Nu er der fundet en vinder i arkitektkonkurrencen om ’House of Peace’ – eller HOPE projektet, der tænkes opført i havnebassinet ud for Redmolen i Nordhavn.

I lokalplanen for Århusgadekvarteret, Nordhavnens første bykvarter, gives der mulighed for at opføre et mindre, men spektakulært kulturbyggeri i havnebassinet syd for Redmolen. Bebyggelsen må maksimalt rumme 3.000 etagemeter og højden må ikke overstige 10 meter over terræn.

Allerede længe før lokalplanen var en realitet, havde en gruppe erhvervs- og kulturpersonligheder; bl.a. arkitekt Morten Langebæk, instruktør og tidligere balletdanser Alexander Kølpin, direktør Michael Eide samt komponist Kasper Winding – talt sammen om, at København mangler et sted, der tager afsæt i visionen om, at kunst og arkitektur kan spille en betydningsfuld rolle i arbejdet for fred. Dermed formulerede de HOPE projektets vision.

Da udviklingsplanerne for Nordhavnen var en realitet, kontaktede gruppen By & Havn for at høre om mulighederne for en lokalisering i den nye bydel. Efterfølgende har initiativtagerne udskrevet en arkitektkonkurrence, som bl.a. er blevet beskrevet i Politiken: http://politiken.dk/kultur/ECE2162108/ny-oe-i-nordhavn-skal-vaere-vartegn-for-fred/

Nu er konkurrencen afgjort, og vinderen er projektet ”The Cloud” udarbejdet af Svendborg Architects og den japanske arkitekt Junya Ishigami.

Det unikke projekt minder – som titlen tilsiger – mest af alt om en sky, der flyder på vandet. Den bølgende konstruktion er udført i glat, hvid beton og glas både over og under vandoverfladen. I det indre kan man opleve de smukke organiske former både fra den centrale foyer og vuggende på vandet i små både.

HOPE’s bestyrelsesformand Morten Langebæk beskriver projektet således: 

“Junya Ishigami og Svendborg Architects’ enestående vinderforslag møder på alle måder den vision, der ligger til grund for projektet. Der er tale om intet mindre end et arkitektonisk mesterværk. En fascinerende, poetisk bygning og et indlysende symbol for fred – på en gang en bygning, en skulptur og et symbol. Værket har udefra et udtryk som en kridhvid sky, der synes at svæve på vandet. Det bringer på sin egen måde naturen og landskabet ind i byen og fremstår som et positivt og indbydende landemærke, der er indlysende i forhold til fredsbegrebet. Indvendig er bygningen nøje udformet, så det udnytter vandet og dets bevægelser, refleksioner og farver, lys og skygge. Resultatet er dybt fascinerende og samtidig fredfyldt. Et rum, man uden tvivl vil have lyst til at besøge igen og igen. Et mesterværk, vi alle sammen vil kunne være stolte af.”

By & Havn har tilkendegivet overfor initiativtagerne, at selskabet vil se positivt på projektet, hvis undersøgelser viser, at projektet kan realiseres som en kunstig ø i havnebassinet ud for Redmolen. 

På den anden side af havnebassinet ligger FN Byen, hvilket spiller sammen med HOPEs tema, som et aktivt fredssymbol. Tilbage står, at fondsbestyrelsen skal finde finansiering af økonomien til at bygge HOPE samt til drift af bygningen. 

”Da HOPEs bestyrelse henvendte sig til By & Havn for år tilbage, kunne gruppen meget klart beskrive House of Peace som mental tilstand og havde også en klar holdning til, at det skulle være et bygværk, men også gerne et kunstværk. Nu har gruppens vision fået et konkret udtryk. ”The Cloud” er et utrolig smukt værk – og både bygning og skulptur. Som arkitektonisk værk er House of Peace med sine organiske former unik i Århusgadekvarterets bygningsstruktur af sammensatte karreer i mørke, tunge nuancer og materialer. Samtidig fremstår det som et stykke flydende, poetisk og sensitiv natur, som reflekterer det sitrende lys i himmel og hav. House of Peace vil uden tvivl trække mange mennesker til Nordhavnen. Jeg krydser fingre for, at det vil lykkes for fondsbestyrelsen at realisere projektet”, siger Rita Justesen, chef for Planlægning & Arkitektur i By & Havn, der selv har siddet i arkitektkonkurrencens jury.

