By & Havn opfører badebro – i Hellerup

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 22. juni 2019.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

22. juni 2019

By & Havn opfører badebro - i Hellerup

I går åbnede Hellerup Strands nye, 50 meter lange badebro, som er betalt af By & Havn. Når By & Havn bygger i nabokommunen, skyldes det en gammel aftale mellem By & Havn og Gentofte, hvor badebroen indgår som afværgeforanstaltning for udvidelsen af Nordhavn.

Allerede da nordhavnsudvidelsen blev besluttet i 2005, blev man klar over, at udvidelsen formentlig ville betyde nogle ændringer i bølgepåvirkningen ved Hellerup Havn. Det blev forudsagt i miljøvurderingsrapporten, som blev udarbejdet forud for udvidelsen.

Dette medførte protester fra Gentofte kommune, og det blev derfor besluttet, at By & Havn skulle finansiere en ny høfde ved Hellerup Havn.

Den nye høfde betød imidlertid, at der blev oplejret mere sand på Hellerup Strand, så derfor indgik Gentofte Kommune og By & Havn en ny aftale om, at By & Havn skulle finansiere en ny, 50 meter lang badebro.

”By og Havn har nu opfyldt enhver forpligtelse over for Gentofte Kommune, og såfremt broen imod forventning yderligere skal forlænges, er det et anliggende i Gentofte Kommune," siger By & Havns anlægschef og havnebygmester Hans Vasehus til avisen Villabyerne.

Badebroen har i alt kostet 1,335 mio. kr.