Gravearbejde hos naboen betyder, at Vestamager får et nyt og forbedret kystdige forærende.
Et bredere og højere kystdige langs det lavtliggende Vestamager skal nu sikre beboere og trafikanlæg i området imod fremtidige oversvømmelser. Der vises dermed rettidig omhu, så det nye kystdige tager højde for den stigende vandstand, der kan være en konsekvens af klimaforandringerne. Analyser viser, at det gamle dige ikke kan modstå de forventede vandstandsstigninger og øget hyppighed af storme.
Projektet kan gennemføres lige nu på grund af et heldigt sammenfald af omstændigheder. Kalvebod Miljøcenter på Vestamager skal i løbet af 2008/09 foretage udgravninger, der giver et overskud på 0,7 millioner kubikmeter ren jord (moræneler).
Kalvebod Miljøcenter, der hører under Københavns Kommune, har tilbudt at udføre forstærkningen af kystdiget med den overskydende jord uden udgift, da anlægsarbejdet kan finansieres ved hjælp af den besparelse Kalvebod Miljøcenter opnår ved ikke at skulle køre jorden langt væk og deponere den.
For yderligere information kontakt venligst pressechef Pernille Garde Abildgaard på mail: pga@byoghavn.dk eller telefon 29 16 05 86.