Den 1.100 meter lange krydstogtkaj i Nordhavn blev indviet af Hendes Majestæt Dronningen i dag den 2. maj. Terminalen skal betjene op til tre store krydstogtskibe samtidig og være med til at sikre København som en førende destination. Samtidig er krydstogtterminalen med til at muliggøre byudviklingen i den indre del af Nordhavn.

Det mere end 264 meter lange ’Legend of the Seas’ lagde som det allerførste krydstogtskib til kaj ud for krydstogtkajens sydligste terminalbygning den 2. maj kl. 07:00 om morgenen.

I den midterste terminalbygning foregik selve den officielle indvielse af krydstogtterminalen med deltagelse af Hendes Majestæt Dronningen, en række ambassadører, transportministeren, Københavns overborgmester og godt 200 gæster.

Hendes Majestæt Dronningen markerede indvielsen ved at ringe på en skibsklokke. Inden da havde hun i sin tale lagt vægt på sin store interesse for udviklingen og udvidelsen af Københavns Havn og Nordhavn.

325-350 krydstogtskibe besøger København hvert år, hvilket svarer til cirka 700.000 passagerer. Den nye krydstogtterminal forventes at servicere omkring 60 % af alle de krydstogtskibe, som anløber hovedstaden.

”Jeg er meget glad for, at krydstogtterminalen nu er klar til brug, og at vi får fantastisk flotte forhold for de mange hundredetusinde krydstogtturister, der hvert år besøger København. Krydstogtturismen skaber stor omsætning og mange job i vores virksomheder, og derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde en virkelig god service til turisterne, så vi kan fastholde vores position som en af verdens bedste krydstogthavne. Samtidig er indvielsen af krydstogtterminalen endnu en milepæl i vores udvikling af hele Nordhavnsområdet,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen.

By & Havn har været bygherre på terminalen på Oceankaj i Nordhavn. På den 1.100 meter lange kaj er der etableret tre terminalbygninger på hver 3.300 m2. Cirka halvdelen af hver bygning bruges til passagerfaciliteter og den anden halvdel til bagagehåndtering. By & Havn er ligeledes bygherre på Nordhavnsudvidelsen samt grundejer og byudvikler i Københavns nye bydel, Nordhavn.

”Krydstogtterminalen ligger på den kæmpemæssige opfyldning og udvidelse af Nordhavn, som lige nu tager form. Denne opfyldning skaber bogstaveligt talt plads til Københavns udvikling. Vi skaber plads til mange af de 100.000 nye beboere, der vil flytte til København inden for de næste 15 år. Samtidigt skaber vi plads til, at krydstogtindustrien og erhvervshavnen kan blive i byen,” siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn.

Det er selskabet Copenhagen Malmö Port (CMP), der står for den operationelle havnedrift i container- og krydstogthavnen.

”Jeg er glad for, at vi nu har fået en ny krydstogtkaj med tilhørende terminalbygninger. Det vil understøtte København som den mest betydende krydstogtdestination i Østersøregionen, siger Johan Röstin, CEO i CMP. Han fortsætter: ”Konkurrencen med andre havne forstærkes og denne investering holder os i allerforreste række, når krydstogtrederierne skal vælge homeport, hvor der skiftes passagerer,” siger Johan Röstin.

Krydstogtskibene bidrager til København

København er den mest besøgte krydstogtby i Østersøregionen, og det kræver udvidet kapacitet, hvis det store antal skibe fortsat skal have anløb i Københavns havn. København er adskillige gange blevet udpeget som Nordeuropas ’bedste krydstogthavn’ både af den internationale rejsebranche og af de rederier, som ejer skibene. Copenhagen Malmø Port er operatør for krydstogtskibene, og selskabet arbejder til stadighed på at udvikle både service og faciliteter til passagererne. Det sker i et tæt samarbejde med By & Havn, rederier, myndigheder, turistorganisationer m.fl. De mange turisters forbrug og rederiernes omkostninger bidrager til København og dermed til jobskabelsen i byen.

København er samtidig et naturligt udgangspunkt for krydstogter til Baltikum, Skt. Petersborg, Helsinki, Tallinn, Riga og Stockholm, eller – som alternativ – op langs den norske vestkyst mod Nordkap og midnatssolen. Mange krydstogtrederier vælger nemlig København som turn-around destination i Nordeuropa. Dvs. den havn hvor passagererne stiger af og på skibet. Og det er netop disse turn-around skibe, som primært skal lægge til ved den nye krydstogtterminal. Typisk ligger turn-around skibene til kaj fra tidlig morgen til sen aften, hvor de i løbet af dagen også får nye forsyninger. 60 % af alle turn-around skibe i Østersøregionen stævner ud fra Københavns Havn.

