Q8 flytter ind på 3.000 kvadratmeter i Fairway House på Arne Jacobsens Allé i Ørestad City. Dermed er kontorhuset næsten fuldt udlejet.

Forrige uge blev det klart, at Nestlé flytter ind på ca. 6.000 kvadratmeter i Fairway House. Nu følger olieselskabet Q8s danske kontor efter, og dermed er der kun få hundrede kvadratmeter ledige i det 15.000 kvadratmeter store erhvervsbyggeri på hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Center Boulevard. 

Q8 forventer indflytning i Fairway House i løbet af maj og juni 2014, og de nye kontorer skal være fast eller delvis fast arbejdsplads for ca. 250 medarbejdere. Virksomheden har hidtil haft domicil i Birkerød, men i sensommeren 2012 fusionerede Q8 med det svenske OKQ8, og den samlede virksomhed er nu en af Skandinaviens største brændstofaktører. Derfor ønskede virksomheden at placere sig strategisk nær Øresundsbroen. 

”Efter fusionen med OK-Q8 AB i august sidste år, gik vi efter en placering, som rykkede det danske kontor tættere på den svenske del af vores virksomhed, så det kunne fungere som kontor både for Danmark og den sydlige del af Sverige. Samtidig var det vigtigt, at kriterier omkring logistik og infrastruktur blev mødt for at kunne fastholde vores dygtige medarbejdere efter flytningen, og Ørestad og Fairway House lever fuldt ud op til vores krav. Ørestads placering tæt på lufthavn, Øresundstog, metro og motorvejsnet gør vores nye kontor let tilgængeligt for den kommunikation, der nødvendigvis må være med vort kontor i Stockholm”, siger adm. direktør for Q8, Steffen Pedersen.

”Vi hører den samme argumentation igen og igen fra de mange virksomheder, der lokaliserer sig i Ørestad; De vælger Ørestad, fordi beliggenheden er ideel både i forhold til lufthavnen og Øresundsbroen, infrastrukturen er i høj klasse med både tog- og Metroforbindelse samt motorvej og erhvervsbyggerierne giver virksomhederne mulighed for fleksibel indretning og stor synlighed,” siger administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

Q8 har 125 servicestationer i Danmark – heraf 110 med Qvik To Go conveniencebutikker, der udover brændstof sælger bl.a. biltilbehør, bilvask, friske sandwich, brød og snacks. Desuden driver Q8 115 automatanlæg under navnet F24. Q8s forretning i Danmark indebærer ud over stationerne også salg af fyringsolie, smøreolier, brænde & briketter, gas, bunkergasolie, marinegasolie, oliefyrsservice og komplette varmeanlæg til både private og erhverv. 

Fairway House er et multibrugerhus, hvor hvert lejemål kan indrettes fleksibelt. Her er bl.a. fælles reception, kantine og mødefaciliteter, hvilket giver den enkelte lejer mulighed for en mere effektiv udnyttelse af egne lokaler. Byggeriet er tegnet af Domus Arkitekter. 

Byggeriet ejes af CarVal Investors og drives af Nordkranen. Foruden Q8 og Nestlé har Regus House, Grünenthal Denmark, Sony DADC Copenhagen, PPD Denmark, Nordkranen, Dansk Tele & It Support og Expeditors Denmark i forvejen kontor i erhvervsbygggeriet.

Torsdag den 1. august åbner Metropolis Festival i København med et spektakulært event, hvor 7.000 kæmpe domino brikker vælter gennem indre København. Begivenheden er kædet sammen med en forfilm, der bl.a. er optaget i Ørestad City.

Du har sikkert selv leget med dominobrikker og sat dem op på række for at få dem til at vælte én efter én. Forestil dig nu, at brikkerne når dig til lårene (70 cm høje), der er 7000 af dem, og sat op efter hinanden fylder de 3 km. 1. august bliver scenariet til virkelighed, når dette monumentale, men flygtige værk baner sig vej gennem indre by.

Det tager en halv time for de mange blokke at vælte, men begivenheden skal ses i sammenhæng med en forfilm, der udspiller sig på Amager. Turen går bl.a. gennem en lejlighed i VM Bjerget og byparken i Ørestad City:

”Det er klart, at Ørestad skulle være med i filmen. Blokkene er jo også moderne byggematerialer, og det er bl.a. i Ørestad, at København udvikler sig. Arkitekturen og landskabet i Ørestad passer desuden perfekt som location for filmen,” siger kunstnerisk leder Katrien Verwilt, Københavns Internationale Teater, der præsenterer eventet.

