Det verdensberømte engelske arkitektfirma Foster + Partners er gået i samarbejde med danske DISSING+WEITLING om at udforme masterplanen for Copenhagen Towers i Ørestad for Sjælsø Gruppen.

 

Sjælsø Gruppen købte i marts 2006 129.000 etagemeter byggeret til et erhvervsbyggeri lige syd for Øresundsmotorvejen i Ørestad. Siden kontrakten blev indgået har Sjælsø Gruppen og Ørestadsselskabet bearbejdet arkitekturen og konceptet i byggeriet, som har fået navnet Copenhagen Towers.

Det ligger nu fast, at Foster + Partners i samarbejde med DISSING+WEITLING står bag udformningen af masterplanen. Projektet, som får facade direkte ud mod Øresundsmotorvejen, vil bl.a. rumme tre højhuse på cirka 85 meter. Byggeriet vil foruden kontorfaciliteter for store og mindre virksomheder rumme et hotel med 250 værelser, 130 hotellejligheder, mødefaciliteter, restauranter og caféer, fitness center og en række butikker.

Inden for kort tid vil Sjælsø Gruppen og Ørestadsselskabet kunne offentliggøre mere konkrete planer for byggeriet.

Administrerende direktør Ib Henrik Rønje fra Sjælsø Gruppen siger om byggeriet: ”Copenhagen Towers er et internationalt, unikt forretningsmiljø med indbygget fleksibilitet og fremtidssikring. I sig selv et arkitektonisk vartegn for Ørestad og København, men også en ny definition af, hvordan en arbejdsplads kan fungere på alle fronter. Først og fremmest har vi fokus på mennesker. Copenhagen Towers skal fungere som arbejdsplads, oplevelse og ressource for mennesker – både lokalt, nationalt og internationalt.”

Om de nuværende planer siger overborgmester Ritt Bjerregaard: ”Copenhagen Towers bliver vigtigt for udviklingen af hele Øresundsregionen. Der vil skabes mange nye arbejdspladser, og placeringen mellem lufthavnen og Øresundsbron på den ene side og København på den anden er ideel for internationale virksomheder. Og så er det jo kun glædeligt, at det endnu en-gang er lykkedes en bygherre at tiltrække et af verdens mest berømte arkitektfirmaer, Foster + Partners til at arbejde i Ørestad."

Ritt Bjerregaard udtaler videre: "Planerne for Copenhagen Towers indeholder jo en række højhuse på over 80 meter. Tårnene vil have en meget stor synlighed når man kommer kørende ad Øresundsmotorvejen og nærmer sig København. Dermed bliver den nye skyline også et symbol for den udvikling, som er i gang mange steder i hovedstaden – f.eks. i København City, som jo bl.a. handler om at transformere hovedstaden til en international metropol."

Administrerende direktør i Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen udtaler: "Der er ingen tvivl om, at kombinationen af synligheden og Ørestads uovertrufne beliggenhed og tilgængelighed i kraft af Metro, Øresundsmotorvej og Øresundsbanen vil tiltrække den rigtige type virksomheder. Og Copenhagen Towers mange tilbud – restauranter, hotel og butikker – samt de mange medarbejdere i sig selv vil omvendt tilføje dynamik og liv til Ørestad.”

Yderligere oplysninger:

Adm. direktør Ib Henrik Rønje,

Sjælsø Gruppen: 2047 1144

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen,

Ørestadsselskabet: 3311 1700

Nordkranen har i et ny-etableret joint venture med Carval Investors købt 30.800 etagemeter til erhvervsformål og 54.700 etagemeter til boligformål, – i alt 85.500 etagemeter-, på Hannemanns Allé i Ørestad City Syd.

 

”Hannemannsparken” kaldes det i alt 85.500 etagemeter store projekt på Hannemanns Allé i den nordlige del af Ørestad Syd. Hannemannsparken skal rumme en blandet bebyggelse med mange små enheder og både erhverv, leje- og ejerboliger. Ambitionen er at skabe et mangfoldigt bymiljø med aktivitet og liv i alle døgnets 24 timer.

”Vi lægger stor vægt på udenomsfaciliteterne. Vi lægger op til, at der bliver indsnævrede, intime gårdrum mellem husene, som andre steder åbner sig op i egentlige torve og pladser. Byrummene placeres både inde i byggeriet, mellem bygningerne og oppe i bygningerne," fortæller udviklingsdirektør Bjørn Nielsen fra Nordkranen.

