12 tons affald fra havnens bund

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 21. februar 2008.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

21. februar 2008

Næsten to ugers intens oprydning i vandarealerne i Københavns Havn har resulteret i en imponerende høst. Der er i alt hentet omkring 12 tons affald op fra havnebunden.

 



Resultatet af én dags arbejde


Affaldet er fordelt i to ca. lige store dele: Ca. 6 tons metalskrot, som f.eks. cykler og indkøbsvogne – og ca. 6 tons andet affald som f.eks. bildæk, plastikstole og skilte.

Udover masser af cykler, dæk og skilte, fandt dykkerne også et lille pengeskab. Pengeskabet er nu overgivet til Politiet.

Oprydningen finder sted hvert år og foregår med hjælp fra en eller flere dykkere, der dykker langs bunden og samler tingene sammen. Herefter hejses tingene op på en stor lad-pram og sorteres.