Filmen begynder på Prøvestenen og passerer en lang række steder på Amager. Blokkene vælter bl.a. i et kolonihavekvarter, på Christiania og på Islands Brygge inden en blok tager Havnebussen på tværs af Københavns Havn og går i land ved Nyhavn for at ende sin rejse i Nikolaj Kirke.

Torsdag den 1. august begynder live begivenheden så i Nikolaj Kirke, hvor filmen sluttede, og langs en tre kilometer lang rute vælter blokkene både i gader og stræder samt inde i institutioner som Nationalmuseet, Vor Frue Kirke og i Københavns Rådhus.

Live eventet starter kl. 16.30. Find en god placering langs ruten, og se dominobrikkerne vælte forbi. Følg også forløbet på din mobil med forfilm allerede fra kl. 16.15.

Det er det etablerede performancekompagni Station House Opera fra London, som står bag begivenheden, der præsenteres som åbning på Københavns Internatonale Teaters Metropolis festival – en månedlang festival for teater, kunst og performance i byens rum.

Læs meget mere om festivalen på www.kit.dk.

Fairway House på Arne Jacobsens Allé får en ny, stor lejer i foråret 2014, når den schweiziske koncern flytter sit nordiske hovedkontor til Ørestad City.

Cirka 230 medarbejdere får Ørestad City som ny arbejdsplads, når Nestlé flytter deres nordiske hovedkontor til knap 6.000 kvadratmeter i Fairway House på adressen Arne Jacobsens Allé 7. Byggeriet rummer i alt næsten 15.000 kvadratmeter, så Nestlé indtager altså cirka 40 % af huset, hvor Regus House, Grünenthal Denmark, Sony DADC Copenhagen, PPD Denmark, Nordkranen, Dansk Tele & It Support og Expeditors Denmark i forvejen har kontor.

Som mange andre virksomheder i Ørestad er begrundelsen for flytningen den optimale placering mellem Københavns Lufthavn og City:

”Vi har valgt at flytte vores nordiske hovedkontor til Ørestad, fordi vi mener, at Fairway House er et meget moderne kontor med en rigtig god beliggenhed. Øresundsregionen er centrum for Sydsverige og Danmark, og Ørestad er meget nem at komme til og fra som flyrejsende. Vi forventer dermed at blive en endnu mere effektiv virksomhed, der kan tilbyde en endnu bedre service til vores kunder og til forbrugerne. Vi mener også, at placeringen i Ørestad giver os bedre muligheder for at tiltrække medarbejdere både fra Sverige og Danmark,” siger Nordic Market Head, Peter Svensson fra Nestlé.

Nestlé producerer og sælger en lang række kendte varemærker; bl.a. Nescafé, Nesquik, Nespresso, KITKAT, Smarties, Quality Street, diverse morgenmadsprodukter, mad til spædbørn, kondenseret mælk og mad til patienter.

Fairway House er et multibrugerhus, hvor hvert lejemål kan indrettes med stor fleksibilitet. Her er bl.a. fælles reception, kantine og mødefaciliteter, hvilket giver den enkelte lejer mulighed for en mere effektiv udnyttelse af egne lokaler.

Byggeriet er tegnet af Domus Arkitekter og udgør den sydlige del af karréen på hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Center Boulevard. Huset er bygget sammen med boligbebyggelsen Copenhagen Golfpark. Der er stor synlighed til huset og let adgang til offentlig transport – tog og Metro – samt til motorvejsafkørslen.

Det er erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som har stået for udlejningen i samarbejde med Nordkranen, som administrerer ejendommen.

”Vi oplever en virkelig stor interesse for Ørestad. I begyndelsen tror jeg, at mange både virksomhedsledere og mæglere syntes, at Ørestad lå for langt fra København City, men det er ligesom om, at Ørestad er rykket tættere på i vores bevidsthed. Placeringen er genial med let adgang både til København og til lufthavnen, hvilket er afgørende for internationale virksomheder,” siger Susan Lintrup, partner i erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart.