Udover gårdrummene er store terrasser og varierede bygningskroppe blot nogle af stikordene fra den karréplan, Nordkranen lige nu arbejder på. Om kort tid forventer investorerne at fremsende den færdige karréplan til godkendelse i Ørestadsselskabet.

Parallelopdrag

Processen for at nå så langt har været ret utraditionel. Fire arkitektteams med international deltagelse har i et parallelopdrag givet deres bud på, hvordan Hannemannsparken skal se ud.

Et af de fire teams – et dansk-japansk arkitektteam bestående af KHR A/S & Shigeru Ban – har herefter fået til opgave at være ”tovholder” på det videre forløb. Men samtlige deltagende arkitektfirmaer har ønsket at deltage i det videre forløb med færdiggørelsen af karréplanen, ligesom det er intentionen, at hvert team efterfølgende skal tegne hver en etape af byggeriet.

”Vores plan er at igangsætte detailprojekteringen af første etape, så snart vi har godkendelsen af karréplanen. Forhåbentlig kan vi begynde byggeriet af en etape bestående af både erhvervs- og boligbyggeri allerede til efteråret,” siger Bjørn Nielsen. Han fortsætter:

”Lige nu er boligmarkedet lidt usikkert, men erhvervsmarkedet er til gengæld stigende. Vi tror på, at boligmarkedet stabiliserer sig. Vi har stor tiltro til Ørestad, så med mindre der ikke sker den forventede stabilisering af boligmarkedet hen over sommeren, ryster vi ikke på hånden i forhold til at gå i gang med byggeriet.”

Administrerende direktør i Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen, glæder sig naturligvis over det store grundsalg.

”Nordkranen og CarVal lægger vægt på, at grunden skal bruges til blandet byggeri – det vil sige både erhvervs- og boligbyggeri. Det stemmer helt overens med den samlede vision for Ørestad som en dynamisk bydel både i dagtimerne og i aftentimerne. Arkitektonisk er jeg også sikker på, at der kommer spændende byggeri ud af de store bestræbelser, investorerne har gjort sig med parallelopdraget,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Boligdelen kommer både til at indeholde leje- og ejerboliger, mens erhvervsdelen vil være et multibrugerkoncept med gode fællesfaciliteter så som fælles reception, kantine, mødelokaler osv. Erhvervsdelen vil kunne rumme virksomheder fra 15-20 personer og opefter.

Kontaktpersoner:

Jens Kramer Mikkelsen gennem Carsten Arlund, 2075 1701

Bjørn Nielsen, Nordkranen, 2888 8930

ØrestadsParkering fejrer i dag rejsegilde på sit første P-hus i Ørestad City. Det ligger som nabo til Ørestad Gymnasium med indkørsel fra arne Jacobsens Allé.

 

Parkeringshuset er tegnet af Henning Larsen Architects og det samlede areal udgør ca. 10.000 kvadratmeter, heraf ca. 3.500 i kælderen. P-huset forventes allerede at være klar til brug i april 2007.

”Vi glæder os meget til at modtage Ørestads beboere og ansatte som kunder i dette første parkeringsanlæg, der sætter en høj standard for de kommende parkeringsmuligheder i Ørestad. Der er lagt stor vægt på komfort og æstetik,” siger direktør i ØrestadsParkering, Peter Wittsten.   

Let at parkere

347 biler i seks forskudte etager er parkeringsanlæggets kapacitet. Kørevejene bliver ensrettede og syv meter bredde, så der er rigelig plads til at passere biler, der er ved at parkere.

Ramperne mellem parkeringshusets etager bliver 4,5 meter brede, hvilket er væsentligt bredere end normalt. Det bliver således let at komme rundt og let at svinge ind på næste etage. Selve parkeringspladserne bliver 2,5 meter brede.

Dagslys i det meste af huset

Parkeringshuset bliver opført i betonelementer, og den synlige facade mod Nordre Landkanal og cykelruten udføres med åbne lameller i stål, som er betrukket med hårdt træ. Dermed sikres god ventilation i huset, og der vil være behageligt dagslys på fem af de seks etager.

Huset bliver lyst og trygt at færdes i. Vægge males hvide og trapper forsynes med glasdøre. Huset forsynes tillige med en elevator med niveaufri adgang til alle etager og til udearealet på taget.

Rekreativt område

I samarbejde med Ørestad Gymnasium indrettes det fælles udeareal på parkeringshusets tag med opholds- og sportsfaciliteter til brug for gymnasiet og de tilstødende bolig- og kontorprojekter. Her vil der blive indrettet volleyball bane, siddegrupper og beplantning.