Gør plads for byudvikling

København er inde i en rivende udvikling og vokser med ca. 1.000 beboere om måneden. Det kræver plads til boliger og arbejdspladser. De krydstogtskibe, som nu lægger til ved den nye krydstogtterminal, har tidligere lagt til kaj i Orientbassinet (Sundkaj og Orientkaj) tættere på Indre Nordhavn. Ved at flytte krydstogtskibene (og senere containerhavnen) længere ud i Nordhavn, bliver det således muligt for By & Havn at byudvikle i indre Nordhavn – altså den del af Nordhavn, som ligger nærmest Østerbro.

Og byudviklingen i Indre Nordhavn går stærkt. Lokalplanen for det første kvarter, Århusgadekvarteret, blev vedtaget i slutningen af 2011, og allerede nu er der udsolgt af boligjord i området. De første boliger og kontorer er ved at blive bygget og veje, pladser og anden infrastruktur er ligeledes godt på vej.


FAKTA OM KRYDSTOGTTERMINALEN

  • By & Havns formål er først og fremmest at udvikle arealer langs havnen og i Ørestad samt at stå for havnedriften i Københavns Havn. Selskabet udvikler bl.a. Nordhavn.
  • By & Havn står bag udvidelsen af Nordhavn. Den 100 hektar store udvidelse er den største i Københavns historie, og svarer til 1 % udvidelse af hele Københavns areal. I alt anvendes 18 mio. tons jord til udvidelsen, der foruden krydstogtterminalen skal rumme containerhavnen og den øvrige erhvervshavn 
  • Copenhagen Malmø Port (CMP) håndterer krydstogtrafikken i København og i Malmö. CMP er et datterselskab til By & Havn, Malmö kommune og private aktieejere
  • Krydstogtkajen rummer vandforsyning til krydstogtskibene, og kan levere 100 liter pr. sekund. Samtidig kan skibene aflevere spildevand med op til 250 liter pr. sekund, og spildevandet føres direkte i rør til Lynetten på Refshaleøen
  • Krydstogtterminalen består af tre ens bygninger langs krydstogtkajen. Hver terminalbygning er 3.300 m2. Halvdelen af hver terminalbygning bruges til passagerfaciliteter og halvdelen til bagagehåndteringsdelen
  • Krydstogtkajen er 1.100 meter lang og 70 meter bred. Der er monteret 76 styk gule pullerter, der kan trække 125 ton samt fendere, redningsstiger og redningsliner på kajen
  • Bag kajen er der etableret 14 styk fem meter høje beton/stålkonstruktioner, der er forsynet med 200 ton stormpullerter
  • Der er plads til 28 turistbusser og 50 taxaer omkring hver af de tre terminalbygninger
  • På krydstogtkajens sydlige ende er opført et 12 meter højt udsigtstårn med elevator, hvorfra der er udsigt over hele krydstogtterminalen

Søndag d. 6. april kan du komme helt tæt på tunnelboremaskinen Eva, der er over 100 meter lang.

Der graves under jorden i København. Metroens tunnelboremaskine Tria har fx lige brudt igennem til den kommende station ved Nørrebros Runddel, og den anden boremaskine Nora har sat kursen mod Aksel Møllers Have på Frederiksberg.

Nu bliver en ekstra boremaskine sat ind i kampen mod den københavnske undergrund. Det er boremaskinen Eva, der lige nu gennemgår det sidste sundhedstjek i Nordhavn.


En tunnelboremaskines borehoved er 6 meter i diameter. Her er det maskinen Noras borehoved.

Inden Eva skal ned i dybet har du mulighed for at opleve den mere end 100 meter lange og 800 ton tunge tunnelboremaskine på nærmeste hold. Metroværkstedet ligger nemlig på Containervej i begyndelsen af Sundmolen, som er et af de kvarterer, der snart skal udvikles i Nordhavn. 

Åbent hus arrangementet finder sted på søndag den 6. april, hvor der foruden det imponerende syn vil være kaffe, te og oplæg til de voksne, mens børnene kan muntre sig med balloner, popcorn og tegnekonkurrence med flotte præmier – blandt andet Lego Mindstorms. Arrangementet er gratis.

