I flot forårsvejr blev årets første guidede gåtur for nylig afholdt i Århusgadekvarteret. Her viste By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, rundt og fortalte om kvarterets arkitektur og facader, hvor referencer og historier til områdets havne- og industrihistorie nærmest viser sig på hvert gadehjørne i den dynamiske og unge bydel.
Allerede inden deltagerne havde fået kaffe i papkrusene og fået uddelt høretelefoner blev der talt om den positive og hastige udvikling, som Århusgadekvarteret har gennemgået i løbet af de sidste år, og her roste flere kvarterets vellykkede udformning og den store aktivitet og den megen leben, der er i kvarteret.
For i Århusgadekvarteret har udviklingen stort set ikke stået stille siden frihavnsgitteret blev fjernet i 2014, og københavnerne endelig fik mulighed for at besøge et af byens mest attraktive arealer. Et område, der tidligere fungerede som en frihavn, hvor offentligheden var forment adgang. I dag har kvarteret udviklet sig til at være dynamisk og pulserende med boliger og erhverv, der er bygget sammen med den eksisterende arkitektur, så de kulturhistoriske spor er bevaret og kvarteret i dag står som en helhed, hvor nye og gamle bygninger står side om side.
København er i hele 2023 verdens arkitekturhovedstad, og derfor var det nærliggende at invitere interesserede med på en guidet gåtur med fokus på kvarterets arkitektur og facader. I Århusgadekvarteret er der skabt en særlig arkitektonisk balance, hvor de kulturhistoriske bygninger er kombineret med nye byggerier, som er med til at sikre, at fortidens kulturspor og havneidentitet bevares og i dag tydeligt står frem. Det skaber en autentisk bydel, som vi selvfølgelig er stolte af og som vi glædeligt viser frem. Og hvad er mere ideelt end at vise bydelen frem under arkitekturåret.
adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn
Gåturen tog sin begyndelse på Göteborg Plads, hvor de to store cementsiloer fra 1979 står som ikoniske vartegn, inden turen gik mod Kanonhuset, Den Røde By og det stemningsfyldte Hollandske Kvarter for at slutte af med Kronløbsøen og The Silo.
Hvis ikke man havde muligheden for at deltage i gåturen, kan det anbefales at lytte til podcasten fra december 2022 ’RadioTegl’ med arkitekt og TV-vært Ane Cortzen, der på en gåtur i Århusgadekvarteret sammen med By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, går i dybden med de forskellige byggerier og facader, man møder på sin vej igennem gaderne i Århusgadekvarteret.
Afsnittet kan findes her og hedder ’Nyt liv i gammel bydel’.