Parkeringshuset er det første af cirka 17 parkeringshuse og anlæg i Ørestad City og Ørestad Syd. I mens de opføres, etablerer ØrestadsParkering midlertidige parkeringspladser i terræn som f.eks. anlægget på Kay Fiskers Plads.

Når Ørestad City og Ørestad Syd er færdigudbygget, er det målet, at der maksimalt bliver 200 meter til det nærmeste parkeringshus. Der kan være lidt længere, mens der bygges, da de midlertidige parkeringspladser placeres på grunde, der endnu ikke bygges på.

Kontakt:

Peter Wittsten via Carsten Arlund

T: 2075 1701

Kom ud og oplev Københavns nye bydel, Ørestad Syd, søndag den 4. februar, hvor der er åbent hus i udstillingspavillonen fra kl. 13-16.

 

Find drømmelejligheden blandt de forskellige boligprojekter til salg i Ørestad Syd. Oplev, hvordan det bliver at bo midt i København og midt i naturen i en levende bydel med butikker, caféer, skoler, sport, kontorer, parker og kanaler. Alt sammen omgivet af 2.000 hektar fredet natur med plads til alle.

Når I har fået frisk luft og inspiration nok, kan I snuppe en kop kaffe og tage en snak med Ørestadsguiderne.

For de voksne – åbent hus

Få alt at vide om, hvordan det bliver at bo i Københavns nye bydel, og bliv blandt de første til at besøge prøvelejlighederne og reservere drømmeboligen, som findes i alle prisklasser. Bagefter kan I gå en tur på Kalvebod Fælled og nyde naturen i jeres nye baghave.

Vi mødes i udstillingspavillonen ved Vestamager station, Ørestads Boulevard 192, 4. februar kl. 13-16.

For børnene – kom og leg

Kom og leg på Naturlegepladsen Himmelhøj. Leg græshoppe i Insekt-skoven, gem dig i Rævehulen og hold øje med hjorte, ræve, mus og vadefugle fra Amager Arken.

Kommende åbent hus-arrangementer i Ørestad Syd:

Søndag d. 8. april

Søndag d. 15. april

Søndag d. 27. Maj

Læs mere om åbent hus og følg udviklingen af den nye, spændende bydel Ørestad Syd på www.orestadsyd.dk

Kontakt:

Lars Mortensen

Direktør

Tlf: +45 33 11 17 00

Mobil: +45 20 75 17 03

Entreprenørmaskiner, mænd med hard hats og byggekraner. Der er heftig aktivitet i Ørestad. I 2006 er mange flyttet ind i bydelens nyopførte lejligheder, nye kollegie- og ungdomsboliger er blevet taget i brug og samtidig er startskuddet gået til udviklingen af et helt nyt bykvarter i Ørestad Syd.

 

Ørestad Syd

2006 var året, hvor der blev taget hul på et helt nyt bykvarter; Ørestad Syd. Området kommer til at ligge syd for Øresundsmotorvejen og grænse op til det enorme naturområde Kalvebod Fælled.

Lokalplanen blev politisk vedtaget ved årsskiftet 2005/2006, og allerede i januar måned kunne Ørestadsselskabet offentliggøre salget af godt 190.000 etagemeter byggeret til boliger i Ørestad Syd, svarende til ca. 2.000 boliger. Køberne er seks konsortier, der hver har fået til opgave at udvikle en karré, som primært skal indeholde boliger, men også erhverv.

Den 2. november blev arkitektplanerne for byggerierne så offentliggjort. De favner bredt – fra klassiske lejlighedsbyggerier til utraditionelle og nærmest skulpturelle huse. Blandt arkitekterne er den amerikanske arkitekt Steven Holl, Bjarke Ingels fra BIG Group, tegnestuerne Vandkunsten, Entasis, Kim Utzon Arkitekter og Vilhelm Lauritsens Tegnestue.

Salget af de første lejligheder er allerede gået i gang, alt i mens der arbejdes med at bygge Ørestad Syds infrastruktur – veje, pladser, søer etc.

Ørestadsselskabet udskrev også en international konkurrence om indretning af Ørestad Syds pladser og byrum. Konkurrencen er åben for alle, men henvender sig især til arkitekter og landskabsarkitekter, gerne i samarbejde med fx etnologer, antropologer eller kulturgeografer.