  • Hvornår: Søndag den 6. april kl. 13-16 på Containervej i Nordhavnen.
  • Hvor: Containervej i Nordhavnen. Tunnelboremaskinen befinder sig i bygning nr. 56 markeret ”Ocean 7”. Se kort
  • Transport: Nærmeste S-togstation er Nordhavnen. Herfra er der ca. et kvarters gang. Bus 26 kører til Stubbeløbgade. Der er et begrænset antal parkeringspladser til rådighed.

Metroen kommer også til Nordhavn

I forbindelse med konstruktionen af Cityringen bygges en 2,3 kilometer lang afgrening til Nordhavn. Ca. to kilometer af strækningen anlægges som tunnel, mens de sidste 300 meter anlægges som højbane. Afgreningen forventes at stå færdig i 2019.

Nordhavnsmetroen får to stationer: Nordhavn og Orientkaj. Orietkaj station kommer til at ligge få skridt fra metroværkstedet, hvor åbent hus arrangementet finder sted.



Fakta om Cityringen og borearbejdet

Cityringen er en 15,5 kilometer lang underjordisk tunnelbane, som vil forbinde København H, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg og Nordhavn. Den nye metrolinje får 17 underjordiske stationer, der er placeret i ned til 35 meters dybde. 

Tunnelboremaskinerne skal i alt bore 3.100.000 ton jord ud, hvilket svarer til vægten af 38 af verdens største containerskibe. Den jord, tunnelboremaskiner graver væk, ”skubbes bagud” og transporteres tilbage gennem tunnelen. Jorden hejses op til overfladen ved byggepladserne i Nørrebroparken, Øster Søgade/Sortedams Søen og Otto Bussesvej. Herfra læsses den på lastbiler, der fragter jorden ud til Nordhavnen, hvor den bliver anvendt som opfyldningsmateriale for Nordhavnsudvidelsen.

Foto: Metroselskabet / Das Büro

By & Havn har solgt byggeret til Casa A/S, som vil bygge boliger på Sundmolennord for Århusgadekvarteret i Nordhavn. Aftalen er betinget af godkendtlokalplan for området.

Sundmolen med markering af den solgte grund og de to optionsgrunde.

 

Der er stor efterspørgsel efter byggemuligheder til boliger i Nordhavn. Der har længe været udsolgt af boligjord i det lokalplanlagte område i Århusgadekvarteret.

Lokalplanen for Sundmolen forventes vedtaget ultimo 2014, og planen giver mulighed for boligbyggei på i alt seks-syv byggefelter på sammenlagt 35.000 – 40.000 etagemeter.

I forbindelse med den internationale ejendomsmesse MIPIM i Cannes er den første aftale på Sundmolen underskrevet med Casa A/S i samarbejde med en udenlandsk investor. Aftalen omfatter et byggefelt samt en option på to øvrige byggefelter – i alt op til 20.000 etagemeter boliger.

”Det er vigtigt for By & Havn at sikre en kontinuitet i grundsalget i Nordhavn. Der er stor interesse særligt for boligbyggefelterne i markedet, og det er rettidig omhu at gå videre med planlægningen af de omkringliggende holme og finde de rigtige samarbejdspartnere i udviklingen af området. Derfor er jeg meget glad for, at vi i dag kan offentliggøre dette grundsalg,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Byggefelterne ligger på Sundkaj på Sundmolens solrige sydside med udsigt over det kommende lommevandsrum og den kommende Kronløbsø, som bygges i havnebassinet mellem Sundmolen og Århusgadekvarteret.

Casa A/S har entreret med arkitektfirmaet Arkitema, som har tegnet et kvalitetsbyggeri i varierende højder – fra tre etagers rækkehuse til seks etagers lejlighedsbyggeri. Boligerne bliver fra ca. 50 – 130 kvadratmeter.

”Sundmolen bliver et fantastisk kvarter, og vi kan se, at både Københavns Kommune og By & Havn har et meget højt ambitionsniveau. Vi havde faktisk de første drøftelser med vores medinvestor og By & Havn på MIPIM i 2013 og blev enige om, at Sundmolen er det helt rigtige investeringsobjekt. Det er nøjagtig ét år siden, og nu glæder vi os meget til at udvikle Sundmolens første boliger,” siger bestyrelsesformand Michael Mortensen, Casa A/S.

