Nye og kommende beboere fik en god start på naboskabet, da de torsdag den 13. august tog del i Stejlepladsens første officielle indflytterfest. Midt i sensommersolen blev det fejret, at hverdagslivet nu for alvor tager sin begyndelse i Sydhavnens nye bykvarter.
Der er stadig byggekraner i horisonten, håndværkere på pladsen og nye huse på vej op på Stejlepladsen. Men torsdag aften var det hverken byggeriet eller byggeplanerne, der var i centrum. Det var de mennesker, som nu skal bo her.
Lidt over 100 nye og kommende beboere var mødt frem til den første indflytterfest, der blev holdt på Pælepladsen med udsigt til vand til begge sider. Her blev der spist pizza, skænket vin og lyttet til levende musik, mens de første samtaler mellem nye naboer blev sat i gang.
Jesper Schultz, direktør i Ejendomsselskabet Stejlepladsen, bød velkommen til festen.
Det er en særlig milepæl, når de første beboere flytter ind, for det er her, en ny bydel begynder at blive til et sted, mennesker kalder hjem. Det er også jer der skal opleve bydelen og vurdere om vi har opnået visionerne om at opføre en helt særlig bydel med potentiale for et stærkt fællesskab.
Direktør, Jesper Schultz, Ejendomsselskabet Stejlepladsen.
Anledningen var også en milepæl for Ejendomsselskabet Stejlepladsen, der er ligeligt ejet af By & Havn og PFA: De første beboere er nu flyttet ind, og dermed er hverdagslivet begyndt i kvarteret.
Fra byggeplads til hjem
I løbet af sommeren er der nemlig kommet liv i de første huse. Flyttekasser er båret over dørtærsklerne, og der er nu lys i vinduerne og møbler på altanerne i et område, der indtil nu først og fremmest har været en byggeplads.
Men kvarteret er langt fra færdigt. De sidste to etaper skal fortsat bygges, og i de kommende år vil håndværkere, maskiner og byggehegn fortsat være en del af hverdagen for de første beboere.
Ifølge Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn, giver det de første beboere en særlig rolle, at de er med helt fra begyndelsen.
Der er noget særligt ved at være blandt de allerførste, der flytter ind i et nyt kvarter og der opstår en pionerånd og ikke mindst et bånd mellem beboerne. Og jeg kan allerede mærke stoltheden og glæden over at flytte ind i dette nye område, som hurtigt vokser op i dets farverige og spredte struktur, hvor der er tænkt over materialevalg, mangfoldighed og fastholdelse af den helt særegne kultur, der er i området.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
For de første beboere bliver Stejlepladsen derfor ikke kun et sted, de flytter ind i. De kommer også til at følge kvarterets udvikling helt tæt på, efterhånden som nye huse bliver færdige, flere naboer flytter ind, og gader og pladser finder deres endelige form.
Et blandet kvarter ved vandet
Når Stejlepladsen står færdig, vil kvarteret rumme omkring 860 boliger. En fjerdedel bliver almene boliger, mens resten fordeler sig på blandt andet ejerboliger, private lejeboliger og bofællesskaber.
Ambitionen har fra begyndelsen været at skabe et blandet bykvarter med forskellige boligformer og plads til forskellige mennesker. Det gælder også de fælles rammer, hvor blandt andet byttecentraler, fælleslokaler og et fælleshus med café, co-working og forskellige aktiviteter skal give beboerne mulighed for at mødes på tværs.