Ørestad Syd er omfattet af Danmarkshistoriens hidtil mest omfattende lokalplan. I alt 1.2 mio. kvadratmeter boliger, erhverv og offentlige institutioner vil i de kommende årtier skyde op og danne et helt nyt byområde. Når kvarteret står færdigt bliver det det tættest befolkede i Ørestad – på sigt vil bydelen få op mod 10.000 beboere, mens yderligere ca. 15.000 mennesker får deres daglige gang på vej til eller fra arbejde.

Indflytning i DR Byen

Første spadestik til Danmarks Radios fire fodboldbaner store multimediehus i Ørestad blev taget tilbage i 2002. Siden har der været heftig aktivitet på byggepladsen.

I 2006 flyttede 2.500 af DR’s medarbejdere ind i deres nye hus.

DR Byen er med sine gader, kontorer, overdækkede pladser, redigeringsfaciliteter og studier lige nu den største arbejdsplads i Ørestad – det nye multimediehus er ved at udvikle sig til en by i byen. Endnu mangler dog kronen på værket – den store koncertsal, tegnet af den franske stjernearkitekt Jean Nouvel. Koncertsalen forventes at stå færdig i 2008.

Nye boliger til byens studerende

Tre nye boligbyggerier for unge studerende blev taget i brug i sommer. Der er i alt 765 nye kollegie- og ungdomsboliger i både Ørestad Nord og -City.

Bikuben Kollegiet, der er tegnet af den Århusianske tegnestue AART blev – med sine 117 værelser – indviet i august. Også det cirkelrunde Tietgenkollegiet slog dørene op for 360 studerende. De kommer til at bo i en af Københavns smukkeste bygninger – et byggeri der tilmed er indstillet til den prestigefyldte Mies van der Rohe-arkitekturpris, der uddeles i Barcelona til maj. I Signalhuset i Ørestad City flyttede 288 unge beboere ind på klubværelserne.

Fælles for ungdomsboligerne er, at der bestemt Ikke er tale om discountbyggerier. Tiden, hvor et kollegieværelse var ensbetydende med en lille, grå betoncelle i en kedelig 70’er ejendom, er slut. I dag er der lækre designerkøkkener i rustfrit stål, motionsrum og tagterrasser. Alt sammen i arkitektonisk spændende byggerier.

De mange nye kollegie- og ungdomsboliger sætter en tyk streg under Ørestad som en mangfoldig bydel med både ejer-, andels- og lejeboliger og ungdomsboliger.

Unge, veluddannede københavnere

Analyseinstituttet Gallup tog i efteråret temperaturen på bydelen ved at spørge mere end 2.000 af bydelens nye tilflyttere om deres baggrund.

Analysen viste, at hele 71 % af beboerne i Ørestad er under 40 år. Til sammenligning er tallet 48 % i resten af København. Godt to tredjedele – nærmere bestemt 69 % – har en videregående uddannelse, mens tallet er 39 % for resten af byen.

Ørestad har flere børnefamilier end resten af København; 28 % af de adspurgte har hjemmeboende børn, mens tallet for København er 25 %. Desuden er andelen af Ørestadsborgere under 30 år større end i resten af byen (33 % mod 23 %).

I vurderingen af en række forskellige forhold i Ørestad vurderes ’arkitekturen’, ’shoppingmulighederne’ og ’det generelle bybillede’ som bydelens største aktiv.

Ifølge Danmarks Statistik er der pr. 1. oktober 2006 registreret 2.688 beboere i Ørestad.

Libeskind planen

I juni kunne NCC Property Development i samarbejde med Ørestadsselskabet og Steen og Strøm løfte sløret for en 105.000 etagemeter stor helhedsplan i Ørestad City nær Field´s og Øresundsforbindelsen tegnet af den verdensberømte polsk/amerikanske arkitekt Daniel Libeskind. Helhedsplanen er bygget op omkring åbne, attraktive offentlige rum, som anlægges i et forløb, der sammen med de tilstødende bygninger giver området en karakter, der leder tankerne hen på Københavns middelalderbys byrum.

Kvarteret skal overvejende anvendes til serviceerhverv, kontor og hotel. Endvidere planlægges etableret op til 10 % boliger i det ene af de to centrale tårne og som penthouse lejligheder i nogle af kontorbygningerne. Den første indflytter i området er fundet – det er hotelkæden Cab Inn, som i 2008 åbner et hotel med 700 værelser tegnet af Daniel Libeskind himself.

