Der skal være plads til alle i Københavns Havn. Derfor er det vigtigt, at badning udelukkende foregår i havnens badeanlæg. By & Havn sætter i samarbejde med Rådet for Større Badesikkerhed fokus på sikker badning i havnen med ny minifilm.

Vandet i Københavns Havn er som bekendt så rent, at man kan bade i det, og det er der mange, der benytter sig af. Men der er også intensiv trafik i havnen med kanalrundfarter, havnebusser, lystsejlere, kajakker osv.

Derfor er det vigtigt, at badning i havnen foregår i de havnebade, der er bygget til formålet.

Det er ikke alene forbudt at bade uden for havnebadene; det er også farligt. By & Havn har i samarbejde med Rådet for Større Badesikkerhed produceret en lille film, der viser, hvordan du kan nyde badevandet i Københavns Havn helt sikkert og ganske gratis.

Der er tre havnebade placeret ved Islands Brygge, ved Fisketorvet og endelig ved Sluseholmen, som det fremgår af kortet nedenfor.

Læs mere på Københavns Kommunes hjemmeside om mulighederne for at bade i og omkring Københavns Havn.

Havnebadet Sluseholmen åbnede i 2012 som det seneste badetilbud i Københavns Havn.

Havnebade i Københavns Havn:

Fairway House på Arne Jacobsens Allé får en ny, stor lejer i foråret 2014, når den schweiziske koncern flytter sit nordiske hovedkontor til Ørestad City.

Cirka 230 medarbejdere får Ørestad City som ny arbejdsplads, når Nestlé flytter deres nordiske hovedkontor til knap 6.000 kvadratmeter i Fairway House på adressen Arne Jacobsens Allé 7. Byggeriet rummer i alt næsten 15.000 kvadratmeter, så Nestlé indtager altså cirka 40 % af huset, hvor Regus House, Grünenthal Denmark, Sony DADC Copenhagen, PPD Denmark, Nordkranen, Dansk Tele & It Support og Expeditors Denmark i forvejen har kontor.

Som mange andre virksomheder i Ørestad er begrundelsen for flytningen den optimale placering mellem Københavns Lufthavn og City:

”Vi har valgt at flytte vores nordiske hovedkontor til Ørestad, fordi vi mener, at Fairway House er et meget moderne kontor med en rigtig god beliggenhed. Øresundsregionen er centrum for Sydsverige og Danmark, og Ørestad er meget nem at komme til og fra som flyrejsende. Vi forventer dermed at blive en endnu mere effektiv virksomhed, der kan tilbyde en endnu bedre service til vores kunder og til forbrugerne. Vi mener også, at placeringen i Ørestad giver os bedre muligheder for at tiltrække medarbejdere både fra Sverige og Danmark,” siger Nordic Market Head, Peter Svensson fra Nestlé.

Nestlé producerer og sælger en lang række kendte varemærker; bl.a. Nescafé, Nesquik, Nespresso, KITKAT, Smarties, Quality Street, diverse morgenmadsprodukter, mad til spædbørn, kondenseret mælk og mad til patienter.

Fairway House er et multibrugerhus, hvor hvert lejemål kan indrettes med stor fleksibilitet. Her er bl.a. fælles reception, kantine og mødefaciliteter, hvilket giver den enkelte lejer mulighed for en mere effektiv udnyttelse af egne lokaler.

Byggeriet er tegnet af Domus Arkitekter og udgør den sydlige del af karréen på hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Center Boulevard. Huset er bygget sammen med boligbebyggelsen Copenhagen Golfpark. Der er stor synlighed til huset og let adgang til offentlig transport – tog og Metro – samt til motorvejsafkørslen.

Det er erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som har stået for udlejningen i samarbejde med Nordkranen, som administrerer ejendommen.

”Vi oplever en virkelig stor interesse for Ørestad. I begyndelsen tror jeg, at mange både virksomhedsledere og mæglere syntes, at Ørestad lå for langt fra København City, men det er ligesom om, at Ørestad er rykket tættere på i vores bevidsthed. Placeringen er genial med let adgang både til København og til lufthavnen, hvilket er afgørende for internationale virksomheder,” siger Susan Lintrup, partner i erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart.

Samtidig er det vigtigt for virksomhederne, at Ørestad rummer et mix af både erhvervs- og boligbyggerier, vurderer Susan Lintrup:

”Man har tænkt sig om i Ørestad. Modsat nybyggede kvarterer i mange andre europæiske metropoler, der er helt døde efter fyraften, har Ørestad efterhånden et rigtig fint miljø. Nu ligger der en lækker café og restaurant (RAMBLA Bar & Grill) og en fantastisk Irma butik lige nede ad gaden.” 