Casa A/S forventer, at byggestart kan ske relativt kort efter vedtagelsen af lokalplanen. Altså i første halvår 2015.


Visualisering af stræde på Sundmolen i fremtiden. Eksempel på boliger og pakhuse side om side.

Sundmolen – den grønne holm
Det er et væsentligt element i den overordnede strukturplan for Nordhavn, at hver holm skal have sin egen identitet og egenart. Århusgadekvarteret bliver et tæt, urbant kvarter, mens Sundmolen bliver en grøn holm, der kombinerer fire store pakhuse og en del boligbyggerier.

Sundmolens fire eksisterende pakhuse er markante arkitektoniske bygninger, der skaber en gennemgående karakter på molen. I masterplanen for Sundmolen bevares disse pakhuse som vigtige elementer og pejlemærker i kvarteret samtidig med, at de danner grundlag for placeringen af Sundmolens nye byggefelter. Pakhusene rummer bl.a. en ’klynge’ af design- og møbelfirmaers showrooms såsom Gubi, Luceplan, Montana, nomess, Fritz Hansen samt Galleri Faurschou.

Centralt ned gennem Sundmolen etableres en kæde af grønne haverum og ’solskinspladser’ langs den sydvendte kaj.


Sundmolen er i dag domineret af de fire store pakhuse, som primært beboes af design- og møbelfirmaer.  

Om Casa A/S: Casa A/S opfører i totalentreprise domicil, dagligvare-, lager- og boligbyggerier i hele Danmark. Casa A/S samarbejder ofte med medinvestorer på projekter, som i dette tilfælde med en udenlandsk kapitalfond, som har brug for knowhow om udvikling af ejendomsprojekter i Danmark. Casa A/S vil stå for udvikling, opførelse og salg af boligerne.

Vinderen er nu fundet i den arkitektkonkurrence om Århusgadekvarterets første p-hus, som By & Havn har afholdt i jagten på nytænkende idéer til, hvordan et p-hus kan udformes. Dommerne lagde vægt på, at vinderen JAJA Architects har tegnet et p-hus, som styrker kvarterets identitet og bidrager aktivt til bylivet.

Byggeriet af de første boliger i Århusgadekvarteret er i fuld gang, inden længe står de første kontorer klar, og nu er kvarterets første parkeringsanlæg også et skridt nærmere sin realisering. By & Havn har gennemført en projektkonkurrence om p-husets facader og tagflade, hvor de tre arkitektfirmaer NORD Architects, Active City Transformation og JAJA Architects var indbudt til at deltage. Alle tre bidrog med gode og stærke forslag til p-husets udformning.

Opgaven var at skabe et p-hus, der styrker områdets grønne identitet og byliv. I konkurrencen blev der derfor både lagt vægt på, at p-huset skulle skabes med en udpræget grøn karakter, og at tag og facader skulle nytænkes, så tagfladen bliver tilgængelig og inviterer kvarterets beboere og besøgende til ophold. 

”At aktivere tag og facader ligger i naturlig forlængelse af Århusgadekvarterets kompakte bykvarter med fokus på det fælles byliv. Ambitionen er, at Århusgadekvarteret får et p-hus, som selvfølgelig forsyner området med parkeringspladser, men samtidig bidrager til bymiljøet med grønne facader og en tagflade, hvorfra man har en fabelagtig udsigt, og hvor højden giver et ekstra sus – om man så leger eller motionerer. Et p-hus, som tilbyder et nyt slags rum for oplevelser i byen,” siger Rita Justesen, chef for Planlægning & Arkitektur i By & Havn.

Den røde tråd
Vinderen af konkurrencen er JAJA Architects, som har tegnet et rødt p-hus med en struktur af plantekasser, som strækker sig rundt på alle husets facader og en gennemgående rød tråd, som binder facade og tag sammen. 

Den røde tråd introduceres allerede ved foden af trappen, hvor det røde gelænder bogstavelig talt tager den besøgende i hånden og fører ham eller hende fra gadeplan langs trappen, til taget og gennem et aktivitetslandskab, hvor tråden bliver til skulpturer, der byder på leg og oplevelser.

Projektets grønne karakter med de mange plantekasser på facaderne vil styrke Århusgadekvarterets grønne identitet, og taget vil blive et byrum med en helt anden karakter end pladser og promenader.

Det aktive tag kan indrettes med legeredskaber for børn i enhver alder, men også med fokus på teenageres udfordrende street-aktiviteter eller som decideret træningsbane for motionister – foreningsbaserede såvel som uorganiserede.