Livet mellem husene

En af de helt store udfordringer, når man bygger en ny bydel, er at skabe gode betingelser for et spændende og alsidigt byliv mellem husene. Zulu Sommerbio i Byparken, musikfestivalen Public Service, Ørestadsløbet og den årlige dansefestival for børn og unge er blot nogle af de mange arrangementer, der fandt sted i Ørestad i 2006. Og året sluttede vanen tro med tænding af juletræet på Kay Fiskers Plads.

For yderligere at støtte op om det spirende byliv har Ørestadsselskabet – i samarbejde med en anden københavnsk byudvikler; Københavns Havn – taget initiativ til at skabe Bylivsgruppen. Gruppen fungerer som et sekretariat, som skal føre gode ideer, der især styrker hverdagslivet, ud i livet. I 2006 stod Bylivsgruppen bl.a. bag tre Storbypicnics. Den ene fandt sted på Kalvebod Fælled lige syd for Ørestad.

Kontakt:

Jens Kramer Mikkelsen, via Lars Mortensen

T: 2075 1703

Som opfølgning på aftalen om at udvide den eksisterende Metro med en Metro Cityring og samle arealudviklingsaktiviteterne i havnen og Ørestad har Ørestadsselskabet indledt et tættere samarbejde med Københavns Havn.

 

Samarbejdet kommer til at omfatte en bred vifte af forhold: Byudvikling, infrastruktur, parkering, markedsstrategier, markedsføring, information, økonomistyring og it.

De to selskaber vil også bistå de respektive ejere i arbejdet med etableringen af et fælles selskab. Dette arbejde vil ske i et tæt samarbejde med de to virksomheders ejere og bestyrelser.

Begge virksomheder er enige om, at samarbejdet sker på grundlag af to uafhængige og selvstændige selskaber, og derfor skal der ikke træffes konkrete forretningsmæssige beslutninger.

For at koordinere arbejdet er der nedsat en arbejdsgruppe med Ørestadsselskabets administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen som formand og med deltagelse af administrerende direktør Karl-Gustav Jensen, Københavns Havn og direktør Michael Soetmann, Ørestadsselskabet.

”Vi etablerer nu et samarbejde, som sigter på en egentlig fusion. Det betyder, at det nye selskab kan være fuldt operationsdygtigt fra den dag, hvor en ny lovgivning træder i kraft. Begge virksomheder ser frem til samarbejdet”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

”Den nye aftale mellem Staten og kommunerne betyder også, at Københavns Havn nu kan sætte fuld kraft på arbejdet med at forberede byudviklingen ved Århusgade. Målet er 2.000 boliger og 200.000 m2 erhverv", siger Karl-Gustav Jensen, Københavns Havn A/S.

931 små, skæve og inspirerende historier. Det er resultatet af en stor konkurrence, som de besøgende på hjemmesiden www.orestadsyd.dk har kunnet deltage i den seneste tid.

 

I konkurrencen har deltagerne så levende som muligt skulle skrive om deres interesse for det nye bykvarter, Ørestad Syd. Det er der kommet en lang række gode historier ud af. 39 årige Claus Gade Sørensen er manden bag den ene af dem. I dag kunne han stikke 100.000 kroner i lommen.

Claus løb med 1. præmien for sit originale eventyr om en prinsesse med storbydrømme og en frø med hang til store åbne landskaber. Sammen finder parret i sidste ende – og i bedste eventyrstil – lykken i Ørestad Syd.

”Det er et klassisk eventyr, men med et humoristisk tvist. Inspirationen har jeg hentet i min og min kærestes egen boligsøgning. Det er ikke altid lige nemt at få puslespillet med boligdrømmene til at gå op. Vi vil på den ene side ikke for langt væk fra byen, og vi kan på den anden side godt lide den ro og mulighed for fordybelse, som naturen giver,” fortæller den glade vinder, der i første omgang planlægger at fejre gevinsten med sushi og en god flaske champagne.

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har siddet med i det dommerpanel, der har læst og vurderet de mange indkomne besvarelser:

”Der har været mange spændende og fantasifulde besvarelser. Men vinderen formår med sit eventyr at indfange områdets helt unikke kvaliteter. Bydelen har nemlig på én og samme tid store bymæssige kvaliteter såvel som en umiddelbar nærhed til naturen. Her er store grønne områder, og alligevel er man takket være en god infrastruktur aldrig mere end 10 minutter fra City,” siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.

