Weekenden byder på kulturhavn Festival i Nordhavn og Sydhavn – og kunstmesse

25. august 2022

Weekenden byder på kulturhavn Festival i Nordhavn og Sydhavn – og kunstmesse

Den 27.- 28. august sætter Kulturhavn Festival endnu engang sejl med mere end 100 gratis kulturoplevelser i Københavns Havn med By & Havn som en af sponsorerne. I år kan du besøge Kulturhavns to festivalpladser ved Frederiks Brygge i Sydhavn og Orientkaj i Nordhavn eller kigge forbi til festivalens 22 pop-up events langs havnen.

Deltag bl.a. i workshops, guidede ture, vandsport, yoga, havnebanko, dans og clean-up events i havnen og nyd koncerter, performance og teater ved vandet, når byens kultur- og fritidsliv indtager kajen i syd og nord for Langebro. 

Kulturhavn Festival byder også på et børneprogram fuld af aktiviteter både på vand og til lands. Mød bl.a. Havfruen Havdis, skab kunst på kajen og lav din egen krabbefanger eller prøv kræfter med fodbold, skateboarding, basket og kajak sammen med lokale sportsklubber fra Østerbro og Nordhavn. 

Kulturhavn er en fejring af byens forenings- og fritidsliv. Det er en generøs weekend for store og små, hvor man kan vælge sine yndlingsbegivenheder i det store program – eller man kan bare tage af sted til festivalområderne og være med, få en oplevelse og møde nye mennesker undervejs. Fælles for det hele er, at alting foregår ved havnen, og på den måde er Kulturhavn også en fejring af Københavns Havn som vores alle sammens rekreative byrum.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

  • Se det fulde program på Kulturhavn.kk.dk
  • Weekenden byder også på kunstmessen Enter Art Fair i Tunnelfabrikken i Nordhavn. Læs mere nederst i dette nyhedsbrev

Highlights fra Kulturhavn programmet:

  • TAG MED UD OG FISK MED FISKEKLUB KØBENHAVN

Prøv lykken og se om du kan fange en af havnens makreller, som det er højsæson for i august .

Fiskeklub København inviterer til hele to fiskeevents under Kulturhavn Festival 2022. Lørdag den 27. august ved Slusen i Sydhavn og søndag den 28. august ved Nordhavnstippen.

Det er gratis at være med og klubben stiller udstyr til rådighed til dig, som endnu ikke ejer en fiskestang. Se også nyhedsbrevet om de kommende grejbanker i Sydhavn og Nordhavn her.

FISKERI
kulturhavn2
  • GÅ PÅ OPDAGELSE I HAVNENS LYDE

Kom med lydkunstner, Valdemar Kristensen, på en anderledes udflugt rundt i Sydhavnen og Nordhavnens kringelkroge med høresansen som din primære rejseguide.

Udstyret med høretelefoner og forskelligt optageudstyr får du muligheden for at indfange de skjulte lyde, som findes i det foranderlige havnelandskab. Skab dit eget lydværk undervejs, og del dine opdagelser med de andre deltagere på turen.

Lydvandringen starter lørdag den 27. august kl. 12 ved Frederiks brygge og søndag den 28. august ved orientkaj kl. 12. Det er gratis at være med – men kræver tilmelding.

Tilmeld dig ved at sende en mail på valdemar@ekkoflok.dk.

 

  • HAVNE LAB – EN HYGGELIG DAG FOR HELE FAMILIEN

Tag børnene med til hyggelig dag ved Det Blå Støttepunkt i Havneslusen Nord i Sydhavnen.

På dagen kan I møde Clorofille Naturforening og Materiale Centralen, der formidler bæredygtighed i børnehøjde gennem sjove workshops og Øresundsmiljøskolen, der medbringer levende dyr fra havnen, som børnene kan få lov til at undersøge og lære bedre at kende.

