Fælledby klar til opsætning af byggepladshegn og natursikring i området

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 24. februar 2021.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

24. februar 2021

Fælledby klar til opsætning af byggepladshegn og natursikring i området

I dag begynder arbejdet med at etablere Fælledbys byggeplads og sikre nye levesteder for områdets beskyttede padder. Arbejdet indebærer blandt andet opsætning af byggepladshegn og paddehegn og etablering af grenbunker og stendige, som padderne kan overvintre og bosætte sig i.

Vinterens frost og sne er ved at have sluppet sit tag i København, og inden kalenderen byder på forår, sættes nu gang i det indledende arbejde med at anlægge Fælledby ved Vejlands Allé.  

Det første synlige resultat af arbejdet bliver et kombineret byggeplads – og paddehegn, som skal sikre mennesker og dyr mod byggepladsens kommende aktiviteter. Hegnet vil omkranse hele byggefeltet på nær områdets nordligste kratområde. Denne nordlige del af byggefeltet bliver først indhegnet senere på året, efter områdets beskyttede padder (stor vandsalamander) er vandret fra krattet til deres ynglevandhuller uden for byggefeltet. På kortet nedenfor vises, hvilke aktiviteter der kommer til at ske på byggefeltet frem til sommer.

Parallelt med opsætningen af byggeplads- og paddehegn vil Fælledby gå i gang med at anlægge erstatningslevesteder for padderne, også kaldet bilag IV-arter, som primært er observeret i det nordlige krat. Det er myndighedsbestemt af Københavns Kommune blandt andet via projektets VVM-tilladelse, at paddernes levevilkår ikke må forringes i forbindelse med udviklingen af Fælledby. Og det er et hensyn, som projektselskabet har haft stor fokus på i planlægningen af området. Det fortæller Erling Thygesen, der er projektudviklingsdirektør for Fælledby.

Fælledby skal være et boligområde i samspil med naturen. I planlægningsfasen har vi i samarbejde med Københavns Kommune fået grundigt undersøgt, hvordan vi bedst muligt kan mindske påvirkningen af naturen i byggefasen, og hvordan vi på sigt skaber gode levevilkår for både natur og mennesker. Vi er meget opmærksomme på, at der er beskyttede padder på dele af byggefeltet, og derfor sikrer vi også nye levesteder, inden byggeriet går i gang.

Erling Thygesen, projektudviklingsdirektør for Fælledby.

Erstatningslevestederne for områdets bilag IV-arter bliver placeret i yderkanten af byggefeltet, hvor der ikke skal bebygges, og kommer blandet andet til at bestå af et 430 meter langt stendige (se evt. lilla markering på ovenstående kort). I stendiget vil der blive indbygget ti frostfrie hulrum med grene og kvas, som padderne kan overvintre i. Ligeledes vil der blive etableret grenbunker i områdets kratområde, som også egner sig til nye levesteder.

Stendige placeret imellem byggepladshegn og paddehegn. Paddehegn forhindrer padder på byggefelt. Hævet byggepladshegn giver padder adgang til den omkringliggende fælled fra stendige. Rundt om resten af byggefeltet er opsat et kombineret byggepladshegn – byggepladshegn- og paddehegn i ét – som sikrer, at padderne ikke bevæger sig ind på byggefeltet under byggearbejdet,

En del af byggefeltet huser i dag områdets tidligere vandrerhjem, og disse bygninger går Fælledby nu også i gang med at rydde. Størstedelen af bygningernes inventar er givet væk til velgørende formål, og når selve nedrivningen af vandrerhjemmet tager fart, skal mest muligt fra bygningerne genbruges i det nye byggeri eller genanvendes på anden vis.

Vi lægger stor vægt på, at Fælledby skal være et byggeri med de højest mulige bæredygtighedsstandarder, og det gælder selvfølgelig også i arbejdet med at tømme grundens nuværende bygninger. Vi har et stærkt hold af dygtige rådgivere, arkitekter, entreprenører og almene samarbejdspartnere omkring Fælledby. Og vi glæder os meget til realisere det her nye og visionære projekt, så vi om godt fire år kan aflevere nøglerne til de første indflyttere, der kommer til at bo et fantastisk sted med udsigt og nærvær til naturen.

Erling Thygesen, Projektudviklingsdirektør for Fælledby.

FAKTA: Byggeaktiviteter

  • Når byggepladshegn m.v. er etableret, vil Fælledby gå i gang med at bearbejde jorden til at kunne bebygges (byggemodning).
  • Bearbejdningen indebærer blandt andet forkomprimering af jorden og jordopfyld.
  • En del af byggefeltets kratområde længst mod nord og en del af arealet ved områdets eksisterende sø, bliver ikke bearbejdet, og bevares, som det er.
  • Byggepladshegnet bliver et pladehegn i træ, som man kender det fra metrobyggeriet
    (cirka 2,5 meter højt).

FAKTA: Erstatningslevesteder

  • Når nye levesteder er etableret, vil Fælledby senere på foråret gå i gang med at flytte padder (bilag IV-arter) fra byggefelt til nye levesteder.
  • Der er kendskab til forekomst af spidssnudet frø og skrubtudse i nærområdet, og de vil blive flyttet sammen med stor vandsalamander, hvis de forekommer på byggepladsen.
  • Flytningen vil foregår af to omgange først i det lysåbne areal i april/maj og dernæst i områdets krat til juni.
  • Sikringen af paddernes levesteder er godkendt af Københavns Kommune, og indsamlingen og flytningen skal godkendes af Miljøstyrelsen.
  • Et paddehegn langs stendiget vil sikre, at padderne ikke får mulighed for at bevæge sig fra stendige til byggeplads under byggearbejdet.
  • Udover sikring af paddernes levesteder har Fælledby også afsøgt, hvordan evt. ynglende fugle på byggefeltets lysåbne areal ikke bygger rede og dermed forstyrres under det kommende arbejde med at bearbejde jorden.

FAKTA: Fælledby

  • Fælledbys projektområde er 18,1 hektar, og er placeret ud mod Vejlands Allé.
  • Når projektområdet er færdigudviklet vil 6,3 hektar af de 18,1 hektar bestå af grønne natur- og friarealer.
  • Herudover etableres cirka tre hektar by- og gårdrum, som bliver en blanding mellem stier, veje og grønne områder mellem og omkring områdets byggerier.
  • På cirka to hektar af området ligger i dag bygninger fra det tidligere vandrerhjem med tilhørende parkeringsplads.
  • Området har tidligere været planlagt til at skulle være campingplads, men Københavns Borgerrepræsentation har i februar 2021 godkendt ny lokalplan for området, der muliggør udviklingen af Fælledby.
20_10115608_159843qr442