Mellem to verdener

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 20. august 2025.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

20. august 2025

Siden 1600-tallet har området, hvor Det Kongelige Bibliotek nu står, været forbundet med havfruer. Og de mytologiske kvinder fra det blå dyb præger stadig inderhavnen. På kajen står der nemlig en kopi af Anne Marie Carl-Nielsens ‘Havfrue’ fra 1921.

I modsætning til sin slægtning på Langelinie er denne havfrue mere havdyr end menneske med sine fiskelignende ansigtstræk og kropsposition. Som en fisk ude af sit rette element, hiver hun med opspilede øjne efter vejret i en fremmed verden. Splittelsen mellem to verdener – og to former – afspejler måske Anne Maries privatliv. I 1921 var hendes intense og turbulente ægteskab med komponisten Carl Nielsen i opløsning, og livet var præget af smerte og forandring. Måske er havfruens gisp efter den første vejrtrækning et billede på den samme desperate indånding, som Anne Marie længtes efter midt i det kvælende tab af hendes livs kærlighed.