Der bliver hele foråret mulighed for at sejle igennem ved ny dæmning i Prøvestenskanalen. Men vær opmærksom på, at du i perioder skal kontakte anlægsarbejdets entreprenør, hvis du ønsker gennemsejling i entreprenørens arbejdstid. Udenfor arbejdstid vil der være fri gennemsejling.
Dæmningen til Lynetteholms adgangsvej er ved at tage form i Prøvestenskanalen ud for indsejlingen til Københavns Motorbådsklub, og nedenfor følger opdateret sejladsforhold i forbindelse med arbejdet.
I forbindelse med anlægsarbejdet benytter entreprenør Munck Havne & Anlæg netop nu et brodæk, som ligger midlertidigt på tværs af gennemsejlingskanalen i arbejdstiden.
Brodækket vil blive benyttet senest til og med torsdag den 31. marts 2022, og kan flyttes, hvis du som roer eller sejler ønsker at sejle igennem i entreprenørens arbejdstid.
Det tager cirka 15 minutter for entreprenøren at flytte brodækket. Se information om arbejdstid og kontakt ved ønske om gennemsejling her nedenfor.
Spærring af sejlrende i april ophæves
I Lynetteholms anlægsnyhedsbrev for marts blev der informeret om, at dæmningens gennemsejlingskanal vil være fuldt spærret i arbejdstiden fra den 4. april 2022 til og med onsdag den 13. april 2022.
Da tidsplanen for anlægsarbejdets spuns-arbejde har forrykket sig, er denne spærring ophævet, og der vil være fri sejlads gennem dæmningen i april 2022.
Primo maj ventes arbejdet med at sætte spuns i ved dæmningen at kunne påbegyndes. Arbejdet ventes at vare cirka 14 dage. Der arbejdes på en løsning, hvor der sikres mulighed for gennemsejling i de 14 dage, arbejdet pågår. By & Havn, Munck Havne & Anlæg og Københavns Motorbådsklub er i dialog om en løsning, og By & Havn udsender opfølgende information forud for, at spuns-arbejdet går i gang.
Nedenstående tidsplan er foreløbig, og der tages forbehold for ændringer.
FAKTA: Sikkerhed omkring gennemsejlingskanalen
- Gennemsejlingskanal/sejlrende er 6 meter bred og 2,4 meter dyb. Sejlrende opretholdes løbende og gravemaskiner sikre oprensning for sten m.v.
- Stensætning ved dæmning markeres på begge sider af sejlrende med lyskegler (2 stk. på hver side), der forbedrer sikkerheden ved sejlads i mørke.
- Der opsættes oplysningsskilte i Prøvestenskanalen i marts 2022 med information om midlertidigt brodæk og kontaktmuligheder.
Har du spørgsmål kan du kontakte By & Havn på mail: info@byoghavn.dk