Torsdag den 8. maj markerer By & Havn i tæt samarbejde med Københavns Kommune, Nordhavn IF, NorVin, Kajakklubben Nordhavn og Nordic Strong åbningen af den nye brygge på Stubkaj i Nordhavn – komplet med dyppezone, der vil glæde både vandglade børn og vinterbadere.
Bryggen, der er tegnet af WERK, har allerede tiltrukket mange lokale og besøgende, som nyder områdets afslappede stemning og aktive muligheder.
Stubkaj og havnefronten summer i forvejen af liv med et rigt klub- og foreningsliv, og den nye brygge tilfører området endnu flere kvaliteter – en 98 meter lang og 14 meter bred træbrygge, der giver plads til opbevaring af mere end 60 kajakker og samtidig giver plads til en dyppezone med justerbar bund, så den udgør det perfekte badested for børn i sommersæsonen, mens bunden sænkes i vinterhalvåret, så vinterbaderne og brugerne af den lokale sauna kan nyde det kolde vand.
Projektet er realiseret i samarbejde mellem Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning og Teknik- og Miljøforvaltning. Kultur- og Fritidsforvaltningen har desuden støttet etableringen af dyppezonen med næsten én million kroner, der blandt andet er brugt til bundkonstruktionen i dyppezonen, hydraulik, badestiger og varslingsstander.
Rigtig mange københavnere bruger havnen som rekreativt område. Både om sommeren og vinteren. Derfor er det godt, at der nu kommer endnu en mulighed for at bade på en sikker måde med den nye dyppezone. Jeg ser gerne, at man i fremtiden kan bade mange flere steder i havnen, og hver ny bade- eller dyppezone er et skridt i den rigtige retning.
Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard (RV).
Et nyt rekreativt åndehul i Nordhavn
Bryggen rummer blandt andet et særligt kajakbibliotek, der er indlejret i selve konstruktionen. Det betyder, at den lokale kajakforening kan opbevare kajakkerne tæt på vandet, klar til brug. Der er samtidig etableret brede trapper, ramper og flydebroer, der gør det nemt og sikkert at få kajakkerne i vandet.
Med bryggen på Stubkaj skaber vi endnu en livlig og åben plads ved vandet i Nordhavn, hvor københavnere og gæster kan bade, dyrke sport eller bare nyde livet. Vi er glade for, i tæt samarbejde med Københavns Kommune, at have realiseret denne flotte træbrygge med en integreret dyppezone.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Officiel åbning den 8. maj
Den officielle indvielse af såvel brygge som dyppezone finder sted den 8. maj, hvor By & Havn i tæt samarbejde med Københavns Kommune, Nordhavn IF, NorVin, Kajakklubben Nordhavn og Nordic Strong byder velkommen til en fejring af Nordhavns nye aktive og levende mødested ved vandet.
Indvielsen finder sted fra kl. 16 til 18 og byder blandt andet på taler, børnesange, gratis sauna og muligheden for at vinde præmier, hvis man fanger den helt rigtige badeand.