Vinderforslaget fra JAJA Architects lægger desuden op til, at p-huset farves i en rød nuance, der refererer til de mange røde byggerier i Århusgadekvarteret. 

”Den gode by er en levende by med rekreative muligheder for både beboere og besøgende. Kvaliteten skal være høj, og derfor er det også naturligt at tænke i at bygge p-huse, som kan mere end bare at være p-hus. Som inviterer til overraskende oplevelser og bliver en naturlig forlængelse af byrummet,” siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn.

P-huset vil kunne rumme ca. 500 biler, og i p-husets stueetage skal der desuden etableres en butik på ca. 1000 m2 samt en nærgenbrugsstation på ca. 400 m2.

P-huset sendes i løbet af de kommende måneder i udbud, og det forventes, at det vil stå færdigt i efteråret 2015.

Læs mere om Århusgadekvarteret.

FN Byen på Marmormolen i Nordhavnen er blandt de fire udvalgte byggerier i kategorien ’Bedste kontor- og erhvervsudvikling’ til den prestigefyldte ejendomspris MIPIM Awards.

Det er selskabet Harbour P/S, som består af PensionDanmark, ATP Ejendomme og By & Havn, som ejer FN Byen, og som har indstillet byggeriet til MIPIM prisen. FN Byen er tegnet af arkitektfirmaet 3XN.

De øvrige finalister er erhvervsbyggerier i Singapore, London og Hamborg.

MIPIM Award-showet løber af stablen i forbindelse med den internationale ejendomsmesse MIPIM, som finder sted i Cannes fra den 11. – 14. marts. Det er i år 25. gang, at MIPIM afholdes, og man forventer et besøgstal på over 20.000 mennesker fra over 80 forskellige lande, 3.000 topchefer samt 4.300 investorer.

FN Byen på Marmormolen i Nordhavnen er på ca. 45.000 m2 og er blevet opført i to etaper. Første etape var klar til indflytning ved årsskiftet 2012/13, og anden etape er netop overdraget og kan nu blive taget i brug af de i alt otte FN-organisationer, der har til huse i København. Byggeriet er desuden lige blevet tildelt den anerkendte LEED Platinium certificering for sin bæredygtighed og energieffektivitet.

Læs mere om MIPIM Award

Nu er byggeriet af de allerførste boliger i Århusgadekvarteret i Indre Nordhavn sat i gang. Det skete 15. januar, da Kuben Byg og Casa Nord tog første spadestik på Havnehuset, som kommer til at rumme 50 boliger.

Inden længe begynder Århusgadekvarterets første boligbyggeri at tage form. Størstedelen af boligerne i Havnehuset er solgt, og flere af de kommende beboere var med til at fejre det første spadestik til deres fremtidige hjem. 

Samtidig markerer spadestikket startskuddet til udviklingen af boligbyggerier i Århusgadekvarteret, for selv om beboerne i Havnehuset bliver nogle af de første i bydelen, kommer de hurtigt til at få naboer. Der er nemlig udsolgt af byggegrunde til boliger i kvarteret, og mange byggeprojekter er godt på vej. 

”Med spadestikket til Havnehuset begynder et nyt kapitel i Nordhavnens historie. Den gamle industrihavn bliver omdannet til en moderne bydel med erhverv og boliger, og Havnehusets beboere bliver de første, som nogensinde har boet her. Århusgadekvarteret kommer til at rumme et særligt miljø med bevaringsværdige bygninger, små stræder og en synlig fortælling om stedets historie. Nybyggerier som Havnehuset skal forholde sig til den fortælling – og det gør Havnehuset,” siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn. 


Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn, Jørgen Nue Møller, bestyrelsesformand i Kuben Byg og Torben Røsler, direktør i Casa Nord tog første spadestik på Havnehuset.

Sammen med Casa Nord er Kuben Byg bygherre på Havnehuset.

“Vi er stolte af at være de første, der går i jorden med boliger i Århusgadekvarteret. Siden vi så planerne for kvarteret første gang, har vi været sikre på, at det ville være attraktivt at investere i Indre Nordhavn. Der har været stor interesse for boligerne fra begyndelsen, og vi glæder os til at se byggeriet vokse op i den kommende tid,” siger adm. direktør i Kuben Byg, Knud Erik Busk. 