”Jeg oplevede også, at Nestlé på et tidspunkt i forhandlingerne havde en amerikansk direktør på besøg for at inspicere domicilet. Han kiggede ud af vinduet, hvorfra man kan se til lejlighederne i Copenhagen Golfpark. ’Se, de bruger vores produkter’ udbrød han pludselig, da han så en dåse med babymad i et vindue. I Ørestad er man en del af folks dagligdag. Det er naturligvis interessant, når man lever af at producere og sælge dagligvarer,” siger Susan Lintrup.

Pressekontakt:

Carsten Arlund
redaktør, By & Havn
T: 207501701
E: ca@byoghavn.dk

Sommeren er over os, og Københavns Havn summer af liv. Vi har samlet nogle gode råd til, hvad man må og ikke må, når man færdes i og omkring havnen.

Det må du gerne i Københavns Havn: 

Det må du ikke i Københavns Havn:

  • du må ikke sejle over 6 knob i hovedløbet eller over 4 knob i kanaler og sideløb til Københavns Havn. 
  • du må ikke sejle i erhvervshavnens – og i flådens område
  • du må ikke bade uden for de dertil indrettede badeanlæg eller dykke i Københavns Havn
  • du må ikke windsurfe, stand up paddle eller sejle for sejl i inder- og sydhavnen
  • du må ikke kaste affald eller andet i vandet i Københavns Havn. Havnen er til transport og fritidsaktiviteter – ikke til affald, cykler, indkøbsvogne o.l.

 

Hvem ejer vandet? 

Der er ikke nogen, der ejer havet omkring Danmark, men staten har højhedsretten til søterritoriet. Højhedsretten er ikke en egentlig ejendomsret men retten til at regulere brugen af søterritoriet.

Administration af Københavns Havn

Administrationen af den del af søterritoriet som ligger indenfor Københavns Havns grænser, administreres af By & Havn. Regler for brug af Københavns Havn (sejlads, hastighed etc.) fastsættes af By & Havn via havnereglementet [link ændret efter revision af havnereglement 31. juli 2015].

Brug af Københavns Havn

By & Havn står for administrationen af havnens vandareal, på vegne af staten. By & Havn fastsætter ordensregler for brugen af havnen og dermed vandet. Det er f.eks. By & Havn, man skal søge om tilladelse, hvis man ønsker plads til en båd eller at afholde et arrangement i havnen. By & Havn opkræver leje af vandarealerne til f. eks. hus- og sejlbådspladser.

Copenhagen Malmö Port

Drift af den egentlige erhvervshavn i København varetages af Copenhagen Malmö Port (CMP), som blev stiftet i 2001. Erhvervshavnedriften foregår primært i Nordhavnen og Prøvestenshavnen. CMP er ejet af By & Havn og Malmø Hamn AB med 50 % til hver.

Området ved Holmen

Vandområdet omkring Holmen administreres af forsvaret. Dette gælder også de vandarealer som ligger på østsiden af Nyholm, Frederiksholm og Arsenaløen.

 

Hvem ejer kajen og bolværket?

Der er mange forskellige ejere af kajer og bolværker i Københavns Havn. Store områder ejes af By & Havn, staten og Københavns Kommune. Resten ejes af private grundejere.

Administration af regler

Brug af vandet i havnen administreres af By & Havn. I visse tilfælde skal et projekt på vandet godkendes af både By & Havn, Københavns Kommune og Kystdirektoratet. Brug af kommunale park- og vejarealer ud til havnen administreres via Københavns Erhvervsservice.

Det er hos By & Havn, man skal søge om tilladelse, hvis man ønsker at afholde et arrangement ude i selve havnen.

Har du i øvrigt styr på dine maritime udtryk? Hvis ikke, kan du øve dig på By og Havns hjemmeside.

Flere og flere vælger Ørestad som deres hjem. Det seneste år er indbyggertallet steget med 1.000 mennesker – eller 14 procent – og det er især de unge familier, som bliver tiltrukket af Ørestads unikke blanding af natur, byliv og funktionelle boliger. Mød en af de familier, som er ved at pakke flyttekasserne ud i det spritnye byggeri Radiorækkerne i Ørestad Nord.

De allerførste beboere flyttede til Ørestad i 2004, og nu, bare ni år senere, er antallet af beboere oppe på 8.500. Det viser tal fra Danmarks Statistik og Københavns Kommune. Lidt over halvdelen af beboerne i Ørestad bor i Ørestad City, men det seneste år er det især Ørestad Syd, der har oplevet en markant vækst – her er indbyggertallet steget med hele 62 procent. 

Der er generelt få ændringer i demografien i Ørestad i forhold til tidligere år, og det er stadig især de unge familier, som ser fordelene ved Ørestad. 57 procent af beboerne er mellem 20 og 40 år, mens det samme kun gør sig gældende for 48 procent i hele København. Samtidig er der mange små børn i Ørestad, hvor 12 procent er under fem år – i hele København er det tal syv procent.