Samtidig er det vigtigt for virksomhederne, at Ørestad rummer et mix af både erhvervs- og boligbyggerier, vurderer Susan Lintrup:

”Man har tænkt sig om i Ørestad. Modsat nybyggede kvarterer i mange andre europæiske metropoler, der er helt døde efter fyraften, har Ørestad efterhånden et rigtig fint miljø. Nu ligger der en lækker café og restaurant (RAMBLA Bar & Grill) og en fantastisk Irma butik lige nede ad gaden.” 

”Jeg oplevede også, at Nestlé på et tidspunkt i forhandlingerne havde en amerikansk direktør på besøg for at inspicere domicilet. Han kiggede ud af vinduet, hvorfra man kan se til lejlighederne i Copenhagen Golfpark. ’Se, de bruger vores produkter’ udbrød han pludselig, da han så en dåse med babymad i et vindue. I Ørestad er man en del af folks dagligdag. Det er naturligvis interessant, når man lever af at producere og sælge dagligvarer,” siger Susan Lintrup.

Pressekontakt:

Carsten Arlund
redaktør, By & Havn
T: 207501701
E: ca@byoghavn.dk

Flere og flere vælger Ørestad som deres hjem. Det seneste år er indbyggertallet steget med 1.000 mennesker – eller 14 procent – og det er især de unge familier, som bliver tiltrukket af Ørestads unikke blanding af natur, byliv og funktionelle boliger. Mød en af de familier, som er ved at pakke flyttekasserne ud i det spritnye byggeri Radiorækkerne i Ørestad Nord.

De allerførste beboere flyttede til Ørestad i 2004, og nu, bare ni år senere, er antallet af beboere oppe på 8.500. Det viser tal fra Danmarks Statistik og Københavns Kommune. Lidt over halvdelen af beboerne i Ørestad bor i Ørestad City, men det seneste år er det især Ørestad Syd, der har oplevet en markant vækst – her er indbyggertallet steget med hele 62 procent. 

Der er generelt få ændringer i demografien i Ørestad i forhold til tidligere år, og det er stadig især de unge familier, som ser fordelene ved Ørestad. 57 procent af beboerne er mellem 20 og 40 år, mens det samme kun gør sig gældende for 48 procent i hele København. Samtidig er der mange små børn i Ørestad, hvor 12 procent er under fem år – i hele København er det tal syv procent.

I Ørestad er der også væsentligt flere husstande, der består af par – både med og uden børn – end i det øvrige København. Omkring halvdelen af Ørestadsbeboerne lever sammen med en anden, mens det i hele København kun gælder hver tredje. Dog er der kommet lidt flere enlige uden børn, hvilket kan vidne om, at nogle af de nye beboere er flyttet ind i det nybyggede Robert Jacobsen Kollegiet i Ørestad Syd.

Både natur og byliv
En af de familier, der har valgt at flytte til Ørestad, er Line og Robert Jensen-Rix med sønnen David på otte år. De har netop fået nøglerne til deres splinternye hus i Radiorækkerne i Ørestad Nord og glæder sig over, at huset nu er klar til indflytning. De har boet ni år på Amager, og for dem var Ørestad et oplagt valg.

”Det er fantastisk, at vi har Amager Fælled lige på den anden side af gaden samtidig med, at byen er så tæt på. Den kombination gør det til en helt perfekt beliggenhed for os,” siger Line Jensen-Rix og fortsætter: 

”Vi er de dér inkarnerede bymennesker, som får dårlige nerver, hvis vi kommer for langt væk fra noget, der er døgnåbent, men alligevel vil man jo godt have en have og lidt mere plads. På den her måde får vi det hele.”

Flere familier er allerede rykket ind i de nye rækkehuse i Ørestad Nord, og familien Jensen-Rix flyttede ind i deres hus den 6. juli. I alt kommer Radiorækkerne til at rumme 86 byhuse, hvoraf de første 15 blev overtaget af køberne den 1. juli. 

Attraktivt miljø
Radiorækkerne er en moderne fortolkning af de traditionelle engelske byhuse, som vi i København bedst kender fra Kartoffelrækkerne og Humleby. Husene har egen for- og baghave samt adgang til grønne fællesarealer, små torve, lukkede stisystemer og en legeplads, hvor børn kan færdes i tryg afstand fra trafikken. 

”Vi glæder os til hele det miljø, som kommer til at være her med haverne og gangstierne imellem husene. Det betyder, at David trygt kan rende og lege i kvarteret med de andre børn. I Ørestad får vi noget af det, som man ellers skulle flytte til forstaden for,” siger Robert Jensen-Rix.

