Området Kløverparken & Quintus skal omdannes til Amagers nye bydel og give 7000 nye boliger til københavnerne. Politikerne i Københavns Kommune skal på den baggrund drøfte udkastet til det konkurrenceprogram, som skal danne grundlag for en kommende projektkonkurrence for området, og skabe rammerne for en ny og attraktiv bydel på Østamager.
Den politiske drøftelse sker forud for, at By & Havn og områdets tre øvrige grundejere - Skanska, Raffinaderivej 10 A/S og Kløvermarken A/S - udskriver projektkonkurrencen start oktober.
I alt er fem tværfaglige teams blevet prækvalificeret til at konkurrere om at komme med det bedste bud på en struktur- og masterplan for området.
Visionen er at skabe en ny bydel, der samler og forbinder omkringliggende og fremtidige bykvarterer og grønne områder. Med nærhed til Indre By, Amagerbro, Amager Strandpark og Refshaleøen skal området udvikles med metro og med fokus på det lokale hverdagsliv, stærke fællesskaber og grønne omgivelser med plads til fysisk aktivitet.
Alt for mange københavnere har ikke råd til at bo i byen, så vi har virkelig brug for flere boliger. Derfor er jeg også glad for, at vi nu tager det næste skridt i udviklingen af Kløverparken. For mig er det vigtigt, at området bliver levende og grønt med både boliger, erhverv og tilbud til børn og voksne. Det ser jeg frem til at drøfte med mine politiske kolleger.
Overborgmester, Sisse Marie Welling, Københavns Kommune.
Med muligheden for både flere boliger og grønne områder rummer Kløverparken mange af de ting, som vi har allermest brug for i København. Her kan vi bygge boliger uden at ødelægge vild natur. Vi kan arbejde videre med de industrielle kvaliteter, stedet allerede har, og så udvikler vi byen tæt op ad den kommende metro, som gør det nemt at komme til og fra, uden man behøver en privat bil.
Klima-, miljø- og teknikborgmester, Line Barfod, Københavns Kommune.
En fælles overordnet vision
I udkastet til konkurrenceprogrammet har By & Havn og områdets tre øvrige grundejere formuleret en overordnet vision for bydelens langsigtede udvikling. Visionen tager afsæt i et bredt omverdensengagement, hvor både områdets brugere, Amager Øst Lokaludvalg og Københavns Kommune har været aktive deltagere.
I sommeren 2026 inviterede By & Havn og øvrige grundejere områdets lokale aktører til at bidrage med deres input til udviklingen af Kløverparken & Quintus. Det foregik ved et åbent-hus-arrangement i området den 21. juni, parallelt med at et spørgeskema om udviklingen blev sendt til Amager Øst Lokaludvalgs borgerpanel.
De mange input er sammenfattet i en opsamlingsrapport, hvis syv hovedtemaer er indarbejdet i konkurrenceprogrammet til inspiration for de teams, som skal konkurrere om den bedste struktur- og masterplan for området.
Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg skal drøfte sagen den 14. september, og kommunens Økonomiudvalg den 22. september. Materialet er offentliggjort af Københavns Kommune den 7. september, og kan findes her: Drøftelse af konkurrenceprogram for Kløverparken og Quintus, Amager Øst | Københavns Kommune
Dialogen og engagementet fortsætter
By & Havn og øvrige grundejere vil efter projektkonkurrencen er udskrevet fortsætte med at engagere omverdenen i udviklingen af Kløverparken & Quintus. På årets kulturnat, der afvikles den 9. oktober 2026, vil der blandt andet være mulighed for at besøge By & Havn og høre mere om udviklingen af området.
Samtidig planlægges et informationsmøde i samarbejde med Amager Øst Lokaludvalg, hvor der bliver mulighed for at få en præsentation af de visioner og forudsætninger, der er indarbejdet i det endelige konkurrenceprogram. Mødet forventes afholdt i november.
Fakta: Konkurrenceprogram Kløverparken & Quintus
- På området skal der opføres ca. 7000 boliger, hvoraf de første godt 4.300 skal realiseres frem mod 2035, forud for at metroen åbner ved Kløverparken i 2036.
- Metrostationen bliver et centralt omdrejningspunkt i den nye bydel med butikker og restauranter nær stationen.
- Konkurrenceprogrammet stiller krav om etableringen af en park på mindst 2 hektar som et centralt grønt samlingspunkt for den kommende bydel.
- Bygningerne kan som udgangspunkt opføres i op til 24 meters højde, mens der enkelte steder kan placeres højere bygninger.
- Visionen er en tæt bydel, hvor de enkelte kvarterer i bydelen struktureres omkring sammenhængende grønne områder
- Der ønskes en bydel med tydelig stedsidentitet, hvor bevaring og transformation af nogle af de eksisterende industribygninger indgår.
- Det er en overordnet vision, at den nye bydel skal være ambitiøs på bæredygtighed med særlig fokus på klimapåvirkning, biodiversitet, mangfoldighed og grøn mobilitet m.v.
- By & Havn vil offentliggøre det endelige konkurrenceprogram, når projektkonkurrencen skydes i gang start oktober.
- Projektkonkurrencens vinderforslag forventes at blive offentliggjort i 2. kvartal 2027.
Kløverparken & Quintus er beliggende mellem Øresundskysten og det lokale idrætsanlæg, Kløvermarken, med udsigt til Københavns ikoniske tårne. De tre skraverede områder indgår ikke i projektkonkurrencen.
Pressekontakt
Kontakt til overborgmester Sisse Marie Welling via pressetelefonen: 24 91 51 58
(modtager ikke sms)
Kontakt til klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod via pressetelefonen: 23 27 80 90 (modtager ikke sms)
Kontakt til By & Havn via kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen: 30 53 50 04
