Kom indenfor til havneseminar

7. juni 2019

Kom indenfor til havneseminar

By & Havn inviterer indenfor til fyraftensarrangement om udviklingen af Københavns blå byrum torsdag den 20. juni. Hør bl.a. om, hvad den helt nye havnestrategi betyder for livet og aktiviteterne i havnen.

 

Københavns Havn er blevet byens blå byrum, hvor vi mødes om kultur, foreningsliv og med gode venner. Det har medført nye behov og krav til havnens udvikling, og derfor lancerede By & Havn i april en strategi for udviklingen af den rekreative havn. Strategien er blevet til over et års tid med omfattende undersøgelser og mere end 80 interviews med aktører og brugere af havnen.

I dag er By & Havn i fuld gang med at omsætte målsætningerne i havnestrategien til virkelighed, og derfor inviterer selskabet alle brugere af havnen indenfor til et havneseminar den 20. juni, kl. 17-18.30.

Per Schulze, der er chef for Byliv & Byrum fortæller om det nye initiativ:

”En del af vores havnestrategi er, at vi gerne vil involvere havnens aktører i udviklingen af det enorme blå byrum, vi er så heldige at have i København. Både de eksisterende aktører og dem, der nysgerrige på at blive det en dag, for der skal være plads til at få alle ideer frem. Derfor kommer vi fremover som noget helt nyt til at invitere til havneseminar to gange om året, og vi glæder os rigtig meget til at byde indenfor til det allerførste arrangement her den 20. juni”.

Per Schulze, chef for Byliv & Byrum i By & Havn

Til det første havneseminar kan man høre mere om planerne i havnestrategien, om hvilke muligheder man har som ny eller eksisterende aktør i havnen, og man kan møde By & Havns medarbejdere, der hver dag arbejder for at gøre havnen til et rekreativt, inspirerende og trygt sted for alle.

Havneseminarerne er kun ét blandt flere tiltag, der skal skabe dialog og samarbejde med brugerne af havnen. I maj inviterede By & Havn alle med en god idé til en aktivitet i havnen til at indsende en ansøgning. På havneseminaret vil der blive fortalt om endnu flere tiltag.

Program for det første havneseminar:

  • Velkomst
  • Hvad indeholder havnestrategien – og hvad betyder den for vores havn?
  • Nyt partnerskab skal holde sikkerheden i top
  • Havneseminaret er brugernes råd
  • Nyt liv og nye aktiviteter i havnen
  • Dialog og netværk, kaffe og kage

Tilmelding og det praktiske:

Havneseminaret foregår den 20. juni kl. 17-18.30 i den gamle mødesal hos By & Havn på Nordre Toldbod 7. Til arrangementet vil der være en let forplejning. Tilmelding sker efter først til mølle princippet og foregår ved at sende en mail til havneseminar@byoghavn.dk senest den 17. juni.

Havnebussens linje 991/992 går lige til døren.