Christianshavn blev anlagt midt i farvandet mellem Amager og Sjælland i 1617. Byen var Christian IV’s påfund, men kongens nye by var i de første år ikke en stor succes. Indbyggerne lod vente på sig, da byen, som lå langt ude i vandet, forekom københavnerne uendeligt langt væk. Så hvordan blev Christianshavn alligevel et elsket københavnsk vartegn?
I begyndelsen af 1600-tallet lå København faretruende åben mod vandet. Der var behov for en beskyttende befæstningsring, der kunne skærme byens livsvigtige havn. Mere opmuntring behøvede kongen ikke og inden længe blev de første grunde udstykket med pæle, der blev rammet ned i vandet fra en båd og opfyldt med københavnernes affald og mudder fra havnen.
Men københavnerne lod vente på sig. Byen var ufærdig og sumpet og krævede mere opfyld og pilotering med træpæle. Om den ufærdige landvinding sagde Christianshavns egen byfoged endda, at det om vinteren sommetider var så højvandet “ [...] at man næppe tør sig vove udendørs en drik fersk vand at hente eller et stykke brød.”
Hør mere om hvordan Christianshavn blev til her og glæd dig til næste uges episode om krig og søforter i episoden I ly af Kejserens Tyskland.
Podcastserien er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn og i samarbejde med Københavns museum.
