En havnetunnel må man jo have

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 09. september 2025.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

9. september 2025

Tunneller under havnen er der intet nyt i. Mens du står her og læser, bliver Nordhavnstunnelen gravet fra Svanemøllehavnen til ydre Nordhavn. Så sent som i 2020 blev der gravet en tunnel under havnen til fjernvarme, og i 1856 og i 1900 blev to tunneler til gas, vand og spildevand gravet fra Havnegade til Christianshavn.  

Men en trafiktunnel har havnen aldrig haft. Det skyldes dog ikke mangel på initiativ.

[Billede]

Ideen om en person- og trafiktunnel under havnen fik for alvor vind i sejlene i 1920’erne. Biltrafikken havde meldt sin ankomst, og den moderne fremskridtsvenlige by – som København stræbte efter at være – måtte sørge for trafikale løsninger, der tilgodeså fremtidens transportform. Der var bred opbakning til planerne om en havnetunnel, og det skortede ikke på projekter og forslag. Tunnellerne skulle ligge i forlængelse af enten Langebro eller Knippelsbro, hvor færdselsårerne allerede førte københavnere over havnen. 

Ifølge et projekt fra 1926, skulle en biltunnel under havnen flugte med Langebro. Et projekt fra 1934 forestillede sig Knippelsbro som viadukt over en havnetunnel, mens et forslag fra 1928 ville lade tunnelen krydse Christianshavns vold og slå en bue under havnen, hvorefter den ville nå Hambrosgade.

[Billede]

Et andet tunnelprojekt fra 1932 foreslog hele to tunneler ved Knippelsbro; en sporvognstunnel fra Torvegade til Havnegade og en biltunnel fra Torvegade til Slotsholmsgade.

Selvom planerne om en havnetunnel blev til i ramme alvor, blev de aldrig til noget. Havnetunnellerne var et vanskeligt foretagende på grund af den hårde kalksten i den københavnske undergrund. Men besættelsen i 1940 satte også en kæp i hjulet på havnetunellerne. Efter krigen satte afindustrialiseringen sit præg på havnen og skibstrafikken ebbede ud. Det samme gjorde behovet for en tunnel under havnen, og de mange projekter blev skrinlagt.