Driblinger, layups og et par solide fastbreaks satte tonen, da TunnelArena i går slog dørene op til den officielle åbning. Allerede fra første tipoff var der spilleglæde i hele hallen, og banerne blev hurtigt fyldt. Med åbningen får den tidligere tunnelelementfabrik et nyt, midlertidigt liv som fleksibel idræts- og kulturfacilitet, der skaber aktivitet og fællesskaber i Tunnelfabrikken.
Åbningen af TunnelArena markerer en vigtig milepæl i udviklingen af Tunnelfabrikken – et byudviklingsprojekt, hvor hallen gradvist omdannes til et åbent og levende sted med kultur, erhverv og fællesskab. Med TunnelArena kommer der liv og fællesskab i hallen, mens den store omdannelse tager form.
Det, vi bygger op her – fællesskaber, træningskultur og foreningsliv – kan leve videre og udvikle sig i nye rammer, efterhånden som området omkring Tunnelfabrikken tager form.
Ejendomsdirektør, Henrik Steenstrup, By & Havn.
Hallen i spil – nu og her
På åbningsdagen var hallen fuld af unge spillere, der tog hul på de nye muligheder med kampgejst og godt humør. Rammerne er fleksible og kan bruges til en bred vifte af aktiviteter, så både foreninger og lokale fællesskaber kan komme på banen. Derfor bliver beboere og forening i Nordhavn også inviteret indenfor i de nye omgivelser allerede i næste uge, så de får mulighed for at komme med deres forslag og idéer til, hvordan TunnelArena kan blive et aktiv for Nordhavn.
TunnelArena er etableret i samarbejde mellem BørneBasketFonden, By & Havn og Tunnelfabrikken – med støtte fra blandt andre Københavns Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Honoré Fonden, Junckers og STARK.