I Ørestad er der også væsentligt flere husstande, der består af par – både med og uden børn – end i det øvrige København. Omkring halvdelen af Ørestadsbeboerne lever sammen med en anden, mens det i hele København kun gælder hver tredje. Dog er der kommet lidt flere enlige uden børn, hvilket kan vidne om, at nogle af de nye beboere er flyttet ind i det nybyggede Robert Jacobsen Kollegiet i Ørestad Syd.

Både natur og byliv
En af de familier, der har valgt at flytte til Ørestad, er Line og Robert Jensen-Rix med sønnen David på otte år. De har netop fået nøglerne til deres splinternye hus i Radiorækkerne i Ørestad Nord og glæder sig over, at huset nu er klar til indflytning. De har boet ni år på Amager, og for dem var Ørestad et oplagt valg.

”Det er fantastisk, at vi har Amager Fælled lige på den anden side af gaden samtidig med, at byen er så tæt på. Den kombination gør det til en helt perfekt beliggenhed for os,” siger Line Jensen-Rix og fortsætter: 

”Vi er de dér inkarnerede bymennesker, som får dårlige nerver, hvis vi kommer for langt væk fra noget, der er døgnåbent, men alligevel vil man jo godt have en have og lidt mere plads. På den her måde får vi det hele.”

Flere familier er allerede rykket ind i de nye rækkehuse i Ørestad Nord, og familien Jensen-Rix flyttede ind i deres hus den 6. juli. I alt kommer Radiorækkerne til at rumme 86 byhuse, hvoraf de første 15 blev overtaget af køberne den 1. juli. 

Attraktivt miljø
Radiorækkerne er en moderne fortolkning af de traditionelle engelske byhuse, som vi i København bedst kender fra Kartoffelrækkerne og Humleby. Husene har egen for- og baghave samt adgang til grønne fællesarealer, små torve, lukkede stisystemer og en legeplads, hvor børn kan færdes i tryg afstand fra trafikken. 

”Vi glæder os til hele det miljø, som kommer til at være her med haverne og gangstierne imellem husene. Det betyder, at David trygt kan rende og lege i kvarteret med de andre børn. I Ørestad får vi noget af det, som man ellers skulle flytte til forstaden for,” siger Robert Jensen-Rix.

Husene i Radiorækkerne er funktionelt indrettet i tre etager med store vinduer og bygges i lyse materialer. De har alle køkken/alrum, stue, soveværelse, to børneværelser, badeværelse og gæstetoilet. 

”Vi ser frem til, at det hele er splinternyt. Vi kommer fra gamle Københavnerlejligheder, og det var jo også meget romantisk, men vi var ærlig talt ved at køre lidt død i det. Samtidig får vi mere plads, og vi får en meget bedre planløsning end i den gamle lejlighed,” siger Line Jensen-Rix.

Boligerne i Radiorækkerne findes i to typer på henholdsvis 115 og 124 kvadratmeter, og priserne ligger på 3.250.000 – 3.750.000 kr. afhængig af beliggenheden. De næste otte huse forventes at stå færdige den 1. oktober i år.

Læs mere om Radiorækkerne på radioraekkerne.dk.

Download statistik om Ørestad.

Nordisk Film Biografer åbner ny multibiograf i Field’s. Samtidig udvider Ørestad Gymnasium sine aktiviteter med et stort medielab i samme hus, som biografen skal bygges i. Byggeriet begynder i 2013, og både biograf og medielab åbner i 2015.

Et stort biografcenter er på vej i Ørestad. Til glæde for de efterhånden mange lokale beboere og for de endnu flere, der hver dag besøger shoppingcentret i Ørestad City. Samtidig udvider Ørestad Gymnasium sine aktiviteter med et stort medialab kun hundrede meter syd for selve gymnasiet, der ligger på Ørestads Boulevard.

Medier, kommunikation og kultur fylder meget på Ørestad Gymnasium. Det nye medielab bliver indrettet med permanente tv-studier, plads til medieproduktion og også områder til mere almindelig undervisning.

”At dele bygning med Nordisk Film Biografers topmoderne multibiograf er oplagt for os som Danmarks mediegymnasium. Vi vil være det oplagte valg for elever, der gerne vil arbejde i mediebranchen, og vi glæder os til samarbejdet,” siger rektor Allan Kjær Andersen i en pressemeddelelse.

Ørestad Gymnasium har siden åbningen været regionens mest søgte gymnasium – netop på grund af medieprofilen, men bl.a. også fordi gymnasiets arkitektur gør op med alle forestillinger om, hvordan et gymnasium skal indrettes. Ørestad Gymnasium planlægger ikke at optage flere elever efter udvidelsen. Til gengæld bliver der mere plads på skolen.

