Fire forskellige greb skal sikre input til Nordhavns nye kvarter

16. september 2026

Fire forskellige greb skal sikre input til Nordhavns nye kvarter

Københavnernes erfaringer og perspektiver skal bidrage til arbejdet med konkurrenceprogrammet for det kommende Nordsøkvarter i Nordhavn, inden masterplankonkurrencen udskrives i 2027. Derfor bliver der samlet input ind på fire forskellige måder - med et åbent hus og byvandring lørdag den 26. september som den afsluttende aktivitet i denne omgang.

Hvordan bruges Nordhavn i dag? Hvilke steder og kvaliteter betyder noget? Og hvad er vigtigt at have blik for, når et nyt kvarter skal udvikles?

Det er nogle af de input, der netop nu bliver samlet ind til det konkurrenceprogram, som går forud for masterplankonkurrencen for Nordsøkvarteret i 2027.

For at få så bredt og nuanceret et billede som muligt har By & Havn tilrettelagt omverdensengagementet med fire forskellige greb: et digitalt spørgeskema, pop-up-dialoger, en Urban Safari og et åbent hus med byvandring, hvor alle københavnere og engagerede aktører er inviteret.

Hver enkelt af de fire aktiviteter kan noget forskelligt. Det digitale spørgeskema skal give bredde og gøre det muligt at se mønstre i besvarelserne, mens de fysiske aktiviteter giver plads til konkrete erfaringer, dialog og input med udgangspunkt i de enkelte lokationer i Nordhavn.

Det digitale spørgeskema er tilgængeligt for alle i perioden fra den 7. august og frem til den 27. september. Her spørges blandt andet til deltagernes relation til Nordhavn, områdets kvaliteter og brug i dag, inspiration fra andre byområder og bud på, hvad der bør prioriteres i Nordsøkvarteret. Spørgeskemaet rummer både konkrete prioriteringer og åbne spørgsmål. Dermed kan besvarelserne både vise fælles mønstre og give plads til individuelle erfaringer og input.

Hvis du ikke allerede har deltaget i den online spørgeskemaundersøgelse, kan du nå at give dit besyv med her.

Pop-up-dialoger fanger de spontane input

Et andet greb er pop-up-dialoger der har fundet sted, hvor mennesker allerede færdes i og omkring Nordhavn for at få input fra mennesker, der ikke nødvendigvis vil opsøge et traditionelt borgermøde. Her er forbipasserende blevet inviteret til korte og uformelle samtaler med udgangspunkt i blandt andet et stort geografisk kort over Nordsøkvarteret. Samtalerne har haft fokus på steder, man bruger og holder af, områdets identitet, udviklingsmuligheder og udfordringer.

Dialogstationen har været en del af aktiviteterne ved Terminal13 under CPH Art Space, Nordhavn Station og PFA Harbour Run og på åbent hus mødet den 26. september vil pop-up stationen også være en del af arrangementet.

Det tredje greb er en Urban Safari, som er en guidet cykeltur med borgere, lokale aktører og fagpersoner, der undervejs vil drøfte områdets forskellige kvaliteter, udviklingsdilemmaer og emner som byliv, mobilitet, havn, natur, kultur, industrihistorie og identitet.

Formatet skal give en dybere forståelse af de enkelte steder og af de forskellige hensyn og afvejninger, der kan få betydning for udviklingen af Nordsøkvarteret.

Åbent hus og byvandring den 26. september

Lørdag den 26. september finder den fjerde og afsluttende aktivitet i denne del af omverdensengagementet sted, og her har alle mulighed for at deltage.

Fra kl. 10.00 til 13.00 inviteres københavnerne til åbent hus med oplæg, spørgestationer, underholdning for børn og efterfølgende byvandring i Nordhavn. Her bliver der blandt andet mulighed for at høre om, kommentere og nuancere de foreløbige indsigter fra det digitale spørgeskema, pop-up-dialogerne og Urban Safari inden inputtene samles og analyseres.

Åbent hus mødet den 26. september bliver på den måde bindeled mellem de forskellige former for involvering og den afsluttende opsamling, der skal indgå som inspiration i det videre arbejde med at udarbejde konkurrenceprogrammet for Nordsøkvarteret.

Vi håber at se rigtig mange til en god samtale om Nordhavn. Af hensyn til forplejningen beder vi om tilmelding til mødet her.