Det skrider hurtigt fremad med det midlertidige byrum, som By & Havn er i gang med at anlægge ved Hannemanns Allé. Faktisk går det så hurtigt, at der kun mangler få elementer, før byrummet er klar til brug.
Terrænbearbejdningen er færdig; der er etableret solnedgangsplads ud mod fælleden, udkigspost lige ved siden af og et stort, bakket landskab, der giver mulighed for at finde læ i området.
Ud mod Hannemanns Allé er der etableret volde, som kan skærme mod billygter og støj. På voldene er der sat pil og marehalm, og i området mellem bakkerne er der plantet vilde blomster af forskellig slags. Planter og blomster skal have lidt tid til at komme op, men man kan allerede nu se grønne skud på voldene.
Til ophold og hvil er der blevet bygget bænke af gamle havnesten med brædder som siddeplads. Bænkene er blevet kørt til byrummet og vil blive placeret inden for de næste uger.
I området tættest på Royal Arena er der etableret aflange nyttehaver, som snart skal fordeles blandt beboere, som har lyst til dyrke salat, jordbær og morgenfruer i den nye, friske muld.
I den næste tid vil der blive sat yderligere beplantning og de sidste dele af byrummet vil blive færdiggjort. Har du spørgsmål til det nye byrum, kontakt projektleder hos By & Havn, Anne Rask Vendelbjerg på arv@byoghavn.dk
MIDLERTIDIGE BYRUM
Udviklingen af det midlertidige byrum mellem Hannemanns Allé og Nordre Fælled Kvarter er en del af By & Havns strategi om at forskønne udvalgte byggefelter, der ligger beboernært og har en tidshorisont på minimum 2 år. Funktionerne i området er valgt ud fra ønsker fra områdets beboere.
Byrummet er anlagt så bæredygtigt som muligt. Bænkene er bygget af gamle havnesten, stier mellem haverne er anlagt med fliser fra det tidligere PLUG N PLAY areal, og nogle af planterne er blevet flyttet fra et nedlagt område.