Husene i Radiorækkerne er funktionelt indrettet i tre etager med store vinduer og bygges i lyse materialer. De har alle køkken/alrum, stue, soveværelse, to børneværelser, badeværelse og gæstetoilet. 

”Vi ser frem til, at det hele er splinternyt. Vi kommer fra gamle Københavnerlejligheder, og det var jo også meget romantisk, men vi var ærlig talt ved at køre lidt død i det. Samtidig får vi mere plads, og vi får en meget bedre planløsning end i den gamle lejlighed,” siger Line Jensen-Rix.

Boligerne i Radiorækkerne findes i to typer på henholdsvis 115 og 124 kvadratmeter, og priserne ligger på 3.250.000 – 3.750.000 kr. afhængig af beliggenheden. De næste otte huse forventes at stå færdige den 1. oktober i år.

Læs mere om Radiorækkerne på radioraekkerne.dk.

Download statistik om Ørestad.

Nordisk Film Biografer åbner ny multibiograf i Field?s. Samtidig udvider Ørestad Gymnasium sine aktiviteter med et stort medielab i samme hus, som biografen skal bygges i. Byggeriet begynder i 2013, og både biograf og medielab åbner i 2015.

Et stort biografcenter er på vej i Ørestad. Til glæde for de efterhånden mange lokale beboere og for de endnu flere, der hver dag besøger shoppingcentret i Ørestad City. Samtidig udvider Ørestad Gymnasium sine aktiviteter med et stort medialab kun hundrede meter syd for selve gymnasiet, der ligger på Ørestads Boulevard.

Medier, kommunikation og kultur fylder meget på Ørestad Gymnasium. Det nye medielab bliver indrettet med permanente tv-studier, plads til medieproduktion og også områder til mere almindelig undervisning.

?At dele bygning med Nordisk Film Biografers topmoderne multibiograf er oplagt for os som Danmarks mediegymnasium. Vi vil være det oplagte valg for elever, der gerne vil arbejde i mediebranchen, og vi glæder os til samarbejdet,? siger rektor Allan Kjær Andersen i en pressemeddelelse.

Ørestad Gymnasium har siden åbningen været regionens mest søgte gymnasium ? netop på grund af medieprofilen, men bl.a. også fordi gymnasiets arkitektur gør op med alle forestillinger om, hvordan et gymnasium skal indrettes. Ørestad Gymnasium planlægger ikke at optage flere elever efter udvidelsen. Til gengæld bliver der mere plads på skolen.

Nordisk Film Biografer betragter ligeledes bygningsfællesskabet med Ørestad Gymnasium som et samarbejde:

?Vi glæder os til at byde de mange studerende velkommen i vores nye multibiograf bygning. Vi ser det som en unik mulighed for at integrere et topmoderne biografmiljø med et innovativt og kreativt studiemiljø indenfor medier og kommunikation,? siger John Amund Tønnes, adm. Direktør i Nordisk Film Biografer.

Biografbygningen er tegnet af C.F. Møllers tegnestue og bliver integreret i Field?s med åbne facader mod Ørestads Boulevard.

Lotte Eiskjær Andersen, Center Manager i Field?s glæder sig naturligvis til at byde både Nordisk Film Biografer og Ørestad Gymnasium velkommen i Field?s:

?En topmoderne biograf samt et nyt og innovativt medielab vil være med til at styrke vores markedsposition yderligere. Derudover viser dette en visionær og anderledes måde at integrere undervisning på i det pulserende byliv, som også matcher visionerne for Ørestad,? siger Lotte Eiskjær Andersen.

Ørestad udvikles af By & Havn, og adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen glæder sig over udviklingen:

"Et stort biografkomplex i et shoppingcenter som Field´s er glædeligt både for centrets mange besøgende fra København og langvejs fra og ikke mindst for Ørestads beboere, der får endnu et underholdningstilbud i naboområdet. Ørestad vokser hver dag, og der er en god, lokal ?kritisk masse? til forskellige underholdningstilbud, caféer og som hér, biografer," siger Jens Kramer Mikkelsen.

