Grønne Eng: I Ørestad Syd opføres et moderne og bæredygtigt bofællesskab

10. november 2022

Grønne Eng: I Ørestad Syd opføres et moderne og bæredygtigt bofællesskab

I går var der rejsegilde på Ørestads Syds fremtidige grønne bofællesskab, Grønne Eng, der, med sin placering, kommer til at ligge i første parket til fælledens spektakulære natur. Her bliver fælleshuset og de økologiske fællesspisninger livsnerven i det miljørigtige og bæredygtige bofællesskab, hvor beboerne også bliver en del af en el-delebilsordning.

I Ørestad Syd står det første miljørigtige bofællesskab færdigt i midten af juni 2023. Her kan EcoVillage, som er initiativtager, dermed overdrage og byde beboerne velkommen til en mindre økolandsby, hvor bæredygtighed og fællesskab indtager centrale roller - både økonomisk, socialt og i miljømæssig forstand. Det moderne byggeri, der er tegnet af Vandkunsten Arkitekter, består af 75 ejer- og andelsboliger i varierende størrelser med både etageboliger og rækkehuse i to og tre etager, som kan rumme forskellige aldersgrupper og familiestrukturer.

gronneEng4
gronneEng2

Grønne Eng kommer til at kile sig naturligt ind et område, hvor fælleden er den fredelige og naturskønne nabo og Ørestad, med de moderne strukturer og former, den anden nabo.

By & Havns adm. direktør Anne Skovbro ser frem til at det bæredygtige og miljørigtige bofællesskab flytter ind i Københavns yngste bydel.      

Grønne Eng kommer på bedste vis til at kombinere landsbyens stærke fællesskab med byens puls i en grøn og bæredygtig boform, som kommer til at bidrage til et mangfoldigt Ørestad med plads til sunde fællesskaber i forskellige afskygninger. Jeg har en tro på, at Grønne Eng, med sine sociale, økonomiske og bæredygtige fordele, kan inspirere til at der i fremtiden bygges flere bofællesskaber i storbyerne. Her i Ørestad kan vi for alvor se, at der gang i fællesskabsorienteret byggeri – bl.a. UN17 Village, Kanalgården, Atriet og her i Grønne Eng, som vil give liv og gode sociale rammer om det bæredygtige liv i Ørestad.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

I Grønne Eng er det grundideen, at man deles om de ting og funktioner, som man ikke har behov for i ens eget hjem, men som kan findes og bruges i fælleshuset. Derfor bliver livsnerven i bofællesskabet også det store fælleshus på cirka 1.000 kvm, der kommer til at indeholde fælleskøkken og spisesal, hvor beboerne kan nyde de faste ugentlige økologiske fællesspisninger. I huset bliver der også plads til gæsteværelser, motionsrum, cykelværksted, byttecentral og et fællesbibliotek. Den grønne dimension er også tænkt ind flere forskellige steder, da byggeriet blandt andet får taghaver, solceller på taget, elbils-deleordning og et fællesvaskeri, der bruger opsamlet regnvand. Og det er blot er nogle af de funktioner, som er integreret i byggeriet, der skal binde beboerne sammen i den grønne økolandsby i Ørestad Syd. 

GronneEng3

Et bæredygtigt byggeri

I Ørestad kan beboerne se frem til et bæredygtigt byggeri, der udmærker sig ved sine ressourcevenlige og grønne løsninger, og hvor de certificerede materialer i fremtiden, qua sin genanvendelighed, kan skilles ad og på ny kan genanvendes andre steder. Og netop derfor, er det ambitiøse byggeri også blevet DGNB-certificeret til guld, som sikrer, at det er blandt markedets mest miljø –og klimavenlige.

Læs mere om Grønne Eng her: https://www.eco-village.dk/orestad-syd-amager/

Fakta om Grønne Eng

  • Beboerne flytter ind den 15. juni 2023
  • Grønne Eng bliver i alt på 7468 m2 og kommer til at have et fællesareal på ca. på 1036 m2
  • Der kommer til at være 75 boliger i varierende størrelser fra 41 m2 til 116 m2:
    58 etageboliger, 9 rækkehus 2 etager og 8 rækkehuse 3 etager.
  • Bygherre er EcoVillage ApS, Fb Gruppen A/S og FB Grønne Eng ApS
  • Vandkunsten arkitekter har været rådgiver på arkitektur og landskab
  • Entreprenør er HLH Entreprise