Nordisk Film Biografer betragter ligeledes bygningsfællesskabet med Ørestad Gymnasium som et samarbejde:

”Vi glæder os til at byde de mange studerende velkommen i vores nye multibiograf bygning. Vi ser det som en unik mulighed for at integrere et topmoderne biografmiljø med et innovativt og kreativt studiemiljø indenfor medier og kommunikation,” siger John Amund Tønnes, adm. Direktør i Nordisk Film Biografer.

Biografbygningen er tegnet af C.F. Møllers tegnestue og bliver integreret i Field’s med åbne facader mod Ørestads Boulevard.

Lotte Eiskjær Andersen, Center Manager i Field’s glæder sig naturligvis til at byde både Nordisk Film Biografer og Ørestad Gymnasium velkommen i Field’s:

”En topmoderne biograf samt et nyt og innovativt medielab vil være med til at styrke vores markedsposition yderligere. Derudover viser dette en visionær og anderledes måde at integrere undervisning på i det pulserende byliv, som også matcher visionerne for Ørestad,” siger Lotte Eiskjær Andersen.

Ørestad udvikles af By & Havn, og adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen glæder sig over udviklingen:

"Et stort biografkomplex i et shoppingcenter som Field´s er glædeligt både for centrets mange besøgende fra København og langvejs fra og ikke mindst for Ørestads beboere, der får endnu et underholdningstilbud i naboområdet. Ørestad vokser hver dag, og der er en god, lokal ’kritisk masse’ til forskellige underholdningstilbud, caféer og som hér, biografer," siger Jens Kramer Mikkelsen.

Presseinfo:

Carsten Arlund
redaktør, By & Havn
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk

John Amund Tønnes
Adm. direktør, Nordisk Film Biografer
T: 6163 8400
E: jat@nordiskfilm.com

Allan Kjær Andersen
Rektor, Ørestad Gymnasium
T: 2464 1344

Karen Nielsen
Development director, Steen & Strøm Danmark
T: 4190 0272

Lotte Eisenkjær Andersen
Center manager, Field´s Copenhagen
T: 4190 0247

BAGGRUND: I overmorgen indvies FN Byen på Marmormolen i Nordhavnen af HM Dronningen, FNs generalsekretær Ban Ki-Moon, statsminister Helle Thorning-Schmidt, udenrigsminister Villy Søvndal og udviklingsminister Christian Friis Bach. By & Havn er bygherre på byggeriet, som allerede under sin opførelse har modtaget internationale priser. Her er historien om et helt særligt byggeri i København.

Ved indsejlingen til Københavns Havn ligger det markante, stjerneformede byggeri. Ankommer man til byen fx med båd fra Oslo eller med et af de mange krydstogtskibe, der lægger til kaj ved Langelinie, kan man ikke undgå at bemærke FN Byen, som ligger næsten på spidsen af Marmormolen som det første nyopførte byggeri i Indre Nordhavn. Et bykvarter der forandrer sig fra industriområde til en ny københavnsk bydel ved de nordlige kajkanter nu og i de kommende år.

”Der er grund til at være stolt. FN Byen er det første, nyopførte byggeri i Indre Nordhavn, som udvikles i de kommende år, og huset vidner om det meget høje ambitionsniveau, vi har for byudviklingen i Nordhavnen. Men omgivelserne fortjener også et ekstraordinært byggeri på det her sted, hvor der er stor synlighed både fra vandsiden, fra Nordhavn Station og Kalkbrænderihavnsgade og ikke mindst fra Århusgadekvarteret på den anden side af havnebassinet,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, der har været bygherre på FN Byen. 

Historien om det nye FN Byggeri begyndte i år 2000, da FN besluttede sig for at arbejde for at gøre sine organisationer både mere energieffektive og sammenhængende. For at understøtte den beslutning nedsatte den danske stat en gruppe på tværs af ministerierne, der skulle undersøge mulighederne for at samle alle danske FN-aktiviteter under ét tag i København. 

Flere lokaliteter i hovedstaden blev overvejet, men i sidste ende blev Nordhavnen og Marmormolen valgt, fordi FN Byen og UNICEFs verdenslager kunne ligge i umiddelbar nærhed af hinanden. Planerne for en samlet FN By på Marmormolen tog for alvor form i årene herefter. Bl.a. var det en større kabale at finde en ny placering til verdenslageret samt at sikre, at det nye lager skulle stå klart, allerede når det gamle lager blev revet ned, således at UNICEF hele tiden havde fungerende lagerfaciliteter.


