Tirsdag aften blev Naturpark Amagers udsigtstårn ved Asger Jorns Allé i Ørestad Syd indviet med taler, lys i mørket, fællessang, varm gløgg og æbleskiver. Københavnerne og beboerne i Ørestad har fået endnu en god grund til at tage ud i naturen.
Fra tårnets øverste etage er der udsigt over Kalvebod Fælleds store vidder til Pinseskoven i syd og Fasanskoven mod vest. Fra den mellemste etage, er der udsigt ind over Ørestads skyline.
Udsigtstårnet fungerer som en tydelig port til det storslåede naturområde lige på kanten af Ørestad og København og er støtte af Nordea-fonden, Friluftsrådet og By & Havn som en central del af et stort udviklingsprogram for Naturpark Amager. Miljøminister Magnus Heunicke indledte aftenens talerrække efterfulgt af uddelingschef Christine Paludan-Müller fra Nordea-Fonden, forperson Annesofie Bjerre fra Friluftsrådet samt adm. direktør Anne Skovbro fra By & Havn.
Miljøminister Magnus Heunicke er begejstret for, at den bynære natur er blevet endnu mere tilgængelig for københavnerne, og indledte sin tale med at gøre opmærksom på, hvor kort afstand der er fra Københavns Rådhusplads til det nye udsigtstårn.
Et fokuspunkt for alle fire talere var københavnernes muligheder for at komme ud i naturen i Naturpark Amager. Her er det nye udsigtstårn, som ligger i umiddelbar forlængelse af Asger Jorns Allé og Vestamager Metrostation, med til at gøre naturen tilgængelig. Her kan man mødes og opleve fælleden fra oven, nyde den spektakulære udsigt og blive klogere på områdets natur, dyr og historie via formidling i lyd, tekster og billeder i tårnet.
Udsigtstårnet for enden af Asger Jorns Allé er en af tre nye hovedindgange i helhedsgrebet for Naturpark Amager. Herudover er der også etableret bade- og sejladsfaciliteter ved vandet, som Naturpark Amager også ligger opad. Til sammen skal faciliteterne understøtte københavnernes brug af det 3.500 hektar store varierede naturområde tæt på Københavns centrum.
Det er visionen, at Naturpark Amager skal opleves som ét sammenhængende område med vild natur, der forbinder den tætte by med naturens åbne vidder, skove og kystlandskaber. Partnerskabet bag Naturpark Amager består af Naturstyrelsen, By & Havn, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune, som arbejder sammen om den videre udvikling af det store grønne område midt i hovedstadsområdet.

Det var en smuk aften i Naturpark Amager, hvor omring 200 mennesker trodsede kulden for at fejre det nye udsigtstårn. Efter de fire taler sang Ørestad Kor et par sange om fugle, som kan opleves i naturparken - hvorefter alle fremmødte stemmede i til en fællessang.