Ørestad ligger på kanten af Naturpark Amager og giver beboerne en helt særlig adgang til naturen. De lange lyse aftener inviterer til oplevelser ude – og i år kan du fejre Sankt Hans både i naturparken og i Ørestad Nord, hvor der bydes på bål, fællesskab og sommerstemning.
Sankt Hans i Naturpark Amager den 23. juni kl. 18.30 – 20.00
Ved Naturcenter Amager inviteres der traditionen tro til Sankt Hans med bål i det åbne landskab, båltale og fællessang i naturskønne omgivelser. Arrangementet finder sted syd for naturcentret og samler hvert år mange mennesker omkring bålet.
Der er mulighed for at tage picnickurv med eller købe mad undervejs, og aftenen indledes med velkomst og båltale, inden bålet tændes.
Arrangementet er forankret i samarbejdet omkring Naturpark Amager med Naturstyrelsen som central aktør.
Læs mere på Naturpark Amagers hjemmeside
Sankt Hans i Ørestad Nord den 23. juni kl. 16.30 – 19.00
På Grønningen i Ørestad Nord kan du i år fejre en børnevenlig Sankt Hans med skattejagt, musik og bål tidligt på aftenen, så hele familien kan være med.
Arrangementet har rødder tilbage til 2011 og er i dag en af Ørestads ældste tilbagevendende traditioner, opbygget over mange år af lokale kræfter og deltagere.
Det er Grundejerforeningen Ørestad Nord, der står bag arrangementet, som hvert år samler beboere fra hele bydelen omkring fællessang og bål.
Læs mere på Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaugs hjemmeside
Naturkoncerter i Naturpark Amager
Onsdag den 10. juni dannede pavillonen ved Byskoven i Naturpark Amager rammen om en særlig sommeraften med korsang, naturfortællinger og udsigt over vandet ved solnedgang. Et succesfuldt koncept som gør opmærksom på naturparkens muligheder og som vi gentager til september.
Over 100 deltagere fandt vej gennem naturparken sidste onsdag – gående, cyklende og i enkelte tilfælde roende – for at opleve Ørestad Kor og naturvejleder Jes Aagaard, der bandt koncerten sammen med fortællinger om naturen omkring os.
Aftenen var samtidig en anledning til at tage et af parkens nye steder i brug. Pavillonen og badezonen ved Byskoven er en del af de nye faciliteter i Naturpark Amager, som er etableret for at give bedre adgang til naturen og vandet.
Nu er vi i gang med næste skridt: At afprøve, hvad stederne kan bruges til.
Naturkoncerterne er et eksempel på, hvordan partnerskabet bag Naturpark Amager arbejder med nye formater, hvor kultur flytter ud i landskabet, og hvor naturen ikke bare er baggrund, men medspiller. Mange af sangene tager netop afsæt i årstiderne og naturen – som motiv, som stemning og som spejl for det menneskelige.
Samtidig er arrangementerne med til at pege på de steder i naturparken, som mange københavnere endnu ikke kender – og invitere flere indenfor.
Faciliteterne er udviklet i et partnerskab mellem By & Havn, Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune – med støtte fra Nordea-fonden, Lokale og Anlægsfonden og Friluftsrådet.
Den 16. september inviterer vi til endnu en naturkoncert. Denne gang ved Søndre Pumpehus – et andet af parkens særlige steder, hvor der nu også er etableret en miniudstilling om områdets historie og pumpernes funktion.