Luftfoto fra Marmormolen, 2010 med UNICEFs verdenslager

Masterplan og rådgiver på plads
Udenrigsministeriet henvendte sig til By & Havn, der ejer Marmormolen, og i foråret 2008 kunne By & Havn fremvise masterplanen for Marmormolen inklusiv en FN By. Som en del af FN Byen skulle der også opføres et nyt, fuldautomatisk verdenslager til UNICEF.

I slutningen af 2008 blev arkitektfirmaet 3XN sammen med Leif Hansen Rådgivende Ingeniører – nu Orbicon – valgt som rådgivere på opgaven. Der var stort fokus på, at FN’s ønsker og behov blev opfyldt, så man arbejdede ud fra en såkaldt need analysis, som var baseret på mere end tusind spørgeskemaer og indeholdte detaljerede beskrivelser af FN’s krav til byggeriet. By & Havn fik således leveret en kravsliste fra FN og kunne derefter sætte arkitekterne i gang med at skabe den fremtidige FN By. Den brugerdrevne innovation er kernen i tilblivelsen af FN Byen, og undervejs i byggeprocessen har By & Havn haft en konstant dialog med FN. På den måde har man sikret sig, at byggeriet lever fuldstændigt op til FN’s forventninger til sit nye hovedkvarter.


Revideret masterplan – 5-takket FN By men med mulighed for udvidelse til en 8-takket stjerne

En del af FN’s krav betød, at bygningens form skulle ændres i forhold til den oprindelige masterplan. Den oprindelige idé arbejdede med et harmonika-formet byggeri. I stedet skabte 3XN FN Byen som en ottetakket stjerne. Det stjerneformede design blev til ud fra ønsket om en bygning, som klart kunne udtrykke FN’s værdier og autoritet. Der skulle være en samlende midte i huset – et hjerte – som kunne organisere alle fælles funktioner, gøre interaktion både mulig og naturlig og signalere åbenhed på alle niveauer. Husets form skulle udtrykke en organisation, der arbejder effektivt og professionelt i de enkelte områder under det samlende, fælles værdisæt ’delivering as one’. Byggeriet skulle desuden have en høj miljømæssig profil og være et energiklasse 1-byggeri, hvilket betyder, at der i huset bruges under 50 KwH pr. m2 pr. år. 

I først etape af byggeriet skulle stjernen dog kun bygges med fem af de otte takker – senere ville man tage stilling til, hvorvidt de sidste tre takker skulle tilføjes. Og før kranerne for alvor kunne begynde at svinge over området, skulle der udarbejdes en lokalplan for området. Ud fra lokalplanen skulle der desuden etableres kanaler, veje, lyskryds og laves omlægning af forsyninger for at gøre klar til byggeriet. 

I december 2009 vedtog Københavns Borgerrepræsentation lokalplanen for området baseret på 3XNs masterplan. I lokalplanen blev det fastslået, at den yderste spids af Marmormolen skulle være et rekreativt område med adgang for alle, mens FN Byen af sikkerhedsgrunde skulle bygges på sin egen ø. 

Første spadestik
Kun få måneder inde i 2010 blev de udtjente bådebroer på Marmormolen revet ned. By & Havn udmeldte, at FN ville kunne flytte ind i sit nye domicil blot tre år efter byggeriets begyndelse. Det løfte blev holdt. Den 15. april tog overborgmester Frank Jensen første spadestik til Marmormolen og markerede dermed begyndelsen på bydelens udvikling og byggeriet af FN Byen. I juni indgik By & Havn totalentreprisekontrakt med E. Pihl & Søn A.S., der dermed skulle stå for opførelsen af 1. etape af FN Byen på ca. 28.000 etagemeter. 

Cirka samtidig blev E. Pihl & Søn A.S. igen valgt til at bygge den konventionelle del af verdenslageret med tilhørende lageradministration, mens SSI Schäfer A/S skulle levere et fuldautomatisk robotstyret højlager, et automatisk pakkeri og en klimaskærm til højlageret. Lageret, som tidligere lå på Marmormolen, består bl.a. af en slags gigantisk væg-beklædt stålreol, som kan rumme ca. 37.000 US- eller EUR-paller. 

Den 9. november 2010 tog daværende udviklingsminister Søren Pind og adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen første spadestik på FN Byen. Dermed var byggeriet af den stjerneformede kontorbygning på Marmormolen og det nye fuldautomatiske verdenslager i Nordhavnen for alvor i gang. 

Rejsegilde
Trods en hård vinter blev toppen nået på UNICEF’s nye verdenslager i Nordhavnen på en forårsdag den 11. maj 2011. Den imponerende stålkonstruktion stod færdig, og der blev holdt rejsegilde. 

FN Byen skød for alvor i vejret i løbet af 2011, og i september kunne By & Havn holde endnu et rejsegilde, da alle seks etager var rejst. Tidsplanen for byggeriet blev holdt, så der var stor ros til alle involverede parter fra talerstolen.

