Nordhavns første park bliver til virkelighed: Anlægsarbejdet starter mandag den 17. februar

7. februar 2025

Nordhavns første park bliver til virkelighed: Anlægsarbejdet starter mandag den 17. februar

Mandag den 17. februar går arbejdet med at anlægge Kranparken – en 10.000 m² stor park på Svanemølleholm i gang. Det betyder, at de nærmeste naboer må forvente støj i en periode, men til gengæld kan de se frem til, at Nordhavns første større park står færdig i december 2025.

I mange år har området, hvor Kranparken nu skal anlægges, været præget af sin industrielle fortid, hvor skibe lossede og lastede materialer til byens udvikling. Men nu begynder et nyt kapitel for Svanemølleholm, når anlægget af Nordhavns første større offentlige park, der får næsten samme størrelse som Det Kongelige Biblioteks Have, bliver sat i gang. Her vil rå industrihistorie og moderne byliv smelte sammen i en grøn bypark, der inviterer til ophold, leg og fællesskab.

Parken vil tage form hen over de kommende måneder, og mens den første del af parken forventes færdig i sensommeren 2025, vil beplantning først blive afsluttet i december​ for at optimere vækstforholdene.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, ser frem til, at Kranparken står færdig:

"Kranparken bliver et vigtigt nyt mødested for både beboere og besøgende i Nordhavn. Parken skal danne ramme om fællesskab og aktiviteter i en unik beliggenhed ved vandet. Vi glæder os til at se visionerne for Kranparken blive til virkelighed og udvikle sig til et naturligt samlingspunkt i bydelen.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

En park med historie og byliv

Kranparken anlægges på Svanemølleholm, hvor der tidligere blev lastet og losset sand, grus og stenmaterialer. Området er i gang med en større transformation til et nyt bykvarter, og parken bliver et centralt element i denne udvikling​.

Designet tager afsæt i områdets historie, hvor elementer som kransporets arkitektoniske aftryk og gamle kajkanter indgår i parkens udformning. Et stort, åbent græsareal vil skabe plads til ophold og arrangementer, mens promenader langs havnen og den kommende Roerkanal, giver mulighed for gåture med udsigt til vandet​.

Udviklet i dialog med københavnerne

Visionerne for Kranparken er blevet formet gennem en åben proces med inddragelse af naboer, foreninger og brugere. Workshops og borgermøder har bidraget med idéer og ønsker til, hvordan parken bedst kan understøtte både den daglige brug samt ved større begivenheder​.

Når Kranparken står færdig, vil den blive en frodig og levende bypark i Nordhavn, hvor historie og moderne byliv smelter sammen.