I Ørestad arbejder mange aktører både sammen og hver for sig for at skabe aktiviteter og byliv. Til august og september kan du opleve blandt andet en gadeteaterfestival og en kulturdag samt fuglesang og fortællinger om Naturpark Amager. Så sæt kryds i kalenderen allerede nu.
Gadeteaterfestival søndag den 24. august
Oplev gadeteater lige midt i gadebilledet, når Københavns Gadeteaterfestival indtager gader, pladser og parker i august. Fra den 24.-30. august 2025 besøger festivalen bydelene Ørestad/Amager Vest, Valby, Tingbjerg-Husum og Sydhavn og fylder dagene med sprudlende, spektakulære, intime og magiske teateroplevelser.
Tid og sted: I Ørestad foregår gadeteaterfestivalen i Ørestad Syd på Asger Jorns Allé og Den gule plads søndag den 24. august kl. 11.00 – 16.00.
Her kan du kravle ind i en kæmpestor hval og se børneteater, opleve de dansende paraplyer Rue des Dames, som er en intens og nærværende oplevelse, hvor du som publikum møder en performer én-til-én. Hvert møde varer kun tre minutter, men sætter dybe spor. Oplev også den store farverige blæksprutteinstallation Octopus Attack der snor sig op ad Generationernes hus på hjørnet af Asger Jorns Allé og Richard Mortensens Vej. Dagen byder også på gøgl, flere værksteder og hygge for hele familien.
Gadeteaterfestivalen i Ørestad Syd er arrangeret af Kultur Amager Vest (Ørestad Bibliotek) med støtte fra: By & Havn, KAB, Enemærke & Petersen, & Os Byggeselskabet og Bylivspuljen Ørestad Syd. Derudover er Københavns Gadeteaterfestival en del af Danmarks Internationale Gadeteaterfestival og er støttet af Kulturministeriet, Canada Arts Council, Spedidam , Adami, Københavns Scenekunstudvalg, Nordea Fonden, Spar Nord Fonden og Amager Vest Lokaludvalg.
Festivalen er gratis og for alle. Find hele programmet for Københavns Gadeteaterfestival på Brug Byen.
Fuglesang og fortællinger i Naturpark Amager onsdag den 10. september
Kom med til en aften i godt selskab med Jes Aagaard fra Naturstyrelsen og Ørestad Kor. Koret har en forkærlighed for sange med fugle, og synger denne aften et udvalg af danske og engelske sange. Blandt andet Jens Rosendals korsuite om vadehavsfugle.
Indimellem fortæller Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen, om dyrenes liv i Naturpark Amager og om de mange naturoplevelser, du kan få dig, når du bevæger dig ud i parken.
Aftenen er arrangeret af Ørestad Kor og parterne i Naturpark Amager, som består af Naturstyrelsen, By & Havn, Københavns Kommune, Tårnby kommune og Dragør Kommune.
Tid og sted: Kalvebod Tårn kl. 19.00. Udsigtstårnet ligger for enden af Asger Jorns Allé i Ørestad Syd, 2300 København S.
Tilmelding: Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Meld dig til via Billetto.
Under Åben Himmel – Ørestad Kulturdag lørdag den 13. september
Kom til en dag i forenings- og kulturlivets tegn. Med udgangspunkt i de tidligere Ørestad Kulturdage og Field’s endagsfestival Under Åben Himmel, som blev afholdt sidste år i anledningen af jubilæet for både Field’s og de første beboere i Ørestad, er en række parter i Ørestad gået sammen om at skabe fundamentet for en årligt tilbagevendende dag med fokus på Ørestads muligheder for aktiviteter. Her kan du møde lokale foreninger af enhver art og få indblik i, hvad de tilbyder af fritidsaktiviteter for dig eller dine børn.
Dagen byder også på underholdning på scenen, som er opstillet på pladsen bag ved Field’s i Ørestad City. Her kan du f.eks. opleve Teater GLiMT, Hr. Skæg og Wafande samt lokale sangere og musikere.
Kulturdagen er arrangeret af partnerskabet bag ’Under Åben Himmel – Ørestad Kulturdag’, som i år består af Ørestad IF, Field’s, By & Havn, ØICC og Balder Danmark A/S, og er støttet af Grundejerforeningen Ørestad City, Amager Vest Lokaludvalg og Bilka.
Tid og sted: Lørdag den 13. september kl. 10.00 - 17.00. Kulturdagen har sit centrum på pladsen bag ved Field’s i Ørestad City, men der foregår også masser af andre aktiviteter i Ørestad Idrætspark (bag ved Vestamager Metrostation), i Ørestad Street Park på Hannemanns Allé samt i Byparken.
Adgang til Kulturdagen er gratis og kræver ingen tilmelding.
Dagen er under planlægning og flere aktiviteter er i støbeskeen. Kig ind på kulturdagens website her, og kontakt arrangørerne på e-mail: cecilie@oicc.dk hvis du har spørgsmål, eller I som forening eller aktør i Ørestad gerne vil bidrage eller være med på dagen.