Havnehuset er tegnet af arkitektfirmaet Vandkunsten. Huset bygges i 4-6 etager med beboelse fra 1. sal. Lejlighederne spænder fra 70 – 140 kvm. I første sals niveau indrettes et privat gårdmiljø, cykelparkering og legefaciliteter. Stort set alle lejligheder får to opholdsaltaner med plads til udeliv, og de øverste – og mest eksklusive – lejligheder får private taghaver, ligesom der bliver fælles taghaver for hele bebyggelsen. 

19 af de 23 boliger i 1. etape af Havnehuset er solgt, og 13 af 27 boliger i etape 2 er enten solgt eller reserveret. De nye beboere begynder at kunne flytte ind fra foråret 2015. 

Århusgadekvarteret afgrænses af Nordbassinet, Kronløbsbassinet og Kronløbet og realiseres som det første bykvarter i Nordhavnen med plads til ca. 3.000 beboere og 6-7.000 arbejdspladser. På længere sigt kan hele Nordhavnen huse 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser, hvilket gør Nordhavnen til Nordeuropas største udviklingsprojekt. Realiseringen af de første byrum og bygninger startede i efteråret 2012 med forventet indvielse i foråret 2014.

Anden og sidste etape af det stjerneformede byggeri på Marmormolen står nu færdigt og blev 2. januar overdraget rettidigt til den danske stat, som stiller huset til rådighed for FN. Samtidig har byggeriet modtaget den prestigefulde LEED® Platinum certificering.

FN Byen på Marmormolen i Nordhavnen er sammenlagt ca. 52.000 m2 og er blevet opført i 2 etaper. Første etape var klar til indflytning ved årsskiftet 2012/13, og anden etape er netop overdraget og kan nu blive taget i brug af de i alt otte FN organisationer, der har til huse i København. 

Bæredygtighed og energieffektivitet har været helt centralt fra begyndelsen af byggeriet af FN Byen, og det har nu medført, at bygningen har opnået LEED® Platinum certificering efter det internationalt anerkendte miljøcertificeringsystem Leadership in Energy and Environmental Design, LEED. Blandt de mere markante grønne tiltag, som er anvendt i forbindelse med byggeriet, er følgende:

  • Placering tæt på offentlige transportmidler, så behov for privat bilkørsel og dermed CO2 udledning reduceres 
  • Etablering af rigeligt med cykelparkeringspladser samt bade- og omklædningsfaciliteter, så cykeltransport tilskyndes og dermed reducerer CO2 belastningen
  • Højisoleret facade med anvendelse af superlavenergiglas
  • Udvendig bevægelig solafskærmning styret efter solpåvirkning
  • Bevægelsessensorer der sikrer at belysning og ventilation kun er tændt i rum med aktivitet
  • Regnvand opsamles og genanvendes til toiletskyl
  • Beplantede tagarealer, der sikrer mikrofauna
  • Køling via havvand
  • Solcelleanlæg på taget, der producerer en signifikant del af bygningens el-forbrug

Alle disse tiltag, som betyder, at byggeriet har et meget lavt energiforbrug, har gjort FN Byen til det største danske erhvervsbyggeri, der modtager en LEED® Platinum certificering.

Allerede i 2012 opnåede projektselskabet FN-Byen P/S, som er ejet af By & Havn og Nordkranen, EU´s Green Building Partner titel. 

LEED® er et internationalt anerkendt certificeringssystem, som er udviklet af United States Green Building Council for at kunne definere og fremme udviklingen af grønne og bæredygtige byggerier. LEED har været anvendt siden 1998 i forbindelse med byggerier, renoveringer, bydelsudviklinger m.m. i 147 lande i verden. 

FN Byen er blandt de første LEED Platinum certificerede byggerier i Norden efter den skærpede revision af systemet, LEED 2009, og som nævnt det første, store erhvervsbyggeri i Danmark, der modtager certificeringen.

FN Byen ejes af konsortiet Harbour P/S, der består af ATP og PensionDanmark (hver 45,75 %) samt By & Havn (8,5 %). Bygningen er udlejet til den danske stat med otte FN organisationer som brugere. 

Indre Nordhavn er et havnekvarter. I de kommende år forvandles det gamle industriområde til en ny bydel i København, men de gamle havnearealers identitet og struktur bevares. Områdets vigtigste pejlemærker er de gamle siloer. En er ved at blive omdannet til kontorer, og nu bliver den lille DLG silo transformeret til boliger – med respekt for fortidens arkitektur.

