen.

Vinderen af konkurrencen om Nordbassinets Havnepark og begrønningen af Kalkbrænderihavnsgade er fundet. Blandt 13 indsendte forslag har et enigt bedømmelsesudvalg valgt Team COBE/Sleths forslag som det bedste bud på, hvordan området mellem Marmormolen og Århusgadekvarteret kan udvikles til en ny, grøn og levende havnepark, og hvordan rabatten ved Go Nordic-færgeterminalen kan begrønnes.

Tanken er, at parken både skal være et sted, man kan slå sig ned, og et grønt forbindelsesrum for dem, der bevæger sig gennem Nordhavn til fods eller på cykel. Vinderforslaget kombinerer åbne parkrum med mere afskærmede haver og giver plads til forskellige former for ophold, aktivitet og hverdagsliv.

Konkurrencen blev udskrevet af By & Havn i april 2026 og omfatter både den knap 5.000 m² store havnepark ved Nordbassinet og et areal på 700 m² ved Go Nordic-færgeterminalen. Konkurrencen har været åben og anonym, hvilket betyder, at alle har haft mulighed for at deltage, og at bedømmelsesudvalget ikke kendte deltagernes identitet, mens forslagene blev vurderet.

Vi har fået 13 meget forskellige og gennemarbejdede forslag, som viser, hvor stort potentiale der er i området. Vinderforslaget udmærker sig ved at skabe en stærk helhed mellem det grønne, hverdagslivet, forbindelserne gennem området og Nordhavns særlige historie. Det giver et rigtig godt afsæt for det videre arbejde med havneparken.

Rita Justesen, chef for Planlægning & Byrum i By & Havn og formand for bedømmelsesudvalget.

Skærmbillede (249)
Skærmbillede (250)

Plads til både hverdagsliv, aktivitet og ro

Bedømmelsesudvalget fremhæver, at vinderforslaget tager udgangspunkt i en skarp læsning af stedet og dets rolle i Nordhavn. Kombinationen af park og have skaber variation mellem åbne og mere afskærmede områder og giver mulighed for, at parken kan bruges på forskellige måder.

Forslaget rummer blandt andet områder til aktivitet og ophold, et integreret hundeområde og mindre hverdagsfunktioner, der kan være med til at skabe liv i parken. Samtidig er der lagt vægt på, at forskellige brugergrupper skal kunne finde plads, og at parken både skal kunne rumme aktivitet og mere fredelige ophold.

Som bedømmelsesudvalget skriver i dommerbetænkningen:

”Samlet set fremstår vinderforslaget som et helstøbt projekt med stor forståelse for stedernes liv og potentiale.”

Beplantningen spiller en central rolle i forslaget. Den skal både styrke biodiversiteten, give forskellige oplevelser gennem året og kunne klare de særlige forhold tæt på vandet. Langs havnen foreslås en trærække, som både skal skabe en tydelig forbindelse gennem parken og bidrage med læ og skygge.

En grønnere forbindelse gennem Nordhavn

Havneparken skal ikke kun være et sted at opholde sig, men også gøre det attraktivt at bevæge sig gennem området.

I vinderforslaget er der derfor arbejdet med fleksible bevægelsesmuligheder, så man ikke er bundet til ét bestemt stiforløb. Langs vandet skabes en tydelig forbindelse mellem Århusgadekvarteret og Marmormolen, hvor man både kan cykle og gå gennem parken.

Også området ved Go Nordic-færgeterminalen indgår i den samlede løsning. Her videreføres parkens grønne udtryk, så der skabes en tydeligere sammenhæng mellem havneparken og begrønningen langs Kalkbrænderihavnsgade.

Nordhavns historie får plads i den nye park

Et vigtigt element i konkurrencen har været at bevare forbindelsen til Nordhavns og Frihavnens historie.

I vinderforslaget bliver både et ældre relief og en historisk flagfod integreret som en del af parken. Relieffet bliver ramme om et mødested med læ og udsyn, mens flagfoden placeres som et samlingspunkt i haven.

På den måde bliver de historiske spor ikke blot bevaret, men indgår også som en aktiv del af det nye byrum og fortællingen om området.

Med kåringen af Team COBE/Sleths som vinder går projektet videre til kontraktforhandling og efterfølgende projektudvikling.

Det betyder også, at vinderforslaget ikke er den endelige udformning af parken. I den videre bearbejdning skal der blandt andet ses nærmere på parkens afslutninger mod nord og syd samt deres relation til naboerne. Placeringen af funktioner og aktiviteter skal også genbesøges med blik for balancen mellem aktivitet og mere fredelige områder.

WERK Arkitekter modtager 2. præmie, Team BIG/Opland 3. præmie, mens Team Andreas, Emma og Ida får deres forslag indkøbt.

Alle konkurrencens forslag udstilles på Nordre Toldbod fra 14. til 31. august 2026, hvor de kan ses på hverdage mellem kl. 9 og 15.

Se dommerbetænkningen her.