Foruden borgmester Klaus Bondam består juryen af repræsentanter for de mange projektudviklere, der i den kommende tid opfører boliger i det nye bykvarter.

Konsortierne er JM Danmark, Essex, City Development, Kuben, AREEA, Arkitektgruppen, St. Frederikslund, Dansk Olie Kompagni og Høpfner samt Sjælsø gruppen.

Udskrivelsen af konkurrencen er led i en fælles koordineret markedsføring. Projektudviklerne i Ørestad Syd er gået sammen, om det overordnede mål at sætte spot på kvarteret som et moderne supplement til det gamle København.

”I stedet for at konkurrere indbyrdes om de samme boligkøbere, har projektudviklerne i Ørestad Syd sammen med Ørestadsselskabet forenet kræfterne om et overordnet mål; nemlig at skabe kendskab til og interesse for Ørestad Syd. Og det er også nødvendigt, for vi har at gøre med et omfattende byudviklingsprojekt. Det er ikke hvert årti, man bebygger et byområde, der omfangsmæssigt svarer til en mellemstor dansk provinsby,” siger administrerende direktør i Ørestadsselskabet Jens Kramer Mikkelsen.

Foruden 1. præmien på 100.000 kroner, har der været seks Christiania cykler på højkant i Ørestad Syd-konkurrencen.

Frøen, prinsessen og Ørestad Syd

”Der var en gang en prinsesse og en frø. De elskede hinanden og ønskede at leve sammen for evigt. Prinsessen ville have liv, butikker, aktivitet og mennesker omkring sig. Hun ville derfor kun bo i hovedstaden, som rigtige prinsesser gør. Frøen ville have åbne landskaber, natur, vandhuller, lys og luft. For han var en rigtig frømand.

Men AK! Intet sted i kongeriget kunne opfylde både frøens og prinsessens ønsker.

Men en dag læste de eventyret om Ørestad Syd.

De kunne næsten ikke tro deres egne ører og cyklede øjeblikkeligt til den skønne by ved verdens ende. Ikke så snart var de ankommet, førend de mødte et eventyrligt syn: De vidunderligste landskaber, de fineste butikker, den dejligste mad og den smukkeste arkitektur.  

Solen skinnede, fuglene kvidrede, og ænderne snadrede.   

Det var sandelig et eventyrligt sted for både prinsesser og frømænd, og her levede de lykkeligt til deres dages ende med alle deres små prinsessefrø. Og det er ganske vist.”

Der er livlig aktivitet i Ørestad City. De første beboere flytter ind i det nye boligbyggeri Horisonten, mens der samtidig fejres rejsegilde på nabogrunden.

 

De kommende dage vil flyttebilerne holde i kø foran et nyopført boligbyggeri i Ørestad City. Der er indflytning i de første af i alt 182 blandende ejer- og lejelejligheder i PensionDanmarks byggeri Horisonten.

Nogle af facaderne er hvide, andre steder er de beklædt med rødbrune eller sandfarvede teglsten. Nogle steder er der gulv-til-loft vinduer, mens der andre steder er der store, åbne altaner. Og endelig er byggeriet opført med en varierende højde på tagryggen. Samlet set fremstår byggeriets arkitektoniske udtryk således særdeles varieret.

Horisonten er tegnet af arkitektfirmaet Arkitema, der tidligere har slået stregerne til blandt andet Kobbertårnet i Københavns Nordhavn og desuden er involveret i skabelsen af flere andre projekter i Ørestad – bl.a. eget københavnerdomicil i Ørestad Nord, der samtidig vil indeholde boliger, erhverv og butikker.

Boligerne i Horisonten er beliggende med Ørestad Citys store grønne område Byparken som nærmeste nabo og gåafstand til både Amager- og Kalvebod Fælled. Byggeriet består af tre længer, der danner et stort, åbent gårdrum. Det er tanken, at gårdrummet sammen med den fælles tagteresse skal danne rammen om det fælles sociale liv i bebyggelsen.

Ulrich og Bozena Haslund er blandt indflytterne i Horisonten. Det unge par flytter snart ind i deres nye 3-værelses lejlighed.

”Vi har længe været på udkig efter et nyt sted at bo. Vi ville finde et sted, hvor vi for det første ikke skulle bruge en masse tid og penge på istandsættelse, og hvor vi samtidig har lyst til at bo i mange år. Det tror jeg, vi har fundet her,” fortæller Ulrich Haslund.