I oktober besøgte FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon den kommende FN By samt lageret, og han fik lejlighed til at se kvaliteten i de to byggerier. Generalsekretæren var begejstret for byggerierne:

”Da jeg så den nye FN By i dag, blev jeg meget overrasket over alle de bæredygtige og miljørigtige løsninger, byggerierne indeholder. Når det hele står færdigt, vil alle FN-organisationerne i Danmark i sandhed kunne arbejde i samme retning. Vi kan alle være meget stolte,” sagde Ban Ki-Moon.

En måned efter generalsekretærens besøg besluttede den danske regering, at den stjerneformede bygning skulle have sit retmæssige antal takker – altså otte. Det betød en udvidelse på 17.000 m2, allerede inden bygningen stod færdig, og dermed ville FN’s nye hovedkvarter i Danmark blive på 45.000 m2. 

Nye ejerforhold
Kort før nytår i 2011 indgik By & Havn, ATP og PensionDanmark årets største ejendomshandel og ejerforholdene omkring bl.a. FN Byen ændrede sig. De tre parter oprettede et konsortium, der købte FN Byen og erhvervsprojektet ved siden af, LM Project.

 

FN Byen kunne den 18. april høste international anerkendelse, da byggeriet modtog den prestigefulde Green Building Award for sin enestående energieffektivitet. Europa Kommissionen slog fast, at FN Byen er et byggeri i særklasse, når det kommer til grøn energi og miljørigtige løsninger. 

I samme måned gik maskinerne i gang med nedrivningen af det eksisterende UNICEF-lager på Marmormolen i forbindelse med, at lagerfunktionen skulle flyttes til det nye, fuldautomatiske lager et par hundrede meter mod nord. Allerede samme år, i sommeren 2012, blev det nye lager taget i brug.

Ved årsskiftet 2012-2013 overtog Udenrigsministeriet så FN Byens første etape bestående af de fem takker i stjernen. Samtidig fortsætter arbejdet med at få de sidste tre takker færdige. 

I mål. Til tiden
Den 4. juli 2013 bliver FN Byen så officielt indviet, og en ny historie kan begynde. Nemlig historien om et samlet FN i Danmark, hvor alle organisationer kan udvikle sig og arbejde sammen i et unikt byggeri af arkitektonisk og miljømæssig høj kvalitet. Den 1. januar 2014 bliver 2. etape af FN Byen afleveret til FN, men By & Havn fortsætter med at have ansvaret for byggeriet indtil 5-års-gennemgangen er udfærdiget i begyndelsen af 2015. 

Grundstenen er i dag blevet lagt til Københavns nye arena i Ørestad Syd. Dermed er første skridt taget mod en realisering af Arenakvarteret.

Parterne bag Københavns nye arena kunne i dag lægge grundstenen til det længe ventede byggeri. Og det var en stærk opstilling af Københavns overborgmester Frank Jensen, Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov, Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev og endelig By & Havns adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen.

Med Arenabyggeriet kan Ørestad i endnu højere grad invitere resten af byen og verden indenfor til sport og underholdning i verdensklasse.

”Det bliver uden tvivl et byggeri i høj kvalitet med et udbud af underholdning, der vil få en enorm betydning for, hvor mange mennesker, der kommer til at opdage Ørestad fremover. Med en placering i Skandinaviens bedste kryds ved motorvej, metro og regionaltog er jeg sikker på, at Ørestad vil gavne arenaen lige så meget som arenaen vil gavne Ørestad,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Det store byggeri skal opføres på en grund stillet til rådighed af By & Havn i den nordlige del af Ørestad Syd. Arenakvarteret kommer ud over arenaen til at byde på boliger, kontorer, en skole og en ny skøjtehal.  Planerne for Arenakvarteret kan læses i et tillæg til lokalplanen for Ørestad Syd, som blev bekendtgjort d. 1. november 2012. 

Lokalplantillægget tager udgangspunkt i en masterplan udarbejdet af Tegnestuen Vandkunsten, som bygger videre på idéen om Ørestad Syd som attraktivt beliggende bolig-, erhvervs- og aktivitetsområde med bygninger og byrum i høj arkitektonisk kvalitet placeret i overgangen mellem by og fælled.

Sammenlignet med de øvrige dele af Ørestad, er der i den sydlige del stadig en del ubebygget land, men bydelen står langt fra stille. For bare et par uger siden indviede By & Havn det første parkeringshus i Ørestad Syd, som en klar indikator på, at der er liv og færdsel i området. Den sidste lejlighed i det prisbelønnede byggeri 8TALLET er for nyligt blevet solgt, og Skovhuset i karreen ved siden af melder om stor interesse fra potentielle købere.

