Nyt byrum til unge (piger) udvikles i samarbejde med skoleelever

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 02. maj 2022.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

2. maj 2022

Nyt byrum til unge (piger) udvikles i samarbejde med skoleelever

Et nyt byrum tilegnet unge mennesker er på vej i Nordhavn. Det er udviklet sammen med elever i udskolingen fra to nærliggende skoler, og der har været særligt fokus på at skabe et byrum med aktiviteter til piger, da forskning viser, at de ofte bliver tilskuere til drenges aktiviteter i teenage-årene.

Under Orientkajs metrohøjbane tæt ved havnen og Nordhavns første havnebusstoppested er et nyt byrum på vej. Det kommer til at tale til sanserne med vild og blomstrende bevoksning langs kanterne, et stort skulpturelt træmøbel, der bugter sig gennem byrummet, forskelligartet belysning og et område til dans og træning med bl.a. trampoliner og et stort spejl.

Byrummet, der forventes at stå klar i slutningen af 2023, er udviklet til de 13-18 årige i tæt samarbejde med op mod 90 elever fra de to nærliggende skoler Randersgade Skole og Copenhagen International School. Og så er det designet med særligt fokus på, at piger skal have lyst til at bruge det og være aktive.

Et æstetisk byrum der ikke stiller krav

Forskning viser, at pigers idrætsdeltagelse falder kraftigt i teenageårene, og det går ud over deres sundhed. Den tendens afspejler sig også i mange af byens såkaldte ”aktive byrum”, hvor boldbaner, parkour-anlæg og skateparker oftest indtages af unge drenge, mens pigerne bliver tilskuere til aktiviteterne.

Derfor er visionen for byrummet under metrohøjbanen, at det skal være et sted som pigerne – og andre der almindeligvis ikke er aktive i byen – også har lyst til at indtage og bruge. Det fortæller Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn:

Vi vil gerne skabe et byrum, der tilbyder noget til dem, der almindeligvis sidder og kigger på, at de andre hopper og springer. Undersøgelser viser, at det især er unge piger, og derfor er vi gået til dem. Samtidig kunne vi se, at der mangler et sted i Nordhavn til den unge aldersgruppe.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Gennem det seneste år har der været et tæt samarbejde med elever i udskolingen fra Randersgade skole og Copenhagen International School for at skabe det helt rigtige byrum til målgruppen. Gennem interviews, gåture og en workshop er det blevet tydeligt, hvad de unge piger efterspørger.

Vi kan se, at det er vigtigt for pigerne, at byrummet taler til sanserne, og at der ikke er spilleregler eller krav til, hvad man skal lave, som der eksempelvis er med en fodboldbane. De vil gerne selv definere og udforske stedet. Og så skal der være flere forskellige brugergrupper, der bruger byrummet så man kan spejle sig i de voksne eller interagere med drengene.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Resultatet er blevet et byrum under overskriften ”en grøn opholdsstue”, som er udviklet ud fra syv principper, der fremkom i analysen og samarbejdet med eleverne. Det store skulpturelle træmøbel, der bugter sig hele vejen igennem byrummet, skaber små nicher i byrummet, så man kan være mange sammen men også tale i mindre grupper, fordi pigerne motiveres af det sociale og dannelsen af fællesskaber. Trampoliner, et spejl og en danseplads åbner op for den kreative leg uden stringente regler, og samtidig giver et træningsområde mulighed for mere klassiske fysiske aktiviteter, så det tiltrækker flere brugergrupper af byrummet. Beplantningen og belysningen taler ind i ønsket om et sanseligt byrum. Planterne bliver af mere vildtvoksende karakter og om aftenen vil lys i bedene danne skyggespil op på metrohøjbanen, der hænger som et loft over byrummet.

Tegningerne af byrummet præsenteres løbende for de to skoler i løbet af maj og juni.