”Lejligheden er funktionel og lys – og har en helt fantastisk udsigt direkte ud over Byparken. Og bydelen er samtidig spændende, fordi den kombinerer bymæssige kvaliteter som for eksempel spændende arkitektur, med en helt unik nærhed til naturen. Vi kommer til at bo i byen, men med naturen lige udenfor vinduet. Det glæder jeg mig helt vildt til,” slutter Ulrich Haslund.

Boligerne i Horisonten fordeler sig med henholdsvis 80 ejer- og 102 lejelejligheder.

Læs mere om boligerne: www.horisonten-boliger.dk

Rejsegilde – Det Flexible Hus

I dag fredag den 24. november er der rejsegilde på boligbyggeriet Det Flexible Hus. Boligerne er – ligesom Horisonten – beliggende umiddelbart ud til Byparken i Ørestad City.

Det Flexible Hus får 126 ejerlejligheder på mellem 80-113 m2. Nogle af boligerne opføres i to plan, og alle har stor altan i hele lejlighedens facadebredde.   

Huset opføres af Kuben. Og som navnet antyder, er der tale om et nyt og anderledes boligkoncept, hvor boligerne kan varieres, tilpasses eller udvides alt efter behov.

Boligerne tilbyder en unik fleksibilitet, idet køberne får mulighed for at påvirke lejlighedernes planløsning. Hvis man brug for en stor stue eller et ekstra børne- eller arbejdsværelse, så kan man altså få det. Desuden er der mulighed for at vælge en bolig i flere plan, hvilket selvfølgelig giver endnu en dimension i udnyttelsesmulighederne.

Det Flexible Hus opføres i flere niveauer på mellem otte og 12 etager. Resultatet er et hus med et markant men afvekslende arkitektonisk udtryk.

Boligerne forventes klar til indflytning i sommeren 2007.

Læs mere om boligerne: www.detflexiblehus.dk

Julen og vinteren står for døren. Og igen i år danner bydelen Ørestad rammen om en række spændende arrangementer for både børn og voksne. Vi bringer her et lille udpluk af årets tilbud i afdelingen for julehygge og nissespas.

Nisseskattejagt og vinterfugle

Søndag den 26. november kl. 14 er der nisseskattejagt. Børnene slippes løs i Ørestad Syd og på Kalvebod Fælled, hvor jagten går ind på en hemmelig juleskat. Vinteren er en hård tid for fuglene. Efter skattejagten giver Danmarks Naturfredningsforening og Ørestads naturvejleder gode råd om, hvordan man bedst fodrer ænder, svaner og småfugle. Man kan også bygge sin egen foderkogle til småfuglene i haven.  

Juletræstænding

Fredag den 1. december kl.16.30 tændes lysene på Ørestads store juletræ på Kay Fiskers Plads (ved Ørestad Metrostation). Ørestadsselskabet byder på saft, gløgg og brunkager, mens underholdningen leveres af Ørestad Revy og hornorkesteret SAS Brass Band. Også byens Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam lægger vejen forbi og ønsker alle en glædelig jul. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Luciaoptog med DR Radiobørnekoret

Onsdag den 13. december kl.16-17 spreder DR Radiobørnekoret julestemning. Det sker ved det traditionsrige Luciaoptog i Field's. Koret synger på scenen ved Metrotorvet ca. kl. 16.20, hvorefter optoget fortsætter videre rundt i Field´s. DR Radiokoret består af 48 drenge og piger i alderen 9-11 år. Koret er en del Radiopigekorets korskole.

Fotoudstilling – livet i en ny bydel

Ørestad er præget af bygninger i glas, stål og beton. Brede boulevarder og monumental arkitektur. Men kan man leve et helt almindeligt familieliv midt i en bydel, hvor alt er nyt? Fotograf Nils Lund Pedersen har fulgt beboerne i fire lejligheder i VM HUSENE en sommerdag 2006. De – en single, to par og en børnefamilie – lukkede fotografen indenfor og lod ham skildre, hvordan de har skabt sig et liv i den nye bydel. Det er blevet til en fængslende fotoudstilling, som kan ses fra den 25. november og frem til 2. januar i Arne Jacobsen loungen i Field´s lige ved siden af Magasin.

Albertes Juleshow

I december måned underholder Alberte med julesange og -historier. Med sig har Alberte sit juleorkester bestående af Jan Rørdam på guitar, Benjamin Koppel på sax og piano samt Rune Harder Olesen på slagtøj. Albertes juleshow kan opleves ved Metroindgangen i stueetagen i Field´s hver lørdag og søndag kl. 14. Og hver dag i ugen op til jul kl. 16 – dog ikke lørdag den 23. december.

