På lørdag den 7. november fejrer vi Konditaget Lüders’ 10-års jubilæum med løb, fællesskab og god stemning for både børn og voksne. Vil du være med, er det nu, du skal sikre dig en plads.
Der er kun få pladser tilbage til børneløbet, og sidste frist for tilmelding er i morgen, tirsdag kl. 10.00.
Til By & Havns Jubilæumsløb for voksne er der også kun få pladser tilbage. Så skynd dig at sikre dig en plads, inden løbet er fyldt op.
To løb – én jubilæumsfest
Børneløbet er for børn til og med 12 år og foregår på Konditaget Lüders. Alle deltagende børn får en jubilæums-T-shirt og en medalje med hjem som minde om dagen.
Jubilæumsløbet for voksne og større børn er cirka tre kilometer langt og byder blandt andet på en særlig Nordhavn-udfordring: tre ture op ad trapperne til Konditaget.
De præcise starttider for løbene offentliggøres onsdag.
Jubilæumsfejringen finder sted lørdag den 7. november kl. 11-14 på og ved Konditaget Lüders i Nordhavn.
Du er selvfølgelig også meget velkommen, hvis du ikke selv skal løbe. Kig forbi, oplev jubilæumsstemningen og vær med til at heppe deltagerne i mål.
10 år med Konditaget Lüders
- Åbning: Konditaget Lüders åbnede i 2016 på toppen af P-hus Lüders i Helsinkigade i Nordhavn.
- Størrelse: Det offentligt tilgængelige byrum er på 2.400 kvadratmeter.
- Højde: Konditaget ligger 24 meter over gadeniveau og byder på udsigt over Nordhavn og København.
- Formål: Konditaget blev skabt for at give plads til motion, leg og ophold på taget af et parkeringshus og dermed udnytte byens arealer på flere måder.
- Samarbejde: Konditaget er udviklet af By & Havn i samarbejde med blandt andre DGI Storkøbenhavn og Lokale og Anlægsfonden.
- Arkitektur: JAJA Architects har stået for det arkitektoniske design af P-hus Lüders og Konditaget.