Om Copenhagen Arena
Copenhagen Arena bliver designet af 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit-IE. Med Copenhagen Arena får København og Danmark en arena i international topkvalitet, hvad angår publikumskomfort, akustik og funktionalitet. Samtidig er det en arena, der vil fremstå som et markant ikon og som en generator for bylivet i Ørestad. Arenaen får plads til 15.000 tilskuere.

Læs mere om arenaen på Arena CPHX hjemmeside.

Den 19. juni vedtog borgerrepræsentationen i Københavns Kommune lokalplanen for Enghave Brygge. Dermed kan næste fase i byudviklingen i Sydhavnen gå i gang.

Det kræver plads, boliger og arbejdspladser, hvis antallet af indbyggere i København vokser så kraftigt, som prognoserne siger. Derfor udvikles der nye bykvarterer mange steder i byen. I Sydhavnen findes der stadig gamle industrikvarterer, som har potentiale for flere boliger og mere erhverv. Sådan et kvarter er Enghave Brygge.

Tankerne om at udvikle Enghave Brygge har rødder i den helhedsplan, som Borgerrepræsentationen i København vedtog allerede i 2002 og som gjaldt hele Sydhavnen (fra Sluseholmen til Fisketorvet). Helhedsplanen blev udarbejdet i samarbejde mellem kommunen, det daværende Københavns Havn (nu By & Havn) og den hollandske tegnestue Soeters Van Eldonk Ponec Architecten.

Enghave Brygge udgør med sin beliggenhed mellem Havneholmen i nord og Teglholmen i syd et ’missing link’ i helhedsplanen for Sydhavnen. Enghave Brygge ligger særdeles attraktivt, nær København City og lige ved havnen med alle dens rekreative kvaliteter. Området er et tidligere havne- og industriområde ved H.C. Ørstedsværket, men det skal nu omdannes til et moderne, blandet bolig- og erhvervsområde, der understøtter mulighederne for at bo og arbejde i København. Grundejerne på Enghave Brygge er Nordicom, Radiatorland, JM Danmark og By & Havn. 


Skabt i samarbejde

Tre teams af rådgivere – Juul | Frost Arkitekter (for By & Havn), Gröning Arkitekter (for Nordicom) og Danielsen Architecture (for JM Danmark) – har i samarbejde med Københavns Kommune og på baggrund af en række workshops og oplæg udarbejdet en samlet plan for Enghave Brygge. Planen har fokus på "at bo ved vandet", at skabe attraktive byrum langs havnen samt på bæredygtighed og miljø.

Arealerne vil kunne rumme ca. 2.400 attraktive boliger samt erhverv og enkelte servicefunktioner med op mod 1.600 arbejdspladser.

Planens centrale byrum er den 700 m lange hovedkanal ”Enghave Kanal”, der med sit kurvede forløb er en moderne reference til Christianshavns Kanal. En gennemgående karréstruktur på 11 boligøer omgivet af kanaler skaber en karakteristisk bydel med nærkontakt til vandet. En bolig- og erhvervsbebyggelse langs den omlagte Landvindingsgade og et grønt område danner overgangen til H. C. Ørstedværkets arealer.

Enghave Brygge Syd

By & Havn ejer den sydlige del af Enghave Brygge og ønsker området udviklet til et boligområde med mulighed for erhverv i begrænset omfang. Selskabet har engageret Juul | Frost Arkitekter til at udarbejde en bebyggelsesplan for arealerne. En del af området består af fire boligøer med åbne boligkarréer omgivet af kanaler. Træbeplantning i små grupper er med til at understrege de forskellige byrum. Kajkanten har varierende bredder, der sammen med karréerne danner byrum med mulighed for ophold.

I området mod H.C. Ørstedværket er der – under hensyn til at værket fortsat skal kunne fungere, og til at det er udpeget til nationalt industriminde – foreslået op til 37.800 m2 byggeri. Dette byggeri er placeret som en erhvervsbebyggelse på den nordligste del af området samt som to åbne boligkarréer, der trapper ned mod et grønt areal ved værket.

Læs hele lokalplanen på Københavns Kommunes hjemmeside

Hvilket arkitektfirma skal tegne det 50.000 kvadratmeter store erhvervsbyggeri, hvor bl.a. Nykredit skal flytte ind i 2017?

Det skal nu afgøres i en arkitektkonkurrence mellem fire inviterede arkitektfirmaer. De fire er:

  • Christensen og Co.
  • Schmidt Hammer Lassen Arkitekter
  • PLH Arkitekter
  • Vilhelm Lauritzen Arkitekter

De fire arkitektvirksomheder skal i parallelopdrag konkurrere om at tegne det store projekt. Konkurrencen afsluttes i september, at indflytning forventes at ske i 2017. Byggeriet opføres i energiklasse 2015 bliver miljøcertificeret efter den internationale BREEAM standard.