Presseinfo:

Carsten Arlund
redaktør, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

John Amund Tønnes
Adm. direktør, Nordisk Film Biografer
T: 6163 8400
E: jat@nordiskfilm.com

Allan Kjær Andersen
Rektor, Ørestad Gymnasium
T: 2464 1344

Karen Nielsen
Development director, Steen & Strøm Danmark
T: 4190 0272

Lotte Eisenkjær Andersen
Center manager, Field´s Copenhagen
T: 4190 0247

Grundstenen er i dag blevet lagt til Københavns nye arena i Ørestad Syd. Dermed er første skridt taget mod en realisering af Arenakvarteret.

Parterne bag Københavns nye arena kunne i dag lægge grundstenen til det længe ventede byggeri. Og det var en stærk opstilling af Københavns overborgmester Frank Jensen, Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov, Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev og endelig By & Havns adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen.

Med Arenabyggeriet kan Ørestad i endnu højere grad invitere resten af byen og verden indenfor til sport og underholdning i verdensklasse.

”Det bliver uden tvivl et byggeri i høj kvalitet med et udbud af underholdning, der vil få en enorm betydning for, hvor mange mennesker, der kommer til at opdage Ørestad fremover. Med en placering i Skandinaviens bedste kryds ved motorvej, metro og regionaltog er jeg sikker på, at Ørestad vil gavne arenaen lige så meget som arenaen vil gavne Ørestad,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Det store byggeri skal opføres på en grund stillet til rådighed af By & Havn i den nordlige del af Ørestad Syd. Arenakvarteret kommer ud over arenaen til at byde på boliger, kontorer, en skole og en ny skøjtehal.  Planerne for Arenakvarteret kan læses i et tillæg til lokalplanen for Ørestad Syd, som blev bekendtgjort d. 1. november 2012. 

Lokalplantillægget tager udgangspunkt i en masterplan udarbejdet af Tegnestuen Vandkunsten, som bygger videre på idéen om Ørestad Syd som attraktivt beliggende bolig-, erhvervs- og aktivitetsområde med bygninger og byrum i høj arkitektonisk kvalitet placeret i overgangen mellem by og fælled.

Sammenlignet med de øvrige dele af Ørestad, er der i den sydlige del stadig en del ubebygget land, men bydelen står langt fra stille. For bare et par uger siden indviede By & Havn det første parkeringshus i Ørestad Syd, som en klar indikator på, at der er liv og færdsel i området. Den sidste lejlighed i det prisbelønnede byggeri 8TALLET er for nyligt blevet solgt, og Skovhuset i karreen ved siden af melder om stor interesse fra potentielle købere.

Om Copenhagen Arena
Copenhagen Arena bliver designet af 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit-IE. Med Copenhagen Arena får København og Danmark en arena i international topkvalitet, hvad angår publikumskomfort, akustik og funktionalitet. Samtidig er det en arena, der vil fremstå som et markant ikon og som en generator for bylivet i Ørestad. Arenaen får plads til 15.000 tilskuere.

Læs mere om arenaen på Arena CPHX hjemmeside.

Hvilket arkitektfirma skal tegne det 50.000 kvadratmeter store erhvervsbyggeri, hvor bl.a. Nykredit skal flytte ind i 2017?

Det skal nu afgøres i en arkitektkonkurrence mellem fire inviterede arkitektfirmaer. De fire er:

  • Christensen og Co.
  • Schmidt Hammer Lassen Arkitekter
  • PLH Arkitekter
  • Vilhelm Lauritzen Arkitekter

De fire arkitektvirksomheder skal i parallelopdrag konkurrere om at tegne det store projekt. Konkurrencen afsluttes i september, at indflytning forventes at ske i 2017. Byggeriet opføres i energiklasse 2015 bliver miljøcertificeret efter den internationale BREEAM standard.

Det er det norske pensionsselskab KLP, der i forvejen ejer og driver to erhvervsejendomme på tilsammen 62.000 kvadratmeter i Ørestad City, som ejer den store, centralt beliggende grund på Kay Fiskers Plads mellem Ørestad Skole, Ferring og Field´s, hvor det nye byggeri skal ligge. 

I maj 2013 kunne KLP melde ud, at Nykredit bliver ankerlejer i huset. De flytter ind på cirka 30.000 kvadratmeter. De sidste 20.000 kvadratmeter forventer KLP at udleje til et mix af større og mindre virksomheder. 

Både det kommende byggeri og de to nuværende erhvervsejendomme byder på en mængde fællesfaciliteter og services, bl.a. konferencecenter med auditorium og mødelokaler, personalerestaurant, receptionstjeneste, fælles foyerarealer, motionsrum, frisør, massør, room service osv.

