Lars Barfoed bliver ny næstformand for By & Havn

9. oktober 2020

Lars Barfoed bliver ny næstformand for By & Havn

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har udnævnt Lars Barfoed som ny næstformand for bestyrelsen i By & Havn. Det sker efter, at den tidligere næstformand, Mads Lebech, er fratrådt for at blive direktør i A.P. Møller Fonden.

Det er en erfaren herre, By & Havn har fået på posten som ny næstformand. Lars Barfoed har en lang politisk karriere bag sig i Folketinget og i regering bl.a. som transportminister. Før han blev valgt ind i Folketinget var han bl.a. i syv år direktør for Finansrådet (nu FinansDanmark). I dag har Lars Barfoed sin egen rådgivningsvirksomhed.

Den nyudnævnte næstformand glæder sig til de nye opgaver og ser frem til samarbejdet med bestyrelse, direktion og selskabets medarbejde om de mange igangværende og fremtidige projekter.

By & Havn er en rigtig spændende virksomhed, der som udviklingsselskab i København står for ambitiøs og visionær byudvikling på et bæredygtigt grundlag af bl.a. Ørestad, Nordhavn, Sydhavnen, Vejlands Kvarter og i de kommende årtier Lynetteholm, og som samtidig driver Københavns Havn. Derfor er jeg rigtig glad for af transportministeren at være blevet udnævnt til at indtræde i selskabets bestyrelse som næstformand.

Lars Barfoed.

Formand i By & Havn, Pia Gjellerup, ser frem til samarbejdet.

Der er ingen tvivl om, at Lars Barfoed med sin brede erfaring fra såvel erhvervsliv som politik har et stærkt afsæt til som næstformand at medvirke til løsningen af de mange opgaver og udfordringer, som By & Havn står over for. Som tidligere transportminister kender han i særdeleshed til de store forpligtelser, man har i udviklingen af København – både over for de mange borgere, der har mange krav og ønsker til deres by, og samtidig over for de langsigtede politiske ønsker for udvidelsen af København, som både staten og kommunen ser frem imod. Det er et samarbejde, jeg glæder mig til.

Formand i By & Havn, Pia Gjellerup

Lars Barfoed tiltræder i By & Havns bestyrelse den 12. oktober 2020.