Julemanden

På vej til og fra de mange arrangementer i Ørestad kan du være så heldig at møde julemanden. Han har nemlig valgt at give rensdyrene en velfortjent pause og i stedet tage Metroen fra den 18-23. december.

Sammen med bygherrer og arkitekter løfter Ørestadsselskabet i dag sløret for, hvordan det nye bykvarter Ørestad Syd kommer til at se ud.

 

De første seks karréer omfatter 190.000 etagemeter blandet erhvervs- og boligbyggeri i forholdet 30% erhverv og 70% boliger.  

De første byggegrunde i Ørestad Syd blev solgt i januar 2006. Siden har bygherrer og arkitekter været i løbende dialog med Ørestadsselskabet om at skabe en samlet struktur for den nye bydel. De konsortier, der har købt jord i Ørestad Syd, har hver især udarbejdet et karréplansforslag – altså et forslag til en samlet bebyggelsesplan for de enkelte karréer.

En karrégruppe med deltagelse af Ørestadsselskabet og Københavns Kommune har vurderet de enkelte forslag ud fra en række overordnede planlægningsparametre – bl.a. kvarterets infrastruktur og øvrige bebyggelser.

Det er disse karréplaner og dermed byggeriernes indpasning i den overordnede struktur for Ørestad Syd, der nu er blevet endeligt godkendt.

”Med de første karréplaner på plads har vi taget et stort skridt mod tilblivelsen af det nye bykvarter. Nu tegner der sig et tydeligt billede af Ørestad Syd. Og jeg er sikker på, at det bliver en spændende bydel – en bydel hvis unikke kendetegn bliver en fantastisk beliggenhed umiddelbart ud til Kalvebod Fælled store, fredede naturarealer,” siger administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen. Han fortsætter:

”Målsætningen har hele tiden været at skabe en samlet bydel, der også er et sted, man gerne vil bo og arbejde om 100 år. Vi har gennemført karréplanprocessen netop for at nå denne målsætning – det har været med til at give en overordnet struktur for hele byudviklingsprojektet.”

De mange nye byggerier i Ørestad Syd er tegnet af en række anerkendte danske og internationale arkitekter. Holdet af arkitekter består blandt andre af den verdensberømte, amerikanske arkitekt Steven Holl, danske Bjarke Ingels fra BIG Group samt tegnestuerne Vandkunsten, Entasis, Kim Utzon Arkitekter og Vilhelm Lauritsens Tegnestue.

Fælles for projekterne er, at de alle er placeret på de attraktive byggegrunde på kanten af Ørestad og umiddelbart ud til Kalvebod Fælleds store fredede arealer. Mødet mellem by og natur er da også et gennemgående tema i det arkitektoniske udtryk i flere af projekterne. Flere af husene åbner sig mod fælledens natur og udnytter samtidig nærheden til fire store søer, der anlægges længst mod syd.     

Stadsarkitekt i Københavns Kommune Jan Christiansen kommenterer planerne for Ørestad Syd:

”Med de karréplaner, der er offentliggjort i dag tegner den nye bydel til at blive en fremadskuende og vellykket bymæssig bebyggelse. Sammenlignet med andre internationale byudviklingsområder er Ørestad Syd uden tvivl noget af det bedste, man kan finde. Det virker nærmest som om, arkitekterne har konkurreret indbyrdes om at skabe de mest spændende byggerier, og resultatet er ganske enkelt i verdensklasse. Trods de mange spektakulære byggeprojekter står man alligevel tilbage med en fornemmelse af et bykvarter med en god helhed, og jeg er meget spændt på, at se det færdige resultat.”

Når Ørestad Syd står færdig bliver kvarteret det tættest befolkede af de fire bykvarterer i Ørestad – på sigt vil bydelen få op mod 10.000 beboere, mens yderligere ca. 15.000 mennesker får deres daglige gang på vej til eller fra arbejde.

De seks konsortier der står bag de nye karréplaner er:

JM Danmark, Essex

City Development

Kuben, AREEA

Arkitektgruppen

St. Frederikslund, Dansk Olie Kompagni og Høpfner

Sjælsø gruppen

Yderligere pressematerialer og fotos i høj opløsning fra de enkelte konsortier kan hentes på: www.orestad.dk/PM2NOV