Traditionen tro er der masser af Sankt Hans bål i København på søndag den 23. juni. Ørestad byder sig til med to større arrangementer. Tag til Kalvebod for at deltage i Naturcentrets hyggelige familiearrangement – eller tag til Grønningen i Ørestad Nord og hør melodi grand prix vinder Emmelie De Forest synge sommeren ind.

SANKT HANS I ØRESTAD NORD

23. juni kl. 18/21
Grønningen v/ DR Byen
Ørestad Nord

Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter og DR holder traditionen i hævd og byder velkommen til Sankt Hans Aften for hele familien – og hele Ørestad. Arrangementet finder sted i de smukke omgivelser på Grønningen, hvor der stilles op til direkte tv-transmission.

Allerede fra kl. 18 inviteres områdets brugere og beboere til grillaften med et lille glas kl. 18 på grillpladsen ved multibanen. Der er også en oppustelig fodboldbane og ristede skumfiduser til de mindste.

Emmelie de Forrest synger – Rune Klan taler

Selve det store Sankt Hans Show begynder lidt før klokken 21, hvor DR Big Bandet åbner den store scene med lækker musik. Melodi grand prix vinder Emmelie de Forest vil optræde med flere sange i løbet af aftenen. Senere bliver det store bål tændt, og sammen med DR PigeKoret synger vi Midsommervisen. Årets båltale leveres af komiker & tryllekunstner Rune Klan. Maria Yde fra Aftenshowet er vært for arrangementet. Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Det sendes direkte i fjernsynet.

Ankomst og parkering

Grønningen ligger nordligst i Ørestad, så det er en let cykeltur fra København City til arrangementet. Metrostationerne Islands Brygge og DR Byen ligger ligeledes tæt på Grønningen. Da der er begrænsede parkeringsmuligheder i bydelen, opfordres alle publikummer til at cykle eller bruge metroen. Kommer du i bil, så sørg for at undersøge parkeringsmuligheder i bydelen på forhånd.

SANKT HANS PÅ NATURCENTER VESTAMAGER

23. juni kl. 20:30
Naturcenter Vestamager
Granatvej 3, Syd for Ørestad Syd

Sankt Hans er sommerhygge med bål, båltaler og fællessang med Midsommervisen. Bålene varsler, at lyset vender, og at det nu går mod mørkere tider. Ved sådanne overgange troede man i gamle dage, at der var frit spil for overnaturlige kræfter.

Det er af denne grund, vi har den gamle tradition med at brænde en heks på Sankt Hans bålet. For at sikre at de onde kræfter, der er på spil denne nat, ikke får plads i den kommende tid, men derimod sendes helt til Bloksbjerg. Medbring en lille heks til bålet, hvis du vil sikre dig mod ondskab!

Det store Sankt Hans bål på Naturcenter Vestamager er i de seneste år blevet et populært tilløbsstykke, som trækker mennesker fra hele byen. Kom og nyd madkurven i den storslåede natur på den længste sommerdag i året.

Dette er et børnevenligt arrangement, som allerede sætter ild til bål og heks klokken 21:00. Inden da vil der være mulighed for at høre Naturvejlederen Jes Aagaard byde midsommeren velkommen med stort og småt fra Naturpark Amager.

Kl. 20.30 – Båltale v. Naturvejleder Jes Aagaard Naturstyrelsen
Kl. 21.00 – Bålet tændes

Der vil være ild i alle bålpladserne, så besøgende har mulighed for at grille det medbragte. Det nye traktørsted har også åbent hele aftnen og tilbyder musik til maden.

Du kan også begynde aftenen på Café 8TALLET, der byder på stor grill buffet fra kl. 18 med det bedste fra slagteren, grønthandleren og fiskehandleren. Prisen for buffet’en er 225 kr. pr. gæst. Bestil bord på T: 3262 8628.

Tag Metroen til Vestamager station.

Endnu et skridt i udviklingen af Ørestad Syd er taget. Nu får beboere, medarbejdere og gæster i området nemlig deres eget topmoderne og miljørigtige p-hus med plads til 690 biler.

Et intelligent system, der leder bilisten til den nærmeste, ledige p-plads, CO2-reducerende LED-lys og naturlig udluftning via husets perforerede facade. Ørestad Syds første p-hus er konstrueret ud fra høje klimastandarder, og om få dage kan de første biler begynde at rulle ind i det nye p-hus på Robert Jacobsens Vej. Det bliver indviet fredag den 14. juni klokken 14, og ved indvielsen vil der være taler af administrerende direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen og Bendy Zimmerman Pedersen, divisionschef i CG Jensen, som har bygget p-huset.

