Traditionen tro afholdes det internationale rostævne Copenhagen Harbour Race igen i år i Københavns havn. Det foregår lørdag den 12. oktober fra kl. 12-15:30. Ruten går fra Langebro mod syd, hvor de store både foretager en vending tæt ved Slusen – og så tilbage igen først over mållinjen ved Langebro. Havnen syd for Langebro vil således være spærret for anden sejlads mens løbene afvikles i tidsrummet 12:00-13:00 og igen fra kl. 14:30-15:30.
Der er tilmeldt femogtredive robåde fra hhv. Danmark, Sverige og Tyskland, med otte roere og én styrmand i hver båd.
Såfremt det er yderst nødvendigt at sejle ind eller ud af de afspærrede områder i det pågældende tidsrum, kan der rekvireres bugseringshjælp ved Hjemmeværnets Marineafdeling. En aftale herom kan indgås ved at kontakte arrangør af Copenhagen Harbour race og formand for Københavns Roklub Niels Holmquist på tlf. 4011 3186, senest torsdag den 10. oktober.
Læs nyhedsbrevet fra sidste års rostævne, hvor Niels Holmquist fortæller historien om hvorfor vi i dag har Copenhagen Harbour Race i Københavns Havn: https://byoghavn.dk/lokale-roklubber-afholder-internationalt-rostaevne-i-weekenden/
Held og lykke til alle roere!
Du modtager denne nyhed, fordi du har tilmeldt dig By & Havns email service, hvor vi adviserer dig, når der er begivenheder, der midlertidigt kan påvirke sejladsmulighederne. For at tilmelde, afmelde eller ændre denne email service - klik her.
