Vinder af arkitektkonkurrence vil have ålegræs på P-hus facade i Ørestad Syd

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 10. september 2021.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

10. september 2021

Vinder af arkitektkonkurrence vil have ålegræs på P-hus facade i Ørestad Syd

Et enigt dommerudvalg har kåret Nordland Arkitekter ApS som vinder af den åbne arkitektkonkurrence for P-hus Asger Jorn i Ørestad Syd. Med deres forslag ”P-Hus Asger Jorn – Fra Hav til Have” har de formået at skabe et visionært udtryk for det nye P-hus, samtidig med at forslaget åbner bygningen op og skaber en indbydende adgang for de mange brugere.

I maj 2021 udskrev By & Havn en åben konkurrence om det arkitektoniske udtryk for det kommende P-hus ved Asger Jorns Alle i Ørestad Syd. I konkurrencen er der indgået 15 forslag, der alle levede op til de krav, der var blevet stillet. Konkurrencen bestod i at komme med forslag til P-husets arkitektoniske helhedsgreb, i form af p-husets facader, kantzone og til tilgængeligt grønt tag, inklusive en udvendig adgangstrappe.

vinderprojekt3

Det nye P-hus skal både forsyne området med 600 parkeringspladser – både almindelige og elbils pladser, og skal samtidig bidrage positivt til de nære omgivelser med en udadvendt funktion på 595 m2  i stueetagen og en kommende taghave og restaurant på p-husets tag.

I dommerbetænkningen skrives om vinderforslaget:

Med henvisning til Ørestads særegne kvaliteter, introducerer forslaget en stærk fortælling, der binder fortid og fremtid sammen. Forslagets mørke polymer-plader af ålegræs skal således læses som reference til Amager vests historie, der bygger på opfyld af tidligere vandarealer. Materialevalgets fokus på miljømæssige egenskaber kan læses som Ørestads mangeårige ambition om bæredygtig udvikling.

Fra dommerbetænkningen.

Chef for planlægning og bæredygtighed i By & Havn, Rita Justesen, har været formand for dommerkomiteen og hun glæder sig over det visionære udtryk og P-husets funktion som udadvendt aktivitet:

P-hus Asger Jorn vil være med til at give liv til området omkring Asger Jorns Alle. Med dets åbne facader og udadvendte aktiviteter vil det være et sted, der kan skabe rum for fællesskaber og socialt liv for Ørestads beboere i fremtiden.

Chef for planlægning og bæredygtighed i By & Havn, Rita Justesen.