Det er selskabet Boll+ og direktør Morten Boll, der har købt den gamle foderstofsilo for at bygge den om til cirka 80 boliger i meget forskellige størrelser helt fra ca. 60 kvadratmeter og op til 240 kvadratmeter. Før jul blev der afholdt et parallelopdrag med tre inviterede arkitektfirmaer, som har givet deres meget forskellige bud på, hvordan den ene af de store hvide DLG siloer i Nordhavnen kan bliver transformeret til et nutidigt boligtårn med klare referencer til fortidens brug af siloen. De tre inviterede arkitektfirmaer var Praksis Arkitekter, Tegnestuen Vandkunsten samt Polyform Arkitekter.

Udgangspunktet for parallelopdraget var, at det kommende boligbyggeri skal bevare siloens rå arkitektur med klare referencer til den tidligere brug. Højt til loftet, store betonsøjler og – bjælker og gerne bevaring af siloens stålslisker og lignende. Samtidig skal den kommende bygning udtrykke nutidighed og dynamik med syd- og vestvendte karnapper og altaner. Det vil blive boliger med etagehøjder på fra 3,8 til 5,5 meter, nogle helt uhørt høje rumhøjder og dermed rumligheder i moderne boliger.

Praksis Arkitekter vandt parallelopdraget
Det er nu blevet besluttet, at der skal arbejdes videre med Praksis Arkitekters oplæg, som rummer mange fine boligkvaliteter og en klassisk fortolkning af facaderene med et nyt lag af søjler og dragere, som bærer de mange og store altaner, men som samtidigt giver ly og privathed, når man sidder og nyder Københavns skyline eller kikker ud over Øresund fra små 50 meters højde.

Morten Boll har tidligere i sin karriere bl.a. været med til at ombygge de gamle frøsiloer på Islands Brygge til det spektakulære boligbyggeri Gemini Residence og den gamle motortorpedobådshal på Holmen til Torpedohallen, som ligeledes rummer nogle af områdets mest markante boliger.

”Jeg har en speciel forkærlighed for at transformere bygninger med historie. Jeg er meget glad for arkitektfirmaet Praksis' bud på, hvordan DLG siloen bliver et landmark og et begreb i Nordhavnen. Den gamle beton industribygning skal behandles værdigt og fornuftigt og vidne om den industrihistorie, som udtrykker transformationen og første etape af en ny pulserende bydel,” siger Morten Boll.

Administrerende direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen deler Morten Bolls begejstring:

”Det er klart, at det er en vanskeligere opgave at bevare de gamle betonsiloer frem for at bygge nyt fra grunden af. Men det har hele tiden været vigtigt for os, at kvarterets identitet bevares. Derfor hilser vi velkommen, at der findes investorer, som deler vores vision, tager chancen og fører de gamle industribyggerier i området up-to-date,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

”Jeg er overbevist om, at der er efterspørgsel efter ’skæve’, og anderledes bo-muligheder i bygninger, der fortæller en historie og har en særegen identitet. Disse kunder vil have spændende arkitektur, moderne faciliteter, grøn profil og et rart miljø. Både i deres egen ejendom og i de omkringliggende byrum,” siger Morten Boll. 

Byggeriet forventes at så klar til indflytning primo 2016.

Foto: Jens Markus Lindhe
Illustrationer: Praksis Arkitekter

Terminalbygningerne til den nye krydstogtkaj i Nordhavnen er godt påvej. Det blev markeret med et rejsegilde torsdag den 5. december.

By & Havn er bygherre på den nye krydstogtterminal på Oceankaj, som ventes at tage imod de første krydstogtskibe i maj 2014. 

Hver terminalbygning på 3.300 m2 består af passagerfaciliteter på 1.500 m2 og en bagagehåndteringsdel på 1.500 m2 samt en bygningskerne på 300 m2 med blandt andet teknikrum og fællesfaciliteter.

Terminalbygningerne ligger som sagt på den nye krydstogtkaj, som åbner i foråret 2014. København er den mest besøgte krydstogtby i Østersøregionen, og det kræver udvidet kapacitet, hvis det stadig stigende antal skibe skal kunne fortsætte med at have anløb i Københavns Havn. Derfor etableres der i forbindelse med byudviklingen i Nordhavnen en 1100 meter lang krydstogtkaj med plads til tre store krydstogtskibe ad gangen.