P-huset er det fjerde i Ørestad, og er bygget med erfaringer fra de andre p-huse og ud fra de samme principper om bæredygtighed og minimering af spildkørsel. Det ligger på Robert Jacobsens Vej 71, ikke langt fra Vestamager Metrostation og lige mellem Stævnen og det nye Robert Jacobsen Kollegium. 


Kig ud over Ørestad inde fra p-huset på Robert Jacobsens Vej.

Bilerne væk fra gaden
Et af de primære formål med at bygge parkeringsanlæg i Ørestad er, at bilerne ikke skal fylde i gaderne, så byens rum kan bruges til andet end rækker af parkeringspladser. 

”Vi tror på, at det er en rigtig strategi, at bilerne i høj grad skal væk fra gaderne og ind i parkeringsanlæggene. Det giver plads og muligheder for at skabe attraktive kvarterer og et godt byliv. By & Havn bygger Ørestads parkeringshuse i takt med, at kvartererne udvikler sig, så det er et rigtig godt tegn på, at Ørestad Syd er nået langt i sin udvikling, at dette top moderne parkeringshus nu står klar til indvielse,” siger administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

Lars Weiss, teknik- og miljøordfører (S) samt bestyrelsesmedlem i By & Havn, er også glad for, at Ørestad Syd har fået sit første p-hus. Han understreger, at Ørestads sammensætning skaber en stor fleksibilitet i forhold til p-pladserne.

”I Ørestad kan man i høj grad drage nytte af, at vi har at gøre med en blandet by med både boliger og erhverv, hvor medarbejderne i bydelen kan bruge p-pladserne i løbet af dagen, mens beboerne kan bruge dem om aftenen og natten. Ved at brugerne på den måde deles om p-pladserne, opnår vi en samfundsøkonomisk gevinst og undgår tomme p-pladser,” siger han. 

Miljørigtigt parkeringshus
P-huset på Robert Jacobsens Vej er konstrueret ud fra høje klimastandarder samtidig med, at man har prioriteret at give bilisterne en god parkeringsoplevelse. 

Husets perforerede facade viser på afstand et motiv af biler, men ud over at signalere husets funktion, så skaber perforeringen også en naturlig udluftning, som betyder, at den elektriske udluftning kun skal tages i brug ganske få dage om året. Og på trods af facadens huller beskytter den effektivt de parkerede biler mod vind og vejr og holder sne og regn ude.

Hele p-huset bliver oplyst af LED-lys, som udover at være CO2-reducerende, er særligt tryghedsskabende, fordi det minder om dagslys og ikke efterlader nogen mørke kroge.

P-huset har et intelligent system, der registrerer, hvor der er ledige p-pladser. Det giver bilisterne et hurtigt overblik over, hvor de skal køre hen for at finde en plads. Sammen med p-husets logiske indretning betyder systemet, at bilisterne ikke skal køre ret meget for at finde en ledig p-plads – og dermed bruger mindre brændstof. 

Derudover har man givet asfalten i p-huset en ruhed, som minimerer støj fra dækkene og er mere skridsikker.

Fakta

  • P-huset kan rumme 690 biler og er i otte etager.
  • Det rummer 20.400 m2.
  • Huset får et intelligent system, der viser bilisterne hurtigt hen til den nærmeste, ledige plads.
  • Der er LED-belysning i p-huset, hvilket gør, at elforbruget til belysning holdes på et absolut minimum.
  • Husets perforerede facade giver en naturlig ventilation og er strømbesparende, idet den mekaniske ventilation kun er nødvendig ganske få dage om året. 
  • By & Havn er bygherre på p-huset, entreprenøren er CG Jensen, og arkitekten er CCO

Få mere information om parkering i Ørestad og læs By & Havns parkeringsfolder.

Pressekontakt:
Kommunikationsmedarbejder Søren Gade 
E: sga@byoghavn.dk
T: 6115 3990

Når Ørestad Idrætsfestival 25. og 26. maj for første gang samler byen om et hav af idrætsaktiviteter, er det både et tegn på, at idrætten trives i Ørestad. Og på at Ørestadsbeboerne har opbygget et stærkt, lokalt fællesskab.

