Grønt lys til arena i ørestad

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 15. maj 2013.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

15. maj 2013

Europa-Kommissionen har onsdag d. 15. maj givet grønt lys til, at Københavns Kommune kan være med til at betale for byggeriet af en multiarena i Ørestad. Dermed er sidste knast ryddet af vejen for byggeriet af Københavns nye arena.

”Realiseringen af arenaen er et rigtigt godt bidrag til den fortsatte udvikling af denne del af Ørestad og specifikt af det kommende Arenakvarter med bolig, erhverv, skole og idræt”, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

I selskabet Arena CPHX, selskabet bag opførelsen af arenaen, er direktør Claus Wiegand Larsen også yderst tilfreds:

”Jeg er naturligvis glad for, at Europa-Kommissionen er kommet frem til den samme konklusion, som vi selv og vores advokater er. Nu glæder vi os enormt meget til at komme i gang med byggeriet, så København kan få en arena, der i design og funktionalitet er i international topklasse”, siger Claus Wiegand Larsen i en pressemeddelelse.

Læs mere om afgørelsen på Arena CPHX’s hjemmeside.

Det store byggeri skal opføres på en grund stillet til rådighed af By & Havn i den nordlige del af Ørestad Syd. Arenakvarteret kommer ud over arenaen til at byde på boliger, en skole og en ny skøjtehal.

Om Copenhagen Arena
Copenhagen Arena bliver designet af 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit-IE. Med Copenhagen Arena kan København og Danmark få en arena i international topkvalitet, hvad angår publikumskomfort, akustik og funktionalitet. Samtidig er det en arena, der vil fremstå som et markant ikon og som en generator for bylivet i Ørestad. Arenaen får plads til 15.000 tilskuere.