Havnen har været et trækplaster på trods af COVID-19

31. august 2020

Havnen har været et trækplaster på trods af COVID-19

I dag slutter badesæsonen i Københavns Havn officielt, og livredderne kan få en velfortjent vinterpause efter en sommer ud over det sædvanlige. For også i Københavns blå byrum har sommerlivet været præget af COVID-19 og det har bl.a. betydet, at havnen har været mere populær end nogensinde før.

De tre havnebade blev i starten af udstyret med retningslinjer for god badeskik, håndsprit, lyssignal og afstandsmarkører for at skabe en sikker adfærd og minimere smitterisikoen. Det har haft den ønskede effekt, men begrænsningen på antallet af vandhunde i havnebadene betød også, at besøgstallet er betydeligt lavere end tidligere år. 133.000 badegæster hoppede i vandet i år ved Fisketorvet, Sluseholmen og Islands Brygges havnebad fra den 8. juni til 31. august. Til sammenligning tog 203.000 en dukkert i havnebadene i samme periode sidste år. Det er et fald på 34%.

Men selvom tre bemandede havnebade ikke kunne tage imod lige så mange besøgende som i 2019, så hoppede københavnerne stadig i vandet. Det skete bl.a. i stor stil i de seks badezoner i Københavns Havn, hvor der ikke var samme begrænsninger på faciliteterne og ansvaret for en god adfærd har ligget på badegæsterne selv. Generelt er indtrykket, at gæsterne har været gode til at passe på hinanden og tage deres forholdsregler under badning, mens ophold på kajerne i de varme perioder har været udfordret på grund af pladsmangel og krav om afstand.

Ved Sandkaj, der er den største og mest travle badezone i havnen, blev der opsat afstandsmarkører og retningslinjer for god og sikker badeadfærd. Der har været næsten lige så mange badegæster i denne ene badezone, som i alle tre havnebade til sammen med knap 130.000 badegæster på tre måneder*. Det har givet udfordringer i år i forhold til de krav om afstand, som myndighederne har udstukket og By & Havn, grundejerforeningen og politiet vil sammen evaluere sæsonen med henblik på at løse nogle af de udfordringer næste år.

Det er fantastisk, at så mange har lyst til at bruge Københavns blå byrum og hoppe i havnen. I år har efterspørgslen været ekstra stor samtidig med at mulighederne for en kølende dukkert har været mindre, fordi vi skulle holde afstand. Det har løbende været en udfordring, hvor vi sammen med politi, kommune og andre har skulle bygge båden samtidig med, at vi lærte at sejle. Men en ting kan vi i hvert fald sige; Københavnerne har taget deres havn og de rekreative muligheder, den giver, til sig. Det er vi glade for i By & Havn og vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan imødekomme den store interesse for havnen samtidig med at sikkerheden holdes i top

Udviklingschef Per Schulze, By & Havn.

Havneværterne på arbejde

Der er også blevet badet uden for de ni badesteder i havnen og politiet, By & Havn og havneværterne har haft travlt med at oplyse om reglerne for badning, så havnen er sikker for alle og uheld kan undgås. Havneværternes registreringer viser, at de er gået i dialog med ulovligt badende mere end 1.000 gange i løbet af sæsonen.

Selvom sommerens badesæson med livredderbemandede havnebade afsluttes i dag den 31. august, er havnebadene ekstraordinært i år selvbetjente uden livreddere hele september fra kl. 06-22, og man kan året rundt tage en dukkert i én af de seks badezoner, der ikke er bemandet af livreddere.

Badegæster i havnebadet i Sydhavn

FAKTA

  • Fra den 8. juni til 31. august havde havnebadende 133.000 besøgende i 2020. I samme periode i 2019 var tallet 203.000.
  • Der er tre havnebade i København. På Islands Brygge, ved Fisketorvet og på Sluseholmen.
  • Havnebadene er kendetegnet ved, at de er bemandet med livreddere i dagtimerne hen over sommeren. Bassinerne har fast bund og kanter, og der er mange stiger. Havnebadene er åbne i sommersæsonen.
  • Derudover har havnen seks badezoner. Antallet af besøgende i badezonerne registreres ikke.
  • Badezonerne er ikke bemandet af livreddere og de kan benyttes året rundt. De er markeret med bøjer og flyderør, så der er ingen faste kanter eller bund. Badezonerne kan være mange meter dybe.
  • Når man benytter havnens ni badesteder er man i sikkerhed for trafik i havnen, og kvaliteten af badevandet bliver tjekket året rundt, så man ved, om vandet er rent nok til at bade i.

*tælleren registrer alle, der går ind på anlægget. Det vil sige at besøgende til det flydende aktivitetshus, som ikke hopper i vandet også tælles med. Samtidig registrerer tælleren ikke alle dem, der hoppper i vandet fra kajkanten.