Der bliver aktiviteter for alle og rig mulighed for at heppe på vennerne, familien eller naboerne, når Ørestad Idrætsfestival går løs 25. og 26. maj. Weekenden byder på alt fra rulleskøjteløb, cykelløb og fodboldturnering til parkour, hoppeborg og byfest.

Det er første gang, Ørestad Idrætsfestival finder sted, og ifølge formanden for den nyoprettede idrætsforening Ørestad IF, er festivalen med til at danne rammerne om det sammenhold, som rigtig mange beboere i bydelen gerne vil være en del af.

”I Ørestad IF har vi i dén grad oplevet et engagement blandt beboerne i forhold til at styrke den lokale idræt og hele det fællesskab, som følger med. Idrætsfestivalen er en fantastisk mulighed for at skabe et endnu bredere fællesskab i bydelen. Og så passer idrætsaktiviteterne rigtig godt til mange af beboernes værdier om sundhed og bevægelse,” siger Rasmus J. Pedersen, som er formand for Ørestad IF.

Idræt i den levende by
For Ørestad kan en idrætsfestival og et sprudlende idrætsliv være med til at skabe et stærkt fundament for en levende by, og det har netop været visionen bag festivalen. By & Havn har sammen med en række lokale og regionale samarbejdspartnere været initiativtager til idrætsfestivalen. Men selve arrangementet styres af de lokale ildsjæle fra bl.a. Ørestad IF.

”Det er vigtigt med traditioner i enhver bydel. Formålet med festivalen er at styrke de lokale idrætsforeninger og netværk og skabe en platform for en tilbagevendende begivenhed. By & Havn gik ind i arbejdet, fordi der allerede lokalt var stor interesse og opbakning bag tanken om, at Ørestad skal være en bydel, hvor idræt og bevægelse står stærkt. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at projektet er i trygge hænder hos de mange ildsjæle i Ørestad,” siger direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen.

Ørestad Idrætsfestival afprøves over de næste tre år og er støttet af AVLU, By & Havn, Field’s og Ørestad Idrætsforening i samarbejde med DGI, DBU, Børneulykkesfonden og PLUG & PLAY brugergruppen; Vesterbro Rulleskøjte Klub, Danske Freestyle Cyklister, Ørestadens Spartans, Team JiYo, Amager Cykle Ring og Amager Taekwondo Klub.

Se programmet
Om lørdagen er det Ørestad City, der flyder over med sport og konkurrencer, og søndag inviterer foreningerne på PLUG & PLAY til en dag med udfordringer og aktiviteter. Se hele programmet her.

Parkeringsforhold i Ørestad City

I forbindelse med rulleskøjteløb, løb, cykelløb og centimetermaraton for børn lørdag den 25. maj fra kl. 10.00 – 15.00 vil der i perioden være begrænset mulighed for ind- og udkørsel til forskellige parkeringspladser i Ørestad City. 

Det drejer sig om området rundt om Byparken på Ørestads Boulevard, Arne Jacobsens Allé, Center Boulevard og C. F. Møllers Allé samt på Edvard Thomsens Vej og C.F. Møllers Allé.

Oversigt over løb og pauser med mulighed for trafik:

  • Frem til kl. ca. 09.45 vil der være åben for trafik via trafik officials. Banen stilles op fra kl. 09.00 – 10.00 
  • Kl. 10.00 – 11.45: Rulleskøjteløb. Lukket for trafik 
  • Kl. 11.45 – 12.00: PAUSE. Åben for trafik 
  • Kl. 12.00 – 13.15: Centimetermaraton for børn/Cykelløb. Lukket for trafik 
  • Kl. 13.15 – 14.00: PAUSE. Åben for trafik 
  • Kl. 14.00 – 15.00: Løb. Lukket for trafik
  • Kl. 15.00 Åben for trafik. Alle løb er afviklet og banen lukkes ned

Alternative p-pladser

Der er mulighed for at parkere på følgende p-pladser i Ørestad City, hvis I ønsker at stille bilen udenfor baneområdet på dagen eller kommer hjem under afviklingen af løbene:

  • Parkeringsanlægget Ørestads Boulevard 41 
  • VM Bjerget 
  • Bella Center (betalingsparkering) 
  • Field’s (1 time gratis, derefter betaling)

Ørestad idrætsfestival er støttet af: