PFA og NREP fortsætter retailudviklingen i Århusgadekvarteret

3. februar 2020

PFA og NREP fortsætter retailudviklingen i Århusgadekvarteret

Siden 2015 har By & Havn og NREP ejet, udviklet og drevet butiksmiljøet i Århusgadekvarteret. Med fokus på bæredygtighed, et klart manifest og med områdets butiksarealer placeret i et fælles selskab, er der på rekordtid skabt et unikt og blomstrende handelsmiljø. PFA køber nu selskabet. Dog bevarer NREP en mindre ejerandel og vil fortsat stå i spidsen for at udvikle områdets handelsliv.

I løbet af de sidste fem år har By & Havn og NREP i fællesskab udviklet by- og handelslivet i Århusgadekvarteret. Ved at samle områdets retailarealer under et fælles, strategisk manifest og i et fælles selskab (Nordhavn P/S), er det på rekordtid lykkedes at skabe et bæredygtigt, varieret og unikt detailliv i en helt ny københavnsk bydel. Nu sælger By & Havn og NREP selskabet til PFA, der ønsker at fortsætte en langsigtet og sund udvikling af områdets detailhandel.

nordhavn092

For By & Havn har involveringen i detailhandelsselskabet især haft til formål at sikre detailhandlen en god start i det nye område, til glæde for Århusgadekvarterets beboere og fællesskabet og livet i bydelen generelt. Og det har været en stor succes.

Vi er glade for at have været med til at igangsætte og udvikle en god detailhandel i Århusgadekvarteret, hvor der har været fokus på at tilbyde beboerne i området et forretningsliv med stor variation og høj kvalitet. Det har resulteret i, at der nu er to supermarkeder i Århusgadekvarteret. Kvarteret har desuden fået en ny luksusbiograf, BigBio, lige før årsskiftet. Der er adskillige specialforretninger at handle i og masser af muligheder for at spise og gå på café. By & Havn har været fødselshjælper i dette projekt, og med salget til PFA mener vi, detailhandelsselskabet kommer på gode hænder, der sikrer et langsigtet engagement, til gavn for områdets beboere og brugere.

Udviklings- og salgsdirektør Michael Soetmann, By & Havn.

Med en mindre ejerandel fortsætter NREP sit arbejde med at finde de rigtige lejere og udvikle retailkonceptet i Nordhavn P/S.

”Der er mange eksempler på, hvor svært det er at skabe liv i nyudviklede byområder. Men med en klar vision er det lykkedes godt her i Nordhavn, som er blevet et område man følger og forsøger at lære af, både i og uden for Danmark. Inden længe åbner endnu flere spændende koncepter, blandt andet et innovativt apotek, et unikt cykelværksted, en ølbar og flere restauranter, også fra den øverste hylde. Det er tydeligt, at både beboere og københavnerne i det hele taget nyder kvarterets blanding af tilbud, og vi glæder os til at videreføre ambitionerne sammen med PFA. Snart genåbner viadukten til Århusgade og med to nye metrostationer starter et nyt, spændende kapitel for området,” siger Thomas Riise-Jakobsen, partner i NREP.

Nordhavn009-1600px

PFA har ønsket at erhverve selskabet med henblik på at gennemføre den næste fase af detailhandelsudviklingen og –driften i området. PFA ønsker at være langsigtet ejer af selskabet i Århusgadekvarteret, som pensionsselskabet har stor interesse i, bl.a. på grund af PFAs eget domicil, der er hjemmehørende i området.

”PFA er beliggende i Nordhavn, og vi har et ønske om at bidrage aktivt i vores nærområde. Det betyder, at vi selvfølgelig ønsker at tage et aktivt ejerskab, og derfor har vi valgt at gå langsigtet ind i denne investering for at drive og udvikle en sund byudvikling af området, som kommer beboere til gavn. Da det er lykkedes at skabe et varieret univers af oplevelser forankret i nødvendighedsdrevet retail og bæredygtighed, passer investeringen rigtig godt ind i vores samlede ejendomsportefølje,” siger Mikael Arne Fogemann, chef for Danske Ejendomme i PFA.

Salget og overdragelsen af detailhandelselskabet Nordhavn P/S sker med virkning fra 31. januar 2020.

Kontaktinformation:

Kommunikationschef i By & Havn. Kristian Wederkinck Olesen: T. 3053 5004

Kommunikationschef i NREP, Jon Black Andersen: T. 3066 6697

Seniorpressekonsulent i PFA, Rune Lindberg: T. 4032 2901