I anledning af tronskiftet søndag den 14. januar 2024 sender By & Havn en stor tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe. I By & Havn har vi helt særlige minder fra den kongelige families mange årlige sommertogter med Kongeskibet Dannebrog, som årligt har stævnet ud fra Nordre Toldbod i København.
Søndag den 14. januar 2024 er en af den slags dage, som går over i historien. For første gang i 52 år oplever danskerne – og ikke mindst københavnerne – et tronskifte. Efter fem årtier på tronen og en beundringsværdig indsats som Danmarks statsoverhoved har Hendes Majestæt Dronning Margrethe II valgt at abdicere fra tronen og overlade kronen til den kommende Kong Frederik X.
I By & Havn har vi en perlerække af minder fra den kongelige families mange årlige sommertogter, statsbesøg og øvrige kongelige begivenheder på Nordre Toldbod i Københavns Havn.
Vi har derfor været i arkiverne for at finde de gamle fotografier af den kongelige families mange sommertogter med Kongeskibet Dannebrog frem. Sommertogterne er en årligt tilbagevendende begivenhed, og en del af den lange historiske tradition, der binder Kongehuset og Nordre Toldbod sammen.
ET ÅRHUNDREDE MED SOMMERTOGTER
Sommertogtstraditionen blev grundlagt af Kong Christian X, farfar til Dronning Margrethe II, og gik i arv til Kong Frederik IX og Dronning Ingrid. I sin tid som tronfølger rejste Dronning Margrethe II sammen med sine søstre hvert år fra havn til havn for at møde den danske befolkning. Som regent har Dronningen, sammen med Prins Henrik, holdt traditionen i hævd siden hendes tronbestigelse i 1972. Kronprins Frederik og Prins Joachim har været med ombord på Kongeskibet siden de var ganske små, og også Dronningens gravhunde får hver sommer afprøvet deres sødygtighed. Sommertogterne stævner ud fra Nordre Toldbod i København i maj og vender igen hjem til Toldboden i september. Både afsejlingen og landgangen er en festlig begivenhed, hvor Nordre Toldbod prydes af blomster, flag, rød løber – og ikke mindst glade københavnere.
Dronning Margrethe og Prinsgemalen går i land på Nordre Toldbod, omkring 1972. Foto: By & Havns arkiv.
STATSBESØG PÅ NORDRE TOLDBOD
Selvom lufthavnens åbning i 1925 har gjort de festlige modtagelser af statsoverhoveder til en sjældnere begivenhed, er det langt fra kun i forbindelse med sommertogterne, at Nordre Toldbod ruller den røde løber ud. Majestæten har nemlig flere gange i løbet af sin regentperiode modtaget verdens statsoverhoveder på Toldboden. Som i 1979, da Dronningen modtog det engelske regentpar Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II og Prins Phillip med Gardehusarregimentets Hesteeskadron, æresregiment, blomsterguirlander og splitflag.
Den seneste kongelige modtagelse på Toldboden foregik i sommeren 2023, hvor det norske Kongepar ankom til Nordre Toldbod med stor fanfare. Danmark og Norge er de eneste monarkier i verden, som stadig har et aktivt kongeskib.
Det norske Kongepar modtages af Dronningen, 2023. Foto: By & Havn
I RØG OG DAMP: 52 ÅR MED KANONSALUT
Tusindvis af kanonskud er i årenes løb blevet affyret fra Batteriet Sixtus, når de traditionsrige sommertogter indledes, eller andre officielle begivenheder finder sted på Nordre Toldbod. Holmens kanoner tages også i brug, når Dronningen afslutter et sommertogt.
Kongeskibet Dannebrog ligger altid ankret ved Bøje 1 i Københavns Havn, og det er fra skibets bagbord, at besætningen – som består af 9 officerer, 7 sergenter, 2 konstabler og 39 værnepligtige matroser – råber et trefoldigt leve for Dronningen. Fra Dannebrog sejles Dronningen ind til Nordre Toldbod i den kongelige chalup, og idet chaluppen passerer Batteriet Sixtus, lyder 27 brag fra kanonsaluteringen.
Dronningen og Prins Henrik ombord i chaluppen, 1984. Foto: Ingen kendte rettigheder, Fotograf ukendt, Nationalmuseet, Danmark.
Dronningen og Prins Henrik i chaluppen, 1984. Foto: Ingen kendte rettigheder, Fotograf ukendt, Nationalmuseet, Danmark.
EN VARM VELKOMST
Traditionen tro bydes Dronning Margrethe altid velkommen af bestyrelsesformanden, den administrerende direktør, havnebygmesteren og havnefogeden for By & Havn. Foruden de mange tilskuere, der hvert år stimler sammen på Toldboden for at hilse Dronningen velkommen.
Dronningen bydes velkommen på Nordre Toldbod af adm. direktør Anne Skovbro, havnebygmester Hans Vasehus og havnefoged Morten Johansen, 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
ET VELDUFTENDE KONGESKIB
Alle de buketter, som Dronningen modtager under sit sommertogt, kommer i vaser og sættes frem på Kongeskibet Dannebrog. Den første buket, Dronningen modtager i løbet af sommerens togt, er den buket, hun overrækkes af direktøren for By & Havn ved sin ankomst til Nordre Toldbod. Men i 2008 gik Dronningen ombord med mere end én buket. En lille pige blandt de fremmødte tilskuere rakte Dronning Margrethe to hjemmeplukkede tulipaner, og Dronningen tøvede ikke med at standse op for at tage imod de gule forårsblomster.
Dronningen modtager hjemmeplukkede tulipaner fra en pige blandt publikum, 2008. Foto: By & Havn.
JUBILÆUM OG HISTORIE
Dronning Margrethe nåede også at tage hul på sit sjette årti som Danmarks Dronning og dermed sit 50-års regeringsjubilæum i 2022. Dronningen afsluttede sit halvtredsindstyvende sommertogt med at indvie By & Havns udstilling ”Havnebygmesterens Studiesamling” og særudstillingen ”Nordre Toldbod til hverdag og kongelig fest”, og Majestæten kunne med sin ekspertise forøge By & Havns egen historiske viden om den traditionsrige kongelige forbindelse til Nordre Toldbod.
Dronningen i By & Havns udstilling Havnebygmesterens Studiesamling, 2022
By & Havn vil gerne sende en stor tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II for 52 år som Dronning af Danmark og de årlige sommertogter og mange øvrige royale begivenheder, der har fundet sted på Nordre Toldbod siden 1972.