Det er det norske pensionsselskab KLP, der i forvejen ejer og driver to erhvervsejendomme på tilsammen 62.000 kvadratmeter i Ørestad City, som ejer den store, centralt beliggende grund på Kay Fiskers Plads mellem Ørestad Skole, Ferring og Field´s, hvor det nye byggeri skal ligge. 

I maj 2013 kunne KLP melde ud, at Nykredit bliver ankerlejer i huset. De flytter ind på cirka 30.000 kvadratmeter. De sidste 20.000 kvadratmeter forventer KLP at udleje til et mix af større og mindre virksomheder. 

Både det kommende byggeri og de to nuværende erhvervsejendomme byder på en mængde fællesfaciliteter og services, bl.a. konferencecenter med auditorium og mødelokaler, personalerestaurant, receptionstjeneste, fælles foyerarealer, motionsrum, frisør, massør, room service osv.

Traditionen tro er der masser af Sankt Hans bål i København på søndag den 23. juni. Ørestad byder sig til med to større arrangementer. Tag til Kalvebod for at deltage i Naturcentrets hyggelige familiearrangement – eller tag til Grønningen i Ørestad Nord og hør melodi grand prix vinder Emmelie De Forest synge sommeren ind.

SANKT HANS I ØRESTAD NORD

23. juni kl. 18/21
Grønningen v/ DR Byen
Ørestad Nord

Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter og DR holder traditionen i hævd og byder velkommen til Sankt Hans Aften for hele familien – og hele Ørestad. Arrangementet finder sted i de smukke omgivelser på Grønningen, hvor der stilles op til direkte tv-transmission.

Allerede fra kl. 18 inviteres områdets brugere og beboere til grillaften med et lille glas kl. 18 på grillpladsen ved multibanen. Der er også en oppustelig fodboldbane og ristede skumfiduser til de mindste.

Emmelie de Forrest synger – Rune Klan taler

Selve det store Sankt Hans Show begynder lidt før klokken 21, hvor DR Big Bandet åbner den store scene med lækker musik. Melodi grand prix vinder Emmelie de Forest vil optræde med flere sange i løbet af aftenen. Senere bliver det store bål tændt, og sammen med DR PigeKoret synger vi Midsommervisen. Årets båltale leveres af komiker & tryllekunstner Rune Klan. Maria Yde fra Aftenshowet er vært for arrangementet. Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Det sendes direkte i fjernsynet.

Ankomst og parkering

Grønningen ligger nordligst i Ørestad, så det er en let cykeltur fra København City til arrangementet. Metrostationerne Islands Brygge og DR Byen ligger ligeledes tæt på Grønningen. Da der er begrænsede parkeringsmuligheder i bydelen, opfordres alle publikummer til at cykle eller bruge metroen. Kommer du i bil, så sørg for at undersøge parkeringsmuligheder i bydelen på forhånd.

SANKT HANS PÅ NATURCENTER VESTAMAGER

23. juni kl. 20:30
Naturcenter Vestamager
Granatvej 3, Syd for Ørestad Syd

Sankt Hans er sommerhygge med bål, båltaler og fællessang med Midsommervisen. Bålene varsler, at lyset vender, og at det nu går mod mørkere tider. Ved sådanne overgange troede man i gamle dage, at der var frit spil for overnaturlige kræfter.

Det er af denne grund, vi har den gamle tradition med at brænde en heks på Sankt Hans bålet. For at sikre at de onde kræfter, der er på spil denne nat, ikke får plads i den kommende tid, men derimod sendes helt til Bloksbjerg. Medbring en lille heks til bålet, hvis du vil sikre dig mod ondskab!

Det store Sankt Hans bål på Naturcenter Vestamager er i de seneste år blevet et populært tilløbsstykke, som trækker mennesker fra hele byen. Kom og nyd madkurven i den storslåede natur på den længste sommerdag i året.

Dette er et børnevenligt arrangement, som allerede sætter ild til bål og heks klokken 21:00. Inden da vil der være mulighed for at høre Naturvejlederen Jes Aagaard byde midsommeren velkommen med stort og småt fra Naturpark Amager.

Kl. 20.30 – Båltale v. Naturvejleder Jes Aagaard Naturstyrelsen
Kl. 21.00 – Bålet tændes

Der vil være ild i alle bålpladserne, så besøgende har mulighed for at grille det medbragte. Det nye traktørsted har også åbent hele aftnen og tilbyder musik til maden.

Du kan også begynde aftenen på Café 8TALLET, der byder på stor grill buffet fra kl. 18 med det bedste fra slagteren, grønthandleren og fiskehandleren. Prisen for buffet’en er 225 kr. pr. gæst. Bestil bord på T: 3262 8628.

Tag Metroen til Vestamager station.