Keder du dig? Kig forbi Ørestad Street Park …

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 11. juli 2025.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

11. juli 2025

Keder du dig? Kig forbi Ørestad Street Park …

En rå parkeringsplads kan danne grundlag for nye aktiviteter og sociale fællesskaber frem for at ligge stille hen. Igennem de sidste par år har By & Havn stillet et areal til rådighed for tre idrætsforeninger, og på Hannemanns Allé i Ørestad Syd er der nu rig mulighed for sjov motion og at deltage i hyggelige events over sommeren. Kom med til gratis barbecue og skateboardundervisning på søndag.

De tre foreninger Big Heart Skateboarding, Ørestad IF og Copenhagen Falcons har indrettet sig på parkeringspladsen, og med støtte fra Københavns Kommune og By & Havn, er der åbent for alle med aktiviteter som skateboarding, fodbold og rullehockey.

Igennem de sidste par år har foreningen Big Heart Skateboarding brugt muligheden til at give børn og unge i Ørestad og omegn gratis skateboardtræning, og arrangeret events på pladsen med stor tilslutning fra alle aldersgrupper. Det er events, hvor man - ud over at køre på skateboardramper – har kunnet male graffiti på en mobil væg med graffitimaler Peter Andersen, spille basketball med foreningen 3B3 og lege med fingerskateboards på små miniramper med instruktør Simon Andersen.

Carlos Veloso-Strange, formand for foreningen Big Heart Skateboarding, fortæller:

Den mulighed, vi har fået på Hannemanns Allé, har gjort, at vi har kunnet invitere til gratis træning med dygtige undervisere og købe materialer og forplejning til events. Og pladsen har givet os mulighed for at prøve ting af, som aldrig har været gjort før. F.eks. har vi eksperimenteret med at bygge mobile indendørs ramper i trailere. Og så har vi fået et miljø omkring fingerskateboarding op at stå. Det har faktisk udviklet sig til sin egen klub, som nu holder til i Bella Uno.

Carlos Veloso-Strange, formand for foreningen Big Heart Skateboarding.

For By & Havn giver det god mening at stille arealer til rådighed for midlertidige projekter, som kan bidrage til byliv og aktiviteter i Ørestad på den lange bane. Anne Skovbro, Adm. direktør i By & Havn siger:

By & Havn er altid glade for at kunne være fødselshjælper for foreninger og fællesskaber i et ungt bykvarter som Ørestad og være med til at få hverdagslivet til at trives og fungere. Det er en fornøjelse at se, hvor meget Big Heart Skateboarding har fået ud af parkeringspladsen på Hannemanns Allé. Vi håber, at beboere og besøgende i Ørestad har lyst til at deltage i alle de sjove aktiviteter.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Kom og vær med

Kig forbi Ørestad Street Park og benyt dig af skateboardramperne, fodboldbanen eller rullehockeybanen.

I løbet af sommeren inviterer Big Heart Skateboarding også til gratis barbecue og skateboardundervisning på pladsen:

☀️ Søndag d. 13. juli kl. 12-17

☀️ Søndag d. 3. august kl. 12-17

☀️ Søndag d. 17. august kl. 12-17

Arrangementerne kræver ingen tilmelding og deltagelse er gratis.

Fra mandag den 11. august er der igen mulighed for skateboardtræning samt at låne skateboard og sikkerhedsudstyr i foreningens container. Containeren holder åben, og der er bemanding i skateparken i følgende tidsrum:

  • Mandag, tirsdag og onsdag kl. 11-17
  • Torsdag kl. 11-18 (kl. 14-18 med skateinstruktør)
  • Lørdag kl. 10-14 (med skateinstruktør)
  • Fredag og søndag er containeren lukket

Ørestad Streethal

Big Heart Skateboarding har også masser af aktiviteter i Ørestad Streethal i Ørestad City. Kontakt instruktør Simon Andersen på e-mail: simon@bigheartskateboarding.com for at få en gratis prøvetime på et af holdene i Ørestad Streethal.

I uge 31 er der desuden FerieCamp i Ørestad Streethal med gratis aktiviteter for børn som f.eks. skateboarding, basketball, fingerskate, street art og boksning. Læs mere på Brug Byen

Big Heart

Big Heart Skateboarding er en folkeoplysende forening med hjemsted på Amager, som i dag er Danmarks største skateboardforening målt på antal medlemmer, aktiviteter, samarbejder og årlige events. Foreningen bygger på kerneværdierne Frihed, Fællesskab og Venner for Livet, og missionen er at gøre skateboarding og fællesskab tilgængeligt for alle – uanset alder, baggrund eller økonomi. Læs mere på foreningens hjemmeside og på foreningens Facebook-side.

Carlos_1920x1080

Formand for foreningen Big Heart Skateboarding Carlos Veloso-Strange får sig en velfortjent Faxe Kondi sammen med en bruger af Ørestad Street Park.

Fingerskateboard_1200x675

I forbindelse med aktiviteterne i Ørestad Street Park på Hannemanns Allé er der opstået et miljø omkring fingerskateboarding. Det har udviklet sig til en klub, som nu holder til i Bella Uno.