FAKTA

  • 1500 m2 stor aktivitetsplads
  • Stationsnært og overdækket af metrohøjbanen
  • Ligger tæt på et kommende p-hus, hvor stueetagen får udadvendte funktioner
  • Særligt målrettet unge fra 13-15 år
  • Der er særligt fokus på pigerne, der på baggrund af flere studier og undersøgelser, peger på en tendens hvor netop denne gruppe er inaktive i byens rum.
  • For at nå målgruppen blev der i efteråret 2021 iværksat en dybdegående undersøgelse særligt målrettet piger i aldersgruppen 13-15 år foretaget af rådgivningsvirksomheden BARK Rådgivning.
  • Byrummet forventes at stå klar i slutningen af 2023

De syv principper for udviklingen af byrummet

Byrummet er udviklet ud fra syv principper. Principperne er fremkommet på baggrund af både eksisterende viden, ekspertinterviews og analysen af det kvalitative feltarbejde på Østerbro og i Nordhavn.

  1. Mødested: Pigerne motiveres af det sociale samvær og fællesskabet i brugen af byen. Derfor skal byrummet skabe rammer for kommunikation og dannelsen af fællesskaber.
  2. Understøt gåtur og lavintens aktivitet: den lavintense aktivitet dyrkes. Forskning viser, at piger oftere oplever byrummet på vej til et mål i stedet for byrummet som et mål i sig selv. Det er derfor vigtigt at indtænke passager, stier og ruter gennem byrummet for at inkludere pigernes bevægel­sesaktiviteter.
  3. Destination: Pigegrupperne er særligt tiltrukket af steder, der udmærker sig visuelt eller sanseligt, og disse steder bliver destinationer, som pigerne genbesøger og kobler deres fælles minder til. En mar­kant æstetik eller en særlig sanselig oplevelse kan være med til at skabe stedet som et fælles navngivet mødested i vennegruppen og indgå som en del af deres digitale sociale liv på Instagram, TikTok, Snapchat mv. Stedets støttefunktioner i form af mulighed for at købe snacks, mad og drikke i nærheden er også vigtigt.
  4. Et sted for flere brugergrupper: både voksne man kan spejle sig i og andre jævnaldrende at forholde sig til og interagere med herunder drenges aktiviteter.
  5. Facilitér aktiviteter: Der skal være mulighed for at skabe forskellige begivenheder. Eksempelvis loppemarkeder, tegne- og graffitiworkshop, pop-up aktivi­teter, rulleskøjteløb og lign. som kan motivere piger til at være aktive i byen.
  6. Et sted der ikke stiller krav: Pigegrupperne udforsker og indtager forskellige rum i byen på deres egne præmisser. Undgå derfor klart definerede faciliteter der inviterer til konkurrencepræget aktivitet med klare regler og krav og muliggør i stedet aktiviteter, som ikke er fast definerede.
  7. Åbent for forandring: Foranderlighed i trends og aktiviteter karakteriserer de unge. Byrummet skal derfor være åbent for forandring også efter udviklingsprocessen. Der skal være plads til, at de unge selv kan være med til at skabe indholdet af aktiviteter på stedet og invitér dem gerne ind i udviklingsprocessen.

 

Sådan blev de unges ønsker undersøgt

By & Havn har samarbejdet med BARK Rådgivning og arkitektfirmaet Keingart Space_Activators om processen og byrummets udformning. BARK Rådgivning har foretaget en dybdegående antropologisk undersøgelse af pigernes brug af byen og afholdt en workshop for eleverne. Keingart har på den baggrund tegnet byrummet.
Processen bestod af:

  • Fire gåture rundt i lokalområdet og samtale om brug af byrummene med pigegrupper fra 8.-10. klasse fra hhv. Randersgade Skole og Copenhagen International School (walk’n talk)
  • En workshop for ca. 85 udskolingselever
  • Præsentation af Byrummet til kommentering hos eleverne
  • Præsentation af det færdigtegnede byrum

Derudover er der foretaget desk research af eksisterende forskning og undersøgelser samt ekspertinterviews med hhv.

  • Jens Troelsen, professor og institutleder for Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. Tidligere forskningsleder for forskningsenheden Active Living.
  • Ane Rottbøll Jørgensen, projektleder ved Københavns Kommune, Afdelingen for Bæredygtig Udvikling, Børne- og Ungdomsforvaltningen