Onsdag den 13. december kan du få en særlig stemningsfuld oplevelse og møde nordhavnsbeboerne, hvis du tager til Sandkaj i Nordhavn. Her vil cirka 15 helårsbadere med lys i badehætterne og farverige svømmetasker hoppe i vandet i badezonen og svømme luciaoptog. Lidt tidligere på dagen finder det traditionsrige Lucia i Kajak sted i havneløbet og kanalerne.
Svømmende Luciaoptog i Nordhavn
Vejrudsigten på onsdag lover mellem minus tre og nul grader i luften og cirka tre grader i vandet. Men der skal mere til at afskrække de lokale helårssvømmere, der for fjerde år i træk svømmer luciaoptog i badezonen ved Sandkaj.
Arrangementet begynder kl. 18.30, hvor der vil blive serveret bl.a. glögg og lidt sødt til tilskuerne. Kort efter stemmer koret Vocal Frostbite i og underholder med traditionelle julesange.
Klokken 19 kaster gruppen af luciasvømmere badekåberne og hopper i vandet. De er alle erfarne helårssvømmere, der enten er iført våddragt eller alene badetøj. Nogle bærer neoprenhandsker og sko for at holde varmen. Selve optoget i det kolde, mørke havnevand varer cirka 12 minutter.
Det er en uforglemmelig oplevelse at være med. Os svømmere har et fantastisk sammenhold og stor kærlighed til havet og havnen, og det er rørende at opleve alt lyset i mørket og glæden hos alle de fremmødte. Det vigtigste i det kolde vand er at få styr på vejrtrækningen og mærke, hvordan kroppen lige så stille finder sig til rette i vandet.
Susan Vinzents Jensen, beboer på Østerbro og arrangør af H2O Svømmende Lucia
Sidste år var der cirka 300 tilskuere, som trodsede vinterkulden for at tage del i den særlige begivenhed. Mange er fra lokalsamfundet i - og omkring - Nordhavn. Susan Vinzents Jensen er arrangør sammen den lokale idrætsforening, Nordhavn IF. Arrangementet er støttet af Grundejerforeningen i Århusgadekvarteret, Østerbropuljen og By & Havn.
Det er et meget stemningsfuldt arrangement, og for os er det vigtigt at være med til at skabe nye traditioner i en relativt ny bydel som Århusgadekvarteret i Nordhavn. Det svømmende Luciaoptog bringer beboerne sammen omkring den særlige oplevelse. Man synger en julesang sammen, får en god snak og ønsker hinanden en glædelig jul over et glas glögg og lidt julegodter. Det vil vi gerne støtte, så traditionen kan bide sig fast i lokalsamfundet.
Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.
Lucia i Kajak
Kan du ikke få nok af Luciatraditionen og Københavns Havn, så er det også den 13. december, det store kajakoptog i inderhavnen finder sted. I hundredvis af kajakker med lyskæder og roere i udklædning deltager i optoget, der i de seneste år er blevet et kæmpe tilløbsstykke – især fordi ruten er lagt, så det er let at følge med rundt og opleve lyshavet i havneløbet og i de mørke kanaler.

Det flydende optog begynder ved Kayak Bar på Børskaj kl. 17, hvor koret synger ved kajen. Herfra går turen nordpå til Nyhavn, hvor optoget og koret kan opleves fra kl. 17.15.
Kl. 17.45 rammer optoget Christianshavn, hvor det ses bedst fra broen ved Christianshavns Torv. Videre til tredje stop ved Blox kl. 18.10 og fjerde stop ved Højbro Plads kl. 18.30. Herfra går turen retur til henholdsvis Kayak Republic og Kayak Bar kl. 18.45.
Hvis du elsker julen, mørket og havnen, er det sejlende optog en oplevelse, du ikke må gå glip af. Det er magisk, når den syngende og sejlende kortege af kajakker roligt glider gennem havneløbet og byens historiske kanaler.
Hvis du er på cykel, kan du sagtens opleve både kajakoptoget og derefter sætte kurs mod Sandkaj, hvor det svømmende Luciaoptog finder sted!
Hent appen, fordi du elsker havnen
Hvis du selv har lyst til at sejle kajak – eller kan lide at bade, så download By & Havns app, KBH HAVN. Her finder du altid forslag til kajakruter, kajakudlejning, badesteder og ikke mindst information om vejr, vandtemperatur, strøm osv. i havnen. Du downloader appen til din telefon både på dansk og engelsk på byoghavn.dk/app