Workshop: Alger og spiselige bobler med Clorofille Naturforening
Alger er meget vigtige for livet i havet og de skaber biodiversitet. Men vidste du, at de brune alger også er hovedingrediensen i fremstillingen af et plastik alternativ, som er spiseligt, fordi det indeholder Alginsyre?

Kom og bliv klogere på alger gennem sjove aktiviteter. Vi skal lave alge scrubs og spiselige bobler med alginsyre molekyler. Dertil vil der være en skattejagt, som tager børnene gennem spændende viden om vandets alger.

Livet under overfladen med Øresundsmiljøskolen
Kom og se og rør alle de mange forskellige dyr, der findes under overfladen i Københavns havn og lær dem bedre at kende. Du kan også lave din egen krabbefanger og prøve lykken som krabbefisker.

Workshop: Plastik i havnen med Foreningen Materialen centralen
I workshoppen lærer børnene om den plastik og mikroplastik, som ender i verdens have. Lær at upcycle kasseret plastik og skab dit eget fantasifulde havdyr fra fremtiden.

På dagen vil der blive serveret gratis vegansk is fra Moomoobar til de første 60 deltagere.

Kulturhavn3
BCA245BB-2351-44F8-8452-1DA13A7F7C67
  • KUNSTRUTE I NORDHAVN

En ny kunstrute i Nordhavn – fra det urbane Indre Nordhavn til den yderste grønne Nordhavnstip – vil skærpe blikket på bynaturen ved at zoome ind på de helt små detaljer. Ruten åbner under Kulturhavn den 27.-28. august med guidede cykelture.

Den 3,5 km lange rute er kurateret af Råderum, skabt af billedkunstner Arendse Krabbe og kan tages til fods eller på cykel. Undervejs er der ni nedslagspunkter, hvor Arendse Krabbe stiller skarpt på naturens vilde detaljerigdom. Læs mere i dette nyhedsbrev.

  • SUP YOGA

Mindfulness møder Stand Up Paddle, når foreningen Watersport Østerbro inviterer til yogatime på vandet ved Frederiks Brygge.

Kom med til en anderledes og sjov yogatime, hvor du sammen med andre deltagere skal udfordre smidighed og balance på et SUP board. En instruktør fra Watersport Østerbro vil føre jer igennem simple yoga-øvelser og vejlede dig i, hvordan du bedst placerer dig på boardet undervejs.

Du kan deltage i yogatimen på vand lørdag den 27. august kl. 14-15 og 16-17 ved Frederiks Brygge og søndag den 28. august kl. 13-14, 16-17 og 19-20 ved Orientkaj.

  • Se det fulde program på kk.dk

Kulturhavn Festival er en del af Københavns Kommune og er i år støttet af By & Havn, Kgs. Enghave Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg og Movia. Foto 1+4: Ulrich Jakobsson

 

EnterArtFair2021_ATMOSPHERE-1

Husk også:

Kunstmessen ENTER ART FAIR:
26. – 28. august

I den kommende weekend indtager kunstmessen Enter Art Fair Tunnelfabrikken i Nordhavn. Det er 4. år i træk, Enter Art Fair finder sted, og på den korte tid er messen blevet Nordens største internationale kunstmesse.

På årets udstilling kan de besøgende opleve 78 nøje udvalgte internationale og danske gallerier fra i alt 23 forskellige lande og 44 forskellige byer samt se og købe værker af mere end 350 kunstnere.

Foruden de mange galleriers kunststande er der et større kunstprogram i løbet af messeperioden. ”Tales of Love and Fight” er kurateret af Irene Campolmi og koreograferet af Jules Fischer og er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden samt Ny Carlsbergfondet.

Kunstprogrammet kombinerer forskellige kunstarter i et storslået og næsten teatralsk værk, der vises dagligt på messen. De daglige performances samt den permanente scenografi og udstilling i rummet giver beskueren et indblik i nyskabende værker af udvalgte unge kunstnere, der endnu ikke er repræsenteret på et galleri.

Kunstprogrammet præsenteres i et separat område, hvor der er gratis adgang for alle. Adgang til selve Enter